Den elektriske revolution
Posted By Martin Blom Hansen on sep 1, 2011 |
(* Artiklen har været trykt i messemagasinet for Vintage Guitar Show 2011, udgivet i september 2011 .)
Selvfølgelig skulle guitaren have strøm på. 30’ernes teknologiske udvikling i USA beredte vejen. En krig kom på tværs, men derefter gik det hurtigt. Den elektriske guitar blev et af den moderne verdens stærkeste symboler.
Af Martin Blom Hansen
USA har som bekendt ikke årtusindgamle ruiner eller historiske ridderborge at prale af. Det amerikanske mindreværdskompleks i forhold til den europæiske historie er velkendt. Men når det gælder den nyere tids historie og afgørende hændelser, milepæle og opfindelser i modernitetens tidsalder, er USA til gengæld godt med.
Det er ikke for meget sagt, at det 20. århundrede er USA's århundrede. Når det drejer sig om industrialisering, massefabrikation - for eksempel Ford-fabrikkernes samlebåndsteknik - biler, jernbaner, skibstrafik, telegrafer, telefoner, film, tv, radio og så videre har USA absolut været førende. Om de vedbliver med at være det i det 21. århundrede er til gengæld meget spændende – men en helt anden historie.
Det 20. århundrede var også elektricitetens århundrede. Og her var USA, ja, man fristes til at sige strømførende. Elektriciteten var op gennem 1900-tallet et af de kontante symboler på, hvad menneskets var i stand til at udrette. Den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet havde sat kursen. I 20’erne og 30’erne havde elektriciteten betydet enorme ændringer i almindelige menneskers livsvilkår. Men det var langtfra slut. Elektriciteten var magisk.
Som Charles McGovern, kurator på National Museum of American History i Washington D.C., skriver i bogen "The Electric Guitar - A History Of An American Icon": "...elektriciteten repræsenterede en kraft af næsten mytiske dimensioner for mange amerikanere".
Der var blændende lys i de hastigt voksende amerikanske storbyer. Filmen "Byens Lys" fra 1931 af Charles Chaplin griber fat i fascinationen af det elektriske lys og den teknologiske revolutions betydning for den lille mand.
En anden vinkel på samme historie er myten om den unge, sorte amerikaner, der i 30’erne og især 40’erne forlod en fremtidsløs tilværelse som bomuldsplukker i sydstaterne og ankom til den forjættede by Chicago. Det var elektriciteten, denne enorme kraftkilde, der var symbolet på forandringen i livsvilkårene og symbolet på et nyt håb for fremtiden.
Strømmen og drømmen
I landdistrikterne og småbyerne i 30’ernes USA - og i de fattige sydstater især - var elektricitet og lys i lampen over stuebordet bestemt ikke noget, alle havde.
Det er tankevækkende illustreret i fortællingen om den unge hvide Chet Atkins. Manden, der var en af pionérerne i den elektriske guitars udvikling, som skabte den berømte Nashville-sound sidst i 50’erne, og som fik det fornemme eftermæle ”Mr. Guitar”.
Som helt ung var Chet Atkins stærkt optaget af radiomediet og af guitaren. Han var tidligt ude, spillede violin som barn og begyndte med guitarspillet som ni-årig i 1933. En del år senere fik han fingre i en guitar med pickup samt en lille forstærker. Men han måtte hanke op i guitar og forstærker og finde steder, hvor der var elektricitet, for i hjemmet hos sin far i Fortson, Georgia, var der endnu ikke strømstik i væggen.
Elektriciteten var i 30’ernes USA på linje med forbrændingsmotoren den moderne verdens apostel. Vekselstrøm i ledningerne var modernitetens transportmiddel. Når vi i dag anno 2011 taler om mobilt 4G-netværk og gigabyte i bredbåndet, talte man dengang om generatorstørrelse og kilowatt i kablerne.
Elektriciteten var langt fra færdig med at vise sin formåen. Ganske vist var der lysår imellem de første glødelamper i 1880’erne og den amerikanske virkelighed i 1930’erne. Teknologien havde skabt et moderne samfund, hvor man hørte radio, lyttede til plader på grammofonen, satte madvarer i køleskabet og vaskede tøj i en maskine og ikke mindst talte i telefon.
Telefonen var blevet en masseforbrugsvare. Bevares, lige som elektrisk lys var det ikke noget, man havde i hver en fattig rønne. Men så var der telefonboksen, der dukkede op flere og steder både i byerne og snart ved enhver crossroad ude i de yderste landdistrikter.
Telefonens indmad var blevet forfinet ganske meget, siden Graham Bell fik patent på ”den talende telegraf” i 1876. Mikrofon, højttaler og brugervenlighed var optimeret. Den grundlæggende teknologi i telefonen fik stor betydning for udviklingen af den elektriske guitar. Og lige som der i eftertiden har været stor debat om, hvem der egentlig kom først og opfandt telefonen, er der ingen klar vinder til titlen som opfinderen af den elektriske guitar.
Få dog de svingninger forstærket
George Beauchamp, musiker, opfinder og i 1931 medstifter af Ro-Pat-In Corporation – der senere blev til Electro String Instruments Corporation og derpå Rickenbacker International Corporation - var en af de mest betydningsfulde pionérer inden for guitarudviklingen. Han havde årene forinden arbejdet sammen med instrumentmageren John Dopyera I National String Instrument Corporation. De skabte så at sige the missing link mellem den akustiske og elektriske guitar, nemlig resonatorguitaren. Værktøjsmageren Adolph Rickenbacker kom ind i billedet, fordi han leverede metaldelene til Nationals nye instrumenter.
Resonatorguitaren gav lyd fra sig, langt mere lyd end de almindelige akustiske guitarer. Men omgivet af elektricitetens, radioens og telefonens virkelighed tænkte George Beauchamp højt:
"Hvis man kan forstærke radiobølger, hvorfor så ikke forstærke vibrationsbølger?"
Det måtte være muligt at indfange vibrationerne fra en guitarstreng, få lyden forstærket og bragt ud i en højttaler.
Kildematerialet er ikke krystalklart, når det kommer til spørgsmålet: "Hvem opfandt den elektriske guitar?" Svaret er, at det var der mange, der gjorde. Et andet og lige så godt svar er, at det var den teknologiske udvikling, der var nået et stade, hvor opfindelsen af den elektriske guitar ganske enkelt måtte komme. Hvis ikke den ene havde udviklet og afprøvet metoder til at gengive og forstærke strengenes svingninger, så havde den anden. Og faktisk var der mange ingeniører, instrumentmagere, elektroteknikere, musikere, håndværkere og alskens autodidakte nørder i gang samtidig de år med at lege med teknologien. Havde de levet i det nye årtusinds første årti, ville de samme personer sandsynligvis have siddet og rodet med computere, netværk og digital lyd.
I den korte version af historien om den elektriske guitar bliver Adolph Rickenbacker ofte fremhævet som "The father of the electric guitar". Æren og titlen fik han for den berømte elektriske steelguitar "The Frying Pan" fra 1931, som han og George Beauchamp opfandt. Stegepanden med hesteskomagneten og den lille runde klangkasse i metal er i dag nærmest synonym med den første elektriske guitar.
Kampen om patentrettighederne
Men husk på, at Rickenbacker og Beauchamp først udtog patent på den elektriske guitar i 1937. Indtil da var den lang og sej udveksling af dokumenter og møder med de amerikanske patentmyndigheder. En af årsagerne til, at myndighederne var omhyggelige og tilbageholdende med at udstede patenter, var telefonen. For de havde jo netop for længst udstedt patent på en teknologi, der på mange punkter lignede elektrisk forstærkning af lyden fra en metalstreng på et instrument. Desuden var de to herrer Rickenbacker og Beauchamp fra Californien ikke de eneste.
Langt fra alle de innovative og teknologisultne folk, der beflittede sig på at få sat strøm til guitaren og andre strengeinstrumenter, har skrevet sig ind i historien. Men de var der. Og de arbejdede lige som Rickenbacker og Beauchamp på at opnå patent på deres opfindelse.
For eksempel instrumentmageren Lloyd Loar, der var ansat hos Gibson fra 1919 til 1924. Han eksperimenterede med elektrostatiske pickupper, men desværre er der ingen af hans originale instrumenter bevaret. Men der blev i 1929 produceret en Gibson L5 (Lloyd Loar byggede L5’en i 1922) med påmonteret elektrostatisk pickup og en jackindgang. Der eksisterer også en Loar-bygget F5 mandolin med pickup. Desuden opnåede han ifølge flere kilder patentrettigheder på udvikling af en elektrisk bas.
Loar, der altså var tidligere ude end Rickenbacker og Beauchamp, var senere medstifter af ViviTone Company, der blandt andet producerede strengeinstrumenter.
Og hans gamle arbejdsgivere hos Gibson? De kom først for alvor med på vognen i 1936, da de introducerede deres første elektriske guitar, Gibson ES 150.
En anden interessant skikkelse var guitaristen, underviseren og opfinderen Paul Tutmarc. Han boede i Seattle, spillede hawaiiguitar og guitar og begyndte tidligt i 30’erne at skabe elektriske instrumenter. Blandt andet verdens første elektriske solidbody basguitar. En futuristisk skabning forud for sin tid. Man kan se et eksemplar på rockmuseet Eksperience Music Project i Seattle.
Paul Tutmarc var ihærdig, og han indsendte som en af de første en patentansøgning på en magnetisk pickup inspireret af teknologien i telefonen. Han fik dog afslag, fordi de amerikanske patentmyndighedernes netop mente, at denne teknologi allerede var patenteret af telefonselskaberne.
Tutmarc fortsatte med at skabe sine elektriske instrumenter og solgte dem under firmanavnet Audiovox Manufacturing. Dog uden den store nationale gennemslagskraft, det var primært i den nordvestlige region, han havde kunder, og han står i dag som en ret ukendt skikkelse i guitarhistorien.
Den unge Lesters lidelser - og mesterværk
Mod slutningen af 30’erne var der sket en heftig udvikling af pickupper, forstærkning og ikke mindst problemet med feedback. Efterspørgslen på guitarer med pickupper og elektriske hawaiiguitarer var stigende. Det var i denne periode, guitaristen og innovatøren Lester William Polsfuss bedre kendt som Les Paul skabte ”The Log”, hans berømte selvbyggede solidbody-guitar. Les Paul havde allerede som helt ung siddet hjemme i sin mors køkken og eksperimenteret med magneter, mikrofoner og strengeinstrumenter. Hans betydning for udviklingen af den elektriske guitar er enorm, og selv om han først oplevede sin storhedstid efter 2. Verdenskrig, var hans nysgerrighed, musikalitet og tekniske snilde med til at drive udviklingen fremad.
Les Paul var aktiv guitarist til det sidste. Han døde august 2009 94 år gammel. I et interview med DR P4’s Leif Wivelsted fra 2005 fortæller Les Paul om sine første forsøg med at forstærke guitaren:
”Jeg satte en mikrofon fra en grammofon på guitaren med det resultat, at guitaren hylede voldsomt. Det duede ikke. Så fik jeg fat i et stykke solidt træ fra en jernbanesvelle og monterede en guitarstreng plus en mikrofon fra en telefon under strengen. Jeg kørte det gennem en radio, og det fungerede perfekt.”
I 1934, da Les var 19 år gammel, designede han sin første solidbody-guitar. Han arbejdede støt og roligt med det, der blev til ”The Log”, der dybest var et stykke træ med strenge og monteret pickup. Første gang, han henvendte sig til Gibson, sagde de nej tak. Det var i 1942, hvor stemningen i USA ikke var til løsslupne eksperimenter. Men Gibson vendte ti år senere tilbage, hvor Les Paul fik hundrede procent oprejsning og lagde navn til en af guitarhistoriens perler.
Guitarer, Hammondorgler og edb-maskiner
Da USA gik ind i 2. Verdenskrig efter angrebet på Pearl Harbor i 1941, betød det omfattende indskrænkninger i produktionen af moderne teknologisk isenkram, herunder musikinstrumenter. Ordren kom fra den amerikanske regering. Nu var det alvor, og alle tilgængelige materialer og ikke mindst knowhow skulle bruges til krigsproduktion. Guitarproducenten Epiphone fremstillede for eksempel flydele under krigen.
Et interessant sideløbende spor er Laurens Hammond’s patent på sit orgel med tonegenerator i 1934. Hammondorglet var en genial opfindelse, der hurtigt fik stor udbredelse. Laurens Hammond var afgjort noget af et geni, der allerede i 1922 havde opfundet en 3D-brille og senere blandt andet et elektrisk bridgebord, der kunne blande og dele kort ud automatisk.
Hammondorglet blev hans mesterværk. Men også han måtte stille instrumentproduktionen i bero og bruge sine hjerneceller i krigens tjeneste. Han var blandt andet med til at udvikle udstyr til missilaffyring og gyroskoper til u-både.
Elektriske guitarer og Hammondorgler var både enestående og epokegørende opfindelser. Men de var også symboler på en teknologisk sult og udviklingsiver, som også havde et tredje teknologisk spor. Nemlig de første seriøse skridt hen mod edb-maskinen, computeren. Og her kommer militæret atter ind i historien. Tyskland og England forskede i elektroniske regnemaskiner, og det gjorde USA i den grad også. Den første amerikanske computer blev bygget under 2. Verdenskrig og betalt i dyre domme af det amerikanske militær.
ENIAC (Electronic Numerical Integrator and Calculator) blev påbegyndt i 1943 og skulle lette arbejdet med at beregne missilbaner. Maskinen var dog først færdig i 1945. Men arbejdet med at udvikle maskinen – blandt andet forskning i lagring af data - fik afgørende betydning for udviklingen af computere.
Så skruer vi op
Noget tilsvarende kunne man sige om udviklingen af el-guitaren i 30’erne. Grundforskningen var gennemført, og nu var man klar til at erobre en ny tid. Den nye tid oprandt, da krigen var forbi, og USA stod stærkere end nogensinde økonomisk, militært og teknologisk.
Købekraften i den amerikanske middelklasse kom op i gear, og det samme gjorde den endeløse rækker af nye automobiler, der væltede ud af fabrikkerne. Radio, tv, grammofoner og andet elektronisk grej var de nye statussymboler, og i årtiet efter krigen blev USA grebet af en ny teknologisk feber: Den elektriske guitar.
Historien om Fender og Gibson er velkendt. Telecasteren, Precision-bassen og Stratocasteren samt Gibson Les Paul'en for at nævne de mest kendte. Her fik Les Paul sit stempel som en af de store, og eftertiden har på alle tænkelige måder hædret og æret både Les Paul, Leo Fender, Paul Bigsby, Adolph Rickenbacker, Fred Gretsch og mange andre navne, der fik sat deres afgørende præg på udviklingen og produktionen af den elektriske guitar.
I første omgang var den elektriske guitar et instrument, der henvendte sig til de professionelle eller semi-professionelle musikere. Dem var der mange af i 40’erne og 50’ernes USA. Men snart blev guitaren et masseprodukt, der appellerede til ungersvende, hvor drømmene ofte var stærkere end talentet.
Firmaet Danelectro havde haft pæn succes med at producere forstærkere sidst i 40’erne, og fra 1954 begyndte de at producere guitarer i den billige ende. Det gik rigtig godt, ”guitarens folkevogn” solgte som varmt brød. I 1959 kunne man købe en guitar inklusiv kasse med indbygget forstærker for 49,95 dollars.
De følgende år gik det som bekendt amok. I løbet af 60’erne voksede antallet af guitarister i USA til omkring syv millioner i 70’erne. I dag regner man med, at tallet er langt over ti millioner. Og her regner man altså ikke resten af verden med – eller for den slags skyld Guitar Hero-spillere…
Goldtop via militærbase
Lige efter 2. Verdenskrig var der ikke voldsomt mange hverken guitarister eller guitarer med strøm på herhjemme i Danmark. Men der var under krigen sædeles meget gang i underholdningslivet og bud efter musikere til de mange danserestauranter og værtshuse.
En af de unge guitarister, der dukkede op af disen i 40’erne, var Jørgen Ingmann.
Da han fyldte 80 år i 2005, blev der afholdt en reception for ham, og hans gamle ven Svend Asmussen holdt en tale til ham. ”Jørgen, da du kom med i mit orkester i miden af 40’erne, var der nok syv-otte guitarister i Danmark. I dag er der vel syv-otte stykker, der ikke er guitarister.”
Jørgen Ingmann, der senere blev Danmarks første rigtige guitarhelt, måtte lige som andre guitarister i Europa bruge de elektriske guitarer, der nu engang var på markedet i 50’erne. Det ville sige eksempelvis danske, svenske, britiske og tyske instrumenter. På grund af valutarestriktioner og handelsbegrænsninger i kølvandet på krigen var det umuligt at få fingre i de amerikanske guitarer. Medmindre man som Ingmann turnerede i Tyskland og kom i kontakt med soldaterne på de amerikanske baser. Her havde man det såkaldte PX-system, Post Exchange, hvor soldaterne kunne få sendt varer over. Det kunne være radioer, grammofoner, plader, cigaretter, jeans… og guitarer, hvis det skulle være.
"Jeg var med i Poul Verlis Orkester, der spillede for amerikanerne på en base nede i Garmisch-Partenkirchen. De fik varer tilsendt fra Amerika, og jeg tænkte: Kan man ikke bestille en Les Paul guitar? Det gjorde vi så. Jeg var den første i hele Europa, der fik sådan en. En Gold Top," fortalte Jørgen Ingmann denne artikels journalist ved receptionen i 2005.
Og således spillede det amerikanske militær atter en rolle i historien om den elektriske guitar. Jørgen Ingmann fik fat i det, der allerede dengang var godt på vej til at blive an american icon, og som i 60’erne skulle blive et af de vigtigste symboler på den moderne verden med frihedstrang, oprør og selvrealisering: Den elektriske guitar – her i skikkelse af en Gibson Les Paul Gold Top.
I landdistrikterne og småbyerne i 30’ernes USA - og i de fattige sydstater især - var elektricitet og lys i lampen over stuebordet bestemt ikke noget, alle havde.
Det er tankevækkende illustreret i fortællingen om den unge hvide Chet Atkins. Manden, der var en af pionérerne i den elektriske guitars udvikling, som skabte den berømte Nashville-sound sidst i 50’erne, og som fik det fornemme eftermæle ”Mr. Guitar”.
Som helt ung var Chet Atkins stærkt optaget af radiomediet og af guitaren. Han var tidligt ude, spillede violin som barn og begyndte med guitarspillet som ni-årig i 1933. En del år senere fik han fingre i en guitar med pickup samt en lille forstærker. Men han måtte hanke op i guitar og forstærker og finde steder, hvor der var elektricitet, for i hjemmet hos sin far i Fortson, Georgia, var der endnu ikke strømstik i væggen.
Elektriciteten var i 30’ernes USA på linje med forbrændingsmotoren den moderne verdens apostel. Vekselstrøm i ledningerne var modernitetens transportmiddel. Når vi i dag anno 2011 taler om mobilt 4G-netværk og gigabyte i bredbåndet, talte man dengang om generatorstørrelse og kilowatt i kablerne.
Elektriciteten var langt fra færdig med at vise sin formåen. Ganske vist var der lysår imellem de første glødelamper i 1880’erne og den amerikanske virkelighed i 1930’erne. Teknologien havde skabt et moderne samfund, hvor man hørte radio, lyttede til plader på grammofonen, satte madvarer i køleskabet og vaskede tøj i en maskine og ikke mindst talte i telefon.
Telefonen var blevet en masseforbrugsvare. Bevares, lige som elektrisk lys var det ikke noget, man havde i hver en fattig rønne. Men så var der telefonboksen, der dukkede op flere og steder både i byerne og snart ved enhver crossroad ude i de yderste landdistrikter.
Telefonens indmad var blevet forfinet ganske meget, siden Graham Bell fik patent på ”den talende telegraf” i 1876. Mikrofon, højttaler og brugervenlighed var optimeret. Den grundlæggende teknologi i telefonen fik stor betydning for udviklingen af den elektriske guitar. Og lige som der i eftertiden har været stor debat om, hvem der egentlig kom først og opfandt telefonen, er der ingen klar vinder til titlen som opfinderen af den elektriske guitar.
Få dog de svingninger forstærket
George Beauchamp, musiker, opfinder og i 1931 medstifter af Ro-Pat-In Corporation – der senere blev til Electro String Instruments Corporation og derpå Rickenbacker International Corporation - var en af de mest betydningsfulde pionérer inden for guitarudviklingen. Han havde årene forinden arbejdet sammen med instrumentmageren John Dopyera I National String Instrument Corporation. De skabte så at sige the missing link mellem den akustiske og elektriske guitar, nemlig resonatorguitaren. Værktøjsmageren Adolph Rickenbacker kom ind i billedet, fordi han leverede metaldelene til Nationals nye instrumenter.
Resonatorguitaren gav lyd fra sig, langt mere lyd end de almindelige akustiske guitarer. Men omgivet af elektricitetens, radioens og telefonens virkelighed tænkte George Beauchamp højt:
"Hvis man kan forstærke radiobølger, hvorfor så ikke forstærke vibrationsbølger?"
Det måtte være muligt at indfange vibrationerne fra en guitarstreng, få lyden forstærket og bragt ud i en højttaler.
Kildematerialet er ikke krystalklart, når det kommer til spørgsmålet: "Hvem opfandt den elektriske guitar?" Svaret er, at det var der mange, der gjorde. Et andet og lige så godt svar er, at det var den teknologiske udvikling, der var nået et stade, hvor opfindelsen af den elektriske guitar ganske enkelt måtte komme. Hvis ikke den ene havde udviklet og afprøvet metoder til at gengive og forstærke strengenes svingninger, så havde den anden. Og faktisk var der mange ingeniører, instrumentmagere, elektroteknikere, musikere, håndværkere og alskens autodidakte nørder i gang samtidig de år med at lege med teknologien. Havde de levet i det nye årtusinds første årti, ville de samme personer sandsynligvis have siddet og rodet med computere, netværk og digital lyd.
I den korte version af historien om den elektriske guitar bliver Adolph Rickenbacker ofte fremhævet som "The father of the electric guitar". Æren og titlen fik han for den berømte elektriske steelguitar "The Frying Pan" fra 1931, som han og George Beauchamp opfandt. Stegepanden med hesteskomagneten og den lille runde klangkasse i metal er i dag nærmest synonym med den første elektriske guitar.
Kampen om patentrettighederne
Men husk på, at Rickenbacker og Beauchamp først udtog patent på den elektriske guitar i 1937. Indtil da var den lang og sej udveksling af dokumenter og møder med de amerikanske patentmyndigheder. En af årsagerne til, at myndighederne var omhyggelige og tilbageholdende med at udstede patenter, var telefonen. For de havde jo netop for længst udstedt patent på en teknologi, der på mange punkter lignede elektrisk forstærkning af lyden fra en metalstreng på et instrument. Desuden var de to herrer Rickenbacker og Beauchamp fra Californien ikke de eneste.
Langt fra alle de innovative og teknologisultne folk, der beflittede sig på at få sat strøm til guitaren og andre strengeinstrumenter, har skrevet sig ind i historien. Men de var der. Og de arbejdede lige som Rickenbacker og Beauchamp på at opnå patent på deres opfindelse.
For eksempel instrumentmageren Lloyd Loar, der var ansat hos Gibson fra 1919 til 1924. Han eksperimenterede med elektrostatiske pickupper, men desværre er der ingen af hans originale instrumenter bevaret. Men der blev i 1929 produceret en Gibson L5 (Lloyd Loar byggede L5’en i 1922) med påmonteret elektrostatisk pickup og en jackindgang. Der eksisterer også en Loar-bygget F5 mandolin med pickup. Desuden opnåede han ifølge flere kilder patentrettigheder på udvikling af en elektrisk bas.
Loar, der altså var tidligere ude end Rickenbacker og Beauchamp, var senere medstifter af ViviTone Company, der blandt andet producerede strengeinstrumenter.
Og hans gamle arbejdsgivere hos Gibson? De kom først for alvor med på vognen i 1936, da de introducerede deres første elektriske guitar, Gibson ES 150.
En anden interessant skikkelse var guitaristen, underviseren og opfinderen Paul Tutmarc. Han boede i Seattle, spillede hawaiiguitar og guitar og begyndte tidligt i 30’erne at skabe elektriske instrumenter. Blandt andet verdens første elektriske solidbody basguitar. En futuristisk skabning forud for sin tid. Man kan se et eksemplar på rockmuseet Eksperience Music Project i Seattle.
Paul Tutmarc var ihærdig, og han indsendte som en af de første en patentansøgning på en magnetisk pickup inspireret af teknologien i telefonen. Han fik dog afslag, fordi de amerikanske patentmyndighedernes netop mente, at denne teknologi allerede var patenteret af telefonselskaberne.
Tutmarc fortsatte med at skabe sine elektriske instrumenter og solgte dem under firmanavnet Audiovox Manufacturing. Dog uden den store nationale gennemslagskraft, det var primært i den nordvestlige region, han havde kunder, og han står i dag som en ret ukendt skikkelse i guitarhistorien.
Den unge Lesters lidelser - og mesterværk
Mod slutningen af 30’erne var der sket en heftig udvikling af pickupper, forstærkning og ikke mindst problemet med feedback. Efterspørgslen på guitarer med pickupper og elektriske hawaiiguitarer var stigende. Det var i denne periode, guitaristen og innovatøren Lester William Polsfuss bedre kendt som Les Paul skabte ”The Log”, hans berømte selvbyggede solidbody-guitar. Les Paul havde allerede som helt ung siddet hjemme i sin mors køkken og eksperimenteret med magneter, mikrofoner og strengeinstrumenter. Hans betydning for udviklingen af den elektriske guitar er enorm, og selv om han først oplevede sin storhedstid efter 2. Verdenskrig, var hans nysgerrighed, musikalitet og tekniske snilde med til at drive udviklingen fremad.
Les Paul var aktiv guitarist til det sidste. Han døde august 2009 94 år gammel. I et interview med DR P4’s Leif Wivelsted fra 2005 fortæller Les Paul om sine første forsøg med at forstærke guitaren:
”Jeg satte en mikrofon fra en grammofon på guitaren med det resultat, at guitaren hylede voldsomt. Det duede ikke. Så fik jeg fat i et stykke solidt træ fra en jernbanesvelle og monterede en guitarstreng plus en mikrofon fra en telefon under strengen. Jeg kørte det gennem en radio, og det fungerede perfekt.”
I 1934, da Les var 19 år gammel, designede han sin første solidbody-guitar. Han arbejdede støt og roligt med det, der blev til ”The Log”, der dybest var et stykke træ med strenge og monteret pickup. Første gang, han henvendte sig til Gibson, sagde de nej tak. Det var i 1942, hvor stemningen i USA ikke var til løsslupne eksperimenter. Men Gibson vendte ti år senere tilbage, hvor Les Paul fik hundrede procent oprejsning og lagde navn til en af guitarhistoriens perler.
Guitarer, Hammondorgler og edb-maskiner
Da USA gik ind i 2. Verdenskrig efter angrebet på Pearl Harbor i 1941, betød det omfattende indskrænkninger i produktionen af moderne teknologisk isenkram, herunder musikinstrumenter. Ordren kom fra den amerikanske regering. Nu var det alvor, og alle tilgængelige materialer og ikke mindst knowhow skulle bruges til krigsproduktion. Guitarproducenten Epiphone fremstillede for eksempel flydele under krigen.
Et interessant sideløbende spor er Laurens Hammond’s patent på sit orgel med tonegenerator i 1934. Hammondorglet var en genial opfindelse, der hurtigt fik stor udbredelse. Laurens Hammond var afgjort noget af et geni, der allerede i 1922 havde opfundet en 3D-brille og senere blandt andet et elektrisk bridgebord, der kunne blande og dele kort ud automatisk.
Hammondorglet blev hans mesterværk. Men også han måtte stille instrumentproduktionen i bero og bruge sine hjerneceller i krigens tjeneste. Han var blandt andet med til at udvikle udstyr til missilaffyring og gyroskoper til u-både.
Elektriske guitarer og Hammondorgler var både enestående og epokegørende opfindelser. Men de var også symboler på en teknologisk sult og udviklingsiver, som også havde et tredje teknologisk spor. Nemlig de første seriøse skridt hen mod edb-maskinen, computeren. Og her kommer militæret atter ind i historien. Tyskland og England forskede i elektroniske regnemaskiner, og det gjorde USA i den grad også. Den første amerikanske computer blev bygget under 2. Verdenskrig og betalt i dyre domme af det amerikanske militær.
ENIAC (Electronic Numerical Integrator and Calculator) blev påbegyndt i 1943 og skulle lette arbejdet med at beregne missilbaner. Maskinen var dog først færdig i 1945. Men arbejdet med at udvikle maskinen – blandt andet forskning i lagring af data - fik afgørende betydning for udviklingen af computere.
Så skruer vi op
Noget tilsvarende kunne man sige om udviklingen af el-guitaren i 30’erne. Grundforskningen var gennemført, og nu var man klar til at erobre en ny tid. Den nye tid oprandt, da krigen var forbi, og USA stod stærkere end nogensinde økonomisk, militært og teknologisk.
Købekraften i den amerikanske middelklasse kom op i gear, og det samme gjorde den endeløse rækker af nye automobiler, der væltede ud af fabrikkerne. Radio, tv, grammofoner og andet elektronisk grej var de nye statussymboler, og i årtiet efter krigen blev USA grebet af en ny teknologisk feber: Den elektriske guitar.
Historien om Fender og Gibson er velkendt. Telecasteren, Precision-bassen og Stratocasteren samt Gibson Les Paul'en for at nævne de mest kendte. Her fik Les Paul sit stempel som en af de store, og eftertiden har på alle tænkelige måder hædret og æret både Les Paul, Leo Fender, Paul Bigsby, Adolph Rickenbacker, Fred Gretsch og mange andre navne, der fik sat deres afgørende præg på udviklingen og produktionen af den elektriske guitar.
I første omgang var den elektriske guitar et instrument, der henvendte sig til de professionelle eller semi-professionelle musikere. Dem var der mange af i 40’erne og 50’ernes USA. Men snart blev guitaren et masseprodukt, der appellerede til ungersvende, hvor drømmene ofte var stærkere end talentet.
Firmaet Danelectro havde haft pæn succes med at producere forstærkere sidst i 40’erne, og fra 1954 begyndte de at producere guitarer i den billige ende. Det gik rigtig godt, ”guitarens folkevogn” solgte som varmt brød. I 1959 kunne man købe en guitar inklusiv kasse med indbygget forstærker for 49,95 dollars.
De følgende år gik det som bekendt amok. I løbet af 60’erne voksede antallet af guitarister i USA til omkring syv millioner i 70’erne. I dag regner man med, at tallet er langt over ti millioner. Og her regner man altså ikke resten af verden med – eller for den slags skyld Guitar Hero-spillere…
Goldtop via militærbase
Lige efter 2. Verdenskrig var der ikke voldsomt mange hverken guitarister eller guitarer med strøm på herhjemme i Danmark. Men der var under krigen sædeles meget gang i underholdningslivet og bud efter musikere til de mange danserestauranter og værtshuse.
En af de unge guitarister, der dukkede op af disen i 40’erne, var Jørgen Ingmann.
Da han fyldte 80 år i 2005, blev der afholdt en reception for ham, og hans gamle ven Svend Asmussen holdt en tale til ham. ”Jørgen, da du kom med i mit orkester i miden af 40’erne, var der nok syv-otte guitarister i Danmark. I dag er der vel syv-otte stykker, der ikke er guitarister.”
Jørgen Ingmann, der senere blev Danmarks første rigtige guitarhelt, måtte lige som andre guitarister i Europa bruge de elektriske guitarer, der nu engang var på markedet i 50’erne. Det ville sige eksempelvis danske, svenske, britiske og tyske instrumenter. På grund af valutarestriktioner og handelsbegrænsninger i kølvandet på krigen var det umuligt at få fingre i de amerikanske guitarer. Medmindre man som Ingmann turnerede i Tyskland og kom i kontakt med soldaterne på de amerikanske baser. Her havde man det såkaldte PX-system, Post Exchange, hvor soldaterne kunne få sendt varer over. Det kunne være radioer, grammofoner, plader, cigaretter, jeans… og guitarer, hvis det skulle være.
"Jeg var med i Poul Verlis Orkester, der spillede for amerikanerne på en base nede i Garmisch-Partenkirchen. De fik varer tilsendt fra Amerika, og jeg tænkte: Kan man ikke bestille en Les Paul guitar? Det gjorde vi så. Jeg var den første i hele Europa, der fik sådan en. En Gold Top," fortalte Jørgen Ingmann denne artikels journalist ved receptionen i 2005.
Og således spillede det amerikanske militær atter en rolle i historien om den elektriske guitar. Jørgen Ingmann fik fat i det, der allerede dengang var godt på vej til at blive an american icon, og som i 60’erne skulle blive et af de vigtigste symboler på den moderne verden med frihedstrang, oprør og selvrealisering: Den elektriske guitar – her i skikkelse af en Gibson Les Paul Gold Top. 
Denne blog er ikke længere i brug. Gå til mit musikersite www.martinblom.dk.