Opposition lover ny medieaftale
Posted By Martin Blom Hansen on jan 10, 2011 |
(ARKIV: Denne artikel har været publiceret 10. januar 2011 i Nyhedsbrevet SAKO – udgivet af DJBFA.)
Mandag, 10. januar 2011
S, SF og R vil skrotte den nuværende medieaftale og har et nyt medieudspil klar, hvis de efter et valg danner regering.
Af Martin Blom Hansen
Valgrygterne suser rundt i det danske land som en hidsig januarblæst, efter statsminister Lars Løkke Rasmussens udmelding om at afskaffe efterlønnen. Hvis der bliver tale om medvind for oppositionen ved et kommende folketingsvalg, står "Radio Møller" for fald. S, SF og R har kørt mediepolitikken i stilling som et af valgtemaerne, og de lover, at hvis de får magt, som de har agt, vil den nuværende medieaftale blive erstattet af en ny. Væk med den nye radiokanal, populært kaldet "Radio Møller" efter kanalens opfinder, kulturminister Per Stig Møller. Og væk med den medieaftale, der blev indgået med et smalt flertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
"Det er klart, at med vores forslag skal der laves en ny medieaftale, hvis vi kommer i en ny regering. Så er den anden aftale ligegyldig," siger Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen til DR Kultur/DR Online.
Ifølge det nuværende medieforlig skal der over otte år afsættes 800 mio. kr. til "Radio Møller". De penge vil oppositionen bruge til noget andet. Nogle af midlerne skal tilbage til DR. Desuden vil man ændre på den såkaldte distributionsstøtte til dagbladene, så også uafhængige webmedier kan få del i disse midler.
På kulturfronten er oppositionen desuden klar til at satse stort. I hvert fald hvis løfterne fra sidste års finanslovsforhandlinger står til troende. Her ønskede S og SF i deres finanslovsforslag at styrke kulturen med 395 mio. kroner over de kommende fire år.
(Nyhedsbrevet SAKO eksisterede fra juni 2006 frem til foråret 2011 med Martin Blom Hansen som skrivende redaktør. DJBFA besluttede desværre efterfølgende at fjerne artikelarkivet med samtlige artikler. Derfor kan man læse udvalgte hovedhistorier her på Bloms Blog.)