Se den film. Den er enestående. "Searching for Sugar Man" af instruktøren Malik Bendjelloul er som filmfortælling fremragende skruet sammen, og man skal være virkelig hård i filten, hvis man ikke bliver berørt af historien. For selve historien er forunderlig og næsten for mærkelig til at være sand.
En lost and found fortælling om sangskriveren Sixto Rodriguez fra Detroit, der udgav et par plader i starten af 70'erne. Gode sange fremført af en glimrende sanger og sangskriver. Men han slog aldrig igennem, blev fyret af pladeselskabet og levede derefter en upåagtet tilværelse som bygningsarbejder i Detroit. Den del af fortællingen er ikke så usædvanlig, kan man roligt sige. Antallet af musikere, der har forsøgt at få et større gennembrud og ikke er lykkedes med det, er højt. Meget højt...
Men Rodriguez' historie har et vildt kapitel. Og den historie handler filmen om. Rodriguez' debutalbum "Cold Fact" kom på en eller anden måde til Sydafrika og blev en kultplade for det spirende (ungdoms)-oprør i det mere liberale hvide miljø. Sydafrika i 70'erne var under apartheidstyret underlagt streng statskontrol, og kontakten til omverdenen var sporadisk og styret med hård officiel hånd. Men den mystiske amerikanske sanger Rodrigues blev med sine poetiske, socialt indignerede og slet skjulte oprørstekster et kæmpehit hos den hvide middelklasseungdom i Sydafrika. Ingen vidste ret meget om ham, men myterne havde gode kår. I mange år var historien, at Rodriguez havde begået selvmord - på scenen!
Det var jo længe før nettet blev opfundet, og censuren i Sydafrika isolerede landet og dets kulturliv. Men så - i 90erne - gik en musikjournalist i gang med at grave. Og finder Rodrigues lyslevende i Detroit. Her når filmen the point of no return på smukkeste vis... og Rodriguez bliver forenet med sit totalt henrykte tusindtallige publikum i Sydafrika.
Det mest fascinerende er skildringen af den nu 70-årige Sixto Rodriguez. En ironman med en imponerende sort manke og solbriller a la José Feliciano vandrende ad Detroits trøstesløse gader. Han bor i en saneringsmoden ejendom, lever mere end spartansk og tjener til dagen og vejen ved hårdt fysisk arbejde som bygningsarbejder. Men han rummer mere end det - og det fortæller filmen kun i korte sekvenser. Han har en en filosofigrad fra universitetet, han har tre veltalende og smukke døtre, som han har opdraget med store mængder musik, litteratur og kunst. Han har været opstillet som lokalpolitiker i Detroit, og han har hele tiden haft guitaren inden for rækkevidde. Et ydmygt menneske, der ikke har levet et liv i ærgrelse over ikke at være blevet en ny Dylan i sin tid. Filmen dvæler ikke meget ved ham som menneske. Men overlader de tanker til os, når vi går ud af biografen. Og det er faktisk ikke så skidt.
Denne blog er ikke længere i brug. Gå til mit musikersite www.martinblom.dk. 