Bloms Blog

Første bind af Peter Øvig Knudsens bog “Hippie – tre år og 74 dage der forandrede Danmark” har fået stor mediedækning. Af mange forskellige årsager. Nogle medier fokuserer på styrken i selve fortællingen om Thylejren 1970 og Peter Øvigs grundige journalistiske metode. Andre fokuserer på det eksotiske og – set med vore dages puritanske blik – frie og eksperimenterede flipperliv. Nogle anmeldere har hæftet sig Peter Øvigs påstand om, at Thylejren ændrede Danmark, og en del kommentatorer og klummeskrivere har brugt krudt på at fortælle en modhistorie, hvor hippiernes rolle er nedtonet til at være skæve partytosser på en bar mark. Èn ting er dog sikkert: Musikken var det helt centrale.

På MUSIKERENs nyhedsbrev e-NYT har jeg en historie om musikkens betydning i Thylejren og som en af allervigtigste elementer i flipperkulturen og efterdønningerne af ungdomsoprøret. Der kommer en historie mere om emnet i bladet – decemberudgaven af MUSIKEREN. Musikken var det tungeste skyts i den kulturkamp. Dansk rock udviklede sig hastigt i de år, og Thylejren var ikke blot et stort musikalsk eksperimentarium, den var også en forløber for den rockfestivalkultur, som sidenhen er blevet en af de vigtigste udtryksmåder og selvrealiseringsmuligheder i ungdomsmiljøerne. Og ikke mindst en enormt kommerciel og oplevelsesøkonomisk kapital. Både i kroner og ører, kulturelt og socialt. Hvis der er noget, der er akkumuleret siden starten af de politisk bevidste og oprørske 70′ere, er det festivalerne. I dag sidder tunge regnedrenge i diverse analysefirmaer og konsulentvirksomheder og skriver lange rapporter om, hvor meget omsætning og værditilvækst diverse festivaler skaber for lokalsamfundene og de byer, hvor de finder sted. Der er tale om millioner af kroner. For eksempel i Tønder, Skanderborg, Jelling og Roskilde.

I Thylejren var der ikke mange penge i omløb. Et gram galar kostede 6 kroner, og menuen stod på brune ris. Joh, klicheen er ikke helt forkert, men man kunne også købe billige bajere, hvilket det var ganske mange, der gjorde, blandt andre de besøgende fiskere fra Hansholm og omegn. Eller man kunne købe en leverpostejmad i Tømrer-Claus’ bod. Hvilket jeg gjorde adskillige gange. Jeg befandt mig i Thylejren i knap 14 dage i juli 1970 sammen med min storebror. Jeg var femten år, og vores forældre havde som følge af en ret liberal vækkelse over for alt det nye givet tilladelse til, at vi kunne tage op til den der lejr. De kørte os derop og hentede os igen, og vi lånte familieteltet til formålet. Hvis Thylejren forandrede Danmark, kan jeg da godt give mit besyv med og sige, at de skæve dage i Thy havde en ganske stor indflydelse på mit unge sind dengang…

Mine minder står – trods opdagelsen af galarens magiske virkninger – ret klart om Alrune Rod, No Name og Gasolin på scenen. Provo-Knud, der dansede rundt svøbt i sit hvide lagen, Dans Te-telt, hvor jeg tilbragte adskillige timer, og hvor der altid blev jammet løs på guitar, tablas, fløjter og diverse rasle-ting og sager, fællesmøderne – blandt andet den dag, hvor der var blevet stjålet 15.000 kr. fra lejrkassen, og hvor stemningen var på randen af lejropløsning. Eller fodboldkampen, hvor et hold fra lejren under sportslig ledelse af håndboldspilleren Palle Nielsen spillede mod et lokalt hold.

Tilbage til musikken. Og rusmidlerne. Tjald var ikke bare tjald, der blev bag kager og gjort ved, og et af Thylejrens mere kuriøse tilbud var galarkakao. Beskrevet fint i Peter Øvigs bog. Manden bag galarkakaoen var Dan Nielsen, der bestyrede Dans Te-telt, og en af hans venner, der stod for opskriften. Man varmede hashen op, smuldrede den i piskefløde og tilsatte mælk, sukker og kakao. Den kunne købes i to styrker: Sølvkakao og guldkakao. Det viste sig nemlig, at der var stor efterspørgsel på denne vare, så de driftige folk producerede løs og hældte den effektive substans på sodavandsflasker. En “lightudgave” med sølvhætte på flasken, sølvkakao, og en stærk udgave med guldhætte, Guldkakao.

Svendborgbandet Farmors Guldkakao 1972. Fra venstre: Peter Howard Jensen, Steen Andersen, Ole Senstius, Kjeld Lauritsen, Flemming (?), Martin Blom Hansen

Denne flippernes svar på guldbajeren var ikke blot en populær stimulans i de dage. Selve navnet guldkakao havde ærlig talt også en dejlig klang. Det mente jeg og en flok af mine kammerater i hvert fald, da vi året efter dannede et band. Eller en gruppe, som det hed dengang. Hvad skulle vi hedde? Farmors Guldkakao.

Under dette hyggelige navn spillede vi rundt om i ungdomscirklerne i Svendborg, hvor vi boede. Den længste tur var vist dengang, vi fik et job på det berømte Hotel Spangsberg i Esbjerg. Farmors Guldkakao levede et par år, så fordelte vi os i en syndflod af nye bands og sammenhænge. For en del af os blev musikken sidenhen det vigtigste spor. For eksempel var bassisten Peter Howard Jensen, der senere fik en fornem karriere som klassisk guitarist, og tangentspilleren var Kjeld Lauritsen, der blev en af dette lands mest markante jazz-hammondorganister.