Oplysningsprojekt
Posted By Martin Blom Hansen on mar 14, 2012 |
Forleden var fruen og jeg til talkshow i Musikhuset i Aarhus. Hovedpersonen var en herre hentet op af graven - i hel tilstand ovenikøbet. Johann Friedrich Struensee i samtale med Niels Krause-Kjær og med musikalsk ledsagelse af Hans Sydow bag laptop og minikeyboard. Efter samtalen mellem Krause-Kjær og Struensee kom to nulevende forskere på scenen - sammen med den ligeledes nulevende Krause-Kjær: Historikeren Ulrik Langen og idehistorikeren Hans Jørgen Schanz, der med hver deres udgangspunkt tog fat på Struensee som person, hans betydning og hans rolle som eksponent for oplysningstidens ideer.
Mægtig fin historietime. Anledningen var den godt tænkte 1700-tals festival i Aarhus her i marts. En festival, der taler til de historie- og samfundsinteresserede Og dem er der mange af. Gudskelov. Måske den store pakke fra YouSee ikke byder på pokkers meget, der handler om historie, filosofi, samfundsvidenskab, samtidsforskning, kulturhistorie og andet stof, der kunne have antydningen af intellektuel udfordring. Jo, på DR2 og DR K indimellem.
Men så kan jeg jo bare skrubbe ned på Folkeuniversitetet i Aarhus, kan jeg. Og det gør jeg så - og har gjort efterhånden i mange sæsoner. Her kan man nærmest ikke mase sig frem for deltagere, der hungrer efter viden - og oplysning. Netop nu går jeg på et hold, hvor indholdet er idéhistorie og oplysningstiden. Kant på alle leder og kanter, den amerikanske uafhængighedserklæring, den franske revolution... og meget mere. Og Struensee.
Jeg cykler hjem og tænker, det er sørme fint at få fyldt noget på oppe i hovedet. Blive oplyst. Når jeg går ude i haven og fælder træer og beskærer løs, så haven kan blive oplyst, når lyset nu begynder at indfinde sig mere regelmæssigt og rigeligt, så kører tankerne om erkendelsesteori, fornuft og følelse, Kants kategoriske imperativ og meget andet interessant. Det føles godt at svede med sav og saks i mit eget lille oplysningsprojekt i haven. Og det føles godt at svede over krævende tekster om oplysningstid og revolutioner...