Roskildesyge
Posted By Martin Blom Hansen on jun 28, 2009 |
Kommentar: Så skal vi til det igen. Dække årets Roskilde Festival, mener jeg, og det har atter fået store som små medier til at indsende anmodninger om presseakkrediteringer til de kære medarbejdere på festivalens pressekontor. Omkring 2.000 danske mediefolk bliver akkrediteret i år og får adgang til den attraktive medieby på festivalen. Fagbladet Journalisten har banket sagen op som hovedhistorie i juni. Jeg kunne ikke lade være med at blande mig i debatten, nærmere betegnet nyheden om, at DR sender 150 mand af sted - se mere her.
Det er jo også fedt at være på Roskilde, og historien om, at Roskilde Festivalens medieby er én stor personalefest for journalister, er hverken ny eller forkert. Historisk set har Roskilde været dækket massivt, og få kulturbegivenheder får så voldsom en omtale, så mange anmeldelser og så mange reportager om alt fra et obskurt metalband til drukparty i teltlejren.
Ser man på årets program, er det faktisk ganske progressivt, mangfoldigt og absolut værd at skrive om. Der er en virkelig spændende vifte af navne fra world, roots, electronica og rock-genrerne. Om manglen på hardcore metal i store og synlige mængder har haft indflydelse på billetkøbet, kan man måske gisne lidt om, men lad nu det ligge... Sagen er, at der i år er lagt en bred og globalt orienteret musikprofil. Det bliver interessant at følge, hvorvidt de 2.000 danske journalister vil afspejle det faktum.
Men tilbage til hovedpointen: 2.000 journalister til Roskilde Festivalen? Hmmm, hvor mange danske journalister er der til Copenhagen Jazz Festival? Århus International Jazz Festival? Eller Tønder Festivalen? Eller nogle af de utallige og interessante festivaler rundt om i vor globale verden, hvor musikken spiller hovedrollen, og hvor kvalitet, kunstnerisk udsyn og progressiv programlægning er helt fremme i højttalerne?