Jeff Beck: En mester kom forbi Amager

Okay, nu bliver det måske lidt guitarnørdet. Og dog, for musik var det. Stor og dejlig musik i al sin enkelhed. Men det var også en smuk opvisning i, hvordan en musiker i fuldstændig symbiose med sin guitar og teknisk udfoldelse kan fortælle historier. Guitaren er Jeff Becks stemme, og den stemme spænder over et stort register og et gribende og dynamisk udtryk. Torsdag aften 11. november 2010 var Jeff Beck og hans tre solide medspillere, trommeslageren Narada Michael Walden (veteran, må man sige), bassisten Rhonda Smith og keyboardspilleren Jason Rebello, på scenen i Amager Bio. En fyldt sal tog hengivent imod. Vi blev i perioder bragt tilbage til 70-ernes fusionsmusik - og tak for det og den frihedstrang, fusionsmusikken i sit væsen er udtryk for. I andre numre - som for eksempel "Over The Rainbow", "People Get Ready", der næsten er blevet Jeff Beck's signatur-musikstykke, og den fabelagtige Beatles-sang "A Day In The Life" -  fik vi Jeff Beck's mesterlige og unikke guitarteknik omsat til kunst. Mandens teknik (det er nu, det bliver lidt nørdet), hvor hans højrehåndsanslag med tommelfingeren garneret med fingernem brug af Stratocasterens volumeknap og vibratorarm, er helt enestående. Ingen andre guitarister har søgt, udforsket og realiseret denne guitarteknik. I hvert fald ingen på niveau med Jeff Beck. Den gamle Yardbirds-guitarist, siden en 70'er-fusionsudforsker og endnu senere en mand med hang til gamle biler var en fornøjelse at opleve. En musiker af høj kaliber, en guitarist, hvor flesh, blood & technology går op i en højere enhed.
Share This Post On

Submit a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *