Giganternes kamp

(ARKIV: Denne artikel har været publiceret 10. januar 2011 i Nyhedsbrevet SAKO – udgivet af DJBFA.)  Mandag, 10. januar 2011 Myspace skal sandsynligvis fyre medarbejdere, mens Facebook netop har fået en kapitalindsprøjtning på 450 mio. dollars. For fem år siden var Myspace rasende populært og mange penge værd. Den store medievirksomhed News Corp. købte i 2005 Myspace for tre mia. kroner. Myspace var det absolut foretrukne webmedie for bands og solister, der ville have opmærksomhed og et sted at lægge deres musik op. I dag ser det knap så godt ud. Ifølge nyhedsmediet Comon har Myspace i 2010 oplevet et fald i antal besøg på 15 procent, og annonceindtægterne er faldet med 37 procent. En fyringsrunde er under opsejling, og godt halvdelen af virksomhedens 1.100 medarbejdere skal sandsynligvis afskediges. Andre websites har presses sig frem og ånder Myspace i nakken. For eksempel Reverbnation, der tilbyder en service for bands i stil med Myspace. Men det er dog Facebook, der er øjeblikkets konge i de sociale netværkstjenesters land. Mens Myspace gisper efter vejret, har Facebook oplevet en stigning på 50 procent på antal unikke brugere i løbet af et år. Værdien af Facebook er anslået til at være på 280 mia. kroner. Den amerikanske bank Goldman Sachs - det var dem, der i 2009 udbetalte rekordstore bonusser og også dem, der blev reddet af den amerikanske regering i finanskrisens første tid - har investeret 450 mio. kroner i Facebook. (BLOM) (Nyhedsbrevet SAKO eksisterede fra juni 2006 frem til foråret 2011 med Martin Blom Hansen som skrivende redaktør. DJBFA besluttede desværre efterfølgende at fjerne artikelarkivet med samtlige artikler. Derfor kan man læse udvalgte hovedhistorier her på Bloms Blog.)
Share This Post On

Submit a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *