En devalueret begivenhed?
Posted By Martin Blom Hansen on nov 17, 2010 |
"Det er musik det hele, og det er fedt, at vi nu er samlet under ét tag." Sådan cirka lød det flere gange spontant fra nogle af de mange prisoverrækkere og prismodtagere søndag aften 14. november fra scenen i teatret Bremen, hvor Danish Music Awards 2010 fandt sted.
I år var jazz, world og folk inviteret med til den "store" DMA-fest. Slut med folkemusikkens egen DMA i Tønder, verdensmusikkens lille sluttede prisfest i Copenhagen JazzHouse, og jazzens solofest, der i 2009 fandt lykkeligt sted i DR. Slut med at poppen og rocken skulle have den store prestigefyldte begivenhed for sig selv, nu skulle de tre smalle genrer med til den rigtige fest.
Hvad var det så for en fest? Tjah, en underlig halvfesen forestilling. Aftenens vært Søren Rasted gjorde, hvad han kunne for at køre stemningen i vejret med en blanding af selvironi og fjollerier. Men det kunne ikke dække over, at der var lang afstand fra hårdtpumpede popproduktioner til håndspillet folk og jazz. Der var langt fra Medinas overfladehits til Jacob Bros inderlige jazz. Selv om intentionerne muligvis har været gode fra IFPI's side, lugtede arrangementet mere af rationalisering end sand interesse for musikkens mangfoldighed. Pladebranchen fattes penge, og så er det jo nok en god ide at samle de økonomiske award-kræfter i samklang med de offentligt støttede genreorganisationer, JazzDanmark, World Music Denmark og Folkemusikkens Fælles Sekretariat, der tidligere har stået for de respektive DMA Jazz, DMA Folk og DMA World.
Jazz, folk og world fik musikalsk taletid, jovist, men det var den åleglatte mainsntreampop, der løb med stort set hele opmærksomheden og de fleste priser. Som en lettere overrislet herre på rækken bag mig sagde: "DMA betyder Danish Medina Awards"…
Rock var der ikke noget af, slet ikke metal og overarmstatoveringer. Og dog, for som jazztrommeslageren Kresten Osgood sagde, eller snarere råbte, fra scenen, "er jazz den eneste rigtige rock’n'roll." Det var i hvert fald sandt dén aften.
DR og TV2 var ikke med til festen, de har jo deres egne henholdsvis P3 Guld og TV2 Zulu Awards at profilere sig på. Publikum var således ikke med til festen foran tv-skærmene. Og de var da slet ikke med til selve festen, hvor alle de bløde sæder i Bremen var besat af musikere, branchebosser, hangarounds og mediefolk.
Så sad man der og tænkte, om det overhovedet gav mening at holde fast i den form for prisfest? Nej, vil jeg sige. For det første er der ganske enkelt for langt fra præmisserne for at tildele en pris til en storsælgende popsangerinde til præmisserne for at tildele en pris til en afsøgende jazzkunster - eller en hårdtarbejdende traditionsmusiker. For det andet har DMA som event mistet meget af sin eksklusivitet, fordi der i dag findes talrige andre awardshows, der ligner DMA til forvekskling. Og for det tredje bør man sætte spørgsmålstegn ved en prisfest, hvor udgangspunktet er gammeldags pladeudgivelser trods selvsamme udgivelsers konstante nedtur de seneste 10-15 år.
En musiker/sangskriver/producer anno 2010 lever i en 360-graders faglig virkelighed, hvor albummet ikke nødvendigvis er det allermest afgørende. For langt de fleste kunstnere er en udgivelse af en eller anden art mere et middel end et mål. At musicere foran et publikum – lille eller stort – er vigtigere. Musikkens tilstedeværelse som streams overalt, hvor der er adgang fra en bærbar eller en smartphone, er vigtig. At være til stede online 24/7, som man siger, både visuelt og audivisuelt er ekstremt vigtigt.
DMA ligner en devalueret fest. Måske vil det være en god ide, at IFPI overlader værtsrollen til nogle andre. Eller at nogen i branchen begynder at tænke visionært, kreativt og innovativt. Det skulle jo ikke være så svært, når nu ens kernekompetencer netop er det kreative og innovative…
For gu’ er der brug for at anerkende de gode musikere og store kunstnere. De skal have skulderklap, ska’ de. Men helt ærligt, er dramaturgien og liturgien i DMA-showet – oprindeligt hentet fra de svulstige Grammy-shows for årtier siden – ikke ved at være klar til at blive lukket ind på det kommende danske rockmuseum?
Denne blog er ikke længere i brug. Gå til mit musikersite www.martinblom.dk.
18. november 2010
Jeg kan sgu’ meget godt lide idéen om et forholdsvis officielt prisshow i Danmark. Vi elsker det jo, og det fungerede ret fedt før i tiden. Problemmet er helt klart som du siger at DMA ikke har formået at udvikle sig i takt med musikbranchen, og det er nok også årsagen til at TV ikke syntes det er et spændende show mere. I mange år har årets danske musikvideo været en fast pris, og det er sgu’ nok total løsningen der skal præmieres. F.eks. med priser som årets website, årets online indsats etc.
Jeg syntes også showet gør grin med sig selv, ved at udnævne Velkommen Til Medina som årets danske album, foran f.eks. Mew, Efterklang, Sleep Party People, Turboweekend etc. Jeg savner sgu’ lidt da den dengang ukendte Teitur vandt prisen som årets danske sanger, fordi han var den bedste og ikke fordi han havde solgt mest.
18. november 2010
Well said!