Det frie samfund
Posted By Martin Blom Hansen on jun 17, 2011 |
I denne uge er en mængde landspolitikere samlet til det såkaldte folkemøde på Bornholm. Fin ide. Selvom folket måske er lidt fraværende. Men Bertel Harders initiativ med at bringe de politiske diskussioner og positioner ud af Christiansborg er ikke ilde. Idéen med at lade politikere interviewe mediefolk er heller ikke dårlig. Så kan pressen smage lidt af den samme pisk, de til daglig svinger over politikerne. Eller hvad? Indtil videre forekommer det mig, at politikerne, med blandt andre en ivrig Søren Pind i rollen som interviewer over for DR's Ulrik Haagerup, har lagt sig klæbende fast på præmissen: Medierne fokuserer alt for meget på personer frem for politik. Medierne svælger i personsager og politikeres personlige liv i stedet for de politiske emner.
Præmissen har først og fremmest den svaghed, at man - måske for nemhedens skyld - taler om medierne som én samlet størrelse. Politikerne bruger lejligheden til at lade indebrændt vrede over for dele af de danske medier vælte ud over alle medier. Men at tale om "medierne" som én stor klump passer da umådeligt dårligt med forestillingen om et frit, liberalt og pluralistisk samfund. Det lugter faktisk lidt af en totalitær tankegang. For hvad taler vi om her? Om de kulørte blades prioriteringer og evige jagt på slibrigheder i kändisrækkerne? Om Ekstra Bladet eller BT? Eller om journalisters mulighed for at stille spørgsmål, der ikke på forhånd er handlet af med interviewpersonen (læs: ministeren) ?
Lugten af totalitær tankegang breder sig yderligere, når integrationsminister Søren Pind slår til lyd for et regelsæt (frivilligt ganske vist) for personer ansat på universiteter i forhold til udtalelser i pressen. Problemet er ifølge Pind, at visse eksperter politiserer og dermed bruger deres position og platform uretmæssigt. De skal med andre ord blive ved deres læst og være fagtekniske eksperter og så overlade til andre symbolanalytikere at analysere og og uddrage konklusioner.
Altså: Politikere skal tale politik, og eksperter skal tale om det, de er bedst til, nemlig deres specifikke fagområde. Når disse eksperter bliver ringet op af en journalist eller bliver inviteret i tv-studiet, skal de holde sig på måtten og afstå fra at sige noget, der kan tolkes som holdningsytringer.
Pind har en pointe: Der er i sandhed mange eksperter, der har en solid medieplatform. Og der er også en del, der bruger denne platform til at udtale sig om andet end deres specifikke fagområde. Det hænger dog også sammen med, at brugen af især samfundsfaglige eksperter er steget dramatisk (hvilket DR's program Detektor kunne fastslå forleden). Der kunne jo være en sammenhæng: Et komplekst samfund i en kompleks global verden har brug for analytikere og begavede folk, der kan give bud på sammenhænge, årsager, virkninger og dertil hørende referencer og perspektiver. Det er ikke altid politikere, der er bedst til det, for nu at sige det diplomatisk.
Pind har også en platform. Ja, han har mange. Han er ikke ligefrem forment adgang til medierne - eller de digitale medieplatforme. Men han har tilsyneladende følt sig forfulgt af medierne. Lige fra de mere personorienterede historier om hans private gøren og laden til historien om bistandsmidler i skattely. I sagen om Marlene Wind fremgår det klart, at Pind mener, medierne - og positionerede forskere som eksempelvis Wind - har en betydelig magtposition. Han nedtoner sin egen magtposition og taler i Bornholms-interviewet med Haagerup som den forurettede og forfulgte politiker.
Man kan spørge sig selv: Hvordan kan det lykkes Søren Pind, og også Pia Kjærsgaard, på den ene side at være magtfulde politikere og via deres virke i årevis at have bidraget til den politiske virkelighed, Danmark står i i dag, SAMT at være i medierne i tide og utide - og SAMTIDIG spille rollerne som forfulgte tabere, der bliver hånet og latterliggjort af en påstået politiserende universitetsforsker?
Kommentarer fra Pinds og Kjærsgaards respektive partikolleger har været få i denne sag. Skal det tolkes sådan, at den der tier samtykker? Det må man gå ud fra. Og dog, statsminister Lars Løkke Rasmussen har været på banen. Næh, ikke for at tage afstand fra de voldsomme personlige angreb, Pind og Kjærsgaard har rettet mod Wind, men tværtimod for at bakke op om dem med citerede udtalelser til JP om, at "det er vigtigt at værne om ytringsfriheden, også ministres ytringsfrihed."
Det er med andre ord helt okay, at ministre og partiledere med stor politisk magt forsøger at flytte fokus fra deres egentlige fagområde, nemlig politikken og substansen i politikken, ved at gå til personligt angreb på eksperter, der benytter den ytringsfrihed, de selvsamme politikere besynger og sværger troskab til. For hvad er resultatet af Pind/Kjærsgaards missilangreb på Marlene Winds person? At denne personsag fuldstændig overdøver sagens kerne, nemlig den politiske aftale om den permanente grænsekontrol, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti.
Nøgternt bedømt har vi at gøre med to politikere, der helst ikke vil tale politik og på ædel vis diskutere det, sagen drejer sig om. Men som hellere vil bruge deres position til at rette hårde personlige angreb på en forsker, hvis brøde er at udtale sig kritisk om den førte politik. Det virker ikke blot kynisk, det virker også kyllinge-agtigt. Og så vil jeg undlade at bruge andre oplagte ord, der også begynder med k...
Denne blog er ikke længere i brug. Gå til mit musikersite www.martinblom.dk. 