Debat om streaming i Norge
Posted By Martin Blom Hansen on okt 29, 2012 |
"Jeg bruger nu 12 x 99 kr. om året på musik (Wimp). For mig er det omtrent på niveau med det, jeg brugte på cd'er før".
Sådan lyder et af mange indlæg på en debattråd om streaming på det norske webmagasin ballade.no. Diskussionen om streaming - som på norsk hedder strømming, dejligt ord - er heftig lige nu Norge, som har oplevet en enorm vækst på området. Citatet ovenfor indrammer i al sin korthed en af streamingrevolutionens vigtige pointer: Der er mange derude, der gerne vil betale for musikken. Men de enkelte kunstnere mærker det ikke.
Når en forbruger tidligere købte cd'er for 1200 kr. om året, gav det en vis kling-klang i kassen hos de kunstnere, hvis cd'er blev solgt. Nu skal forbrugerens 1200 kr. via Wimp - eller andre streamingtjenester - fordeles over langt, langt flere tracks - og flere kunstnere. Beløbene til kunstnerne fra de enkelte tracks er små. Forbrugeren er glad for sin adgang til millioner af numre. Han bruger det samme på musik som tidligere. Kunstneren er skuffet - måske endda vred. For hans eller hendes indtægt på indspillet musik er skrumpet voldsomt. Pladeselskabet er mere tilfreds. For nu begynder der at rulle omsætning ind igen efter mange års pirateri og nedgang.
Det store dilemma for kunstnerne er, at det for det første vil være ret usandsynligt, at gennemsnitsforbrugeren vil spendere mere end 1200 kr. om året på køb af musik. Medmindre de får mere end blot adgang til en komprimeret digital lydfil. For det andet er det store spørgsmål, om antallet af abonnenter på streamingtjenesterne vil vokse så meget, at det i sig selv vil skabe forbedret økonomi til producenter og udøvende og skabende kunstnere. Her er der endnu ikke meget erfaringsmateriale at støtte sig til. For det tredje er der det helt banale spørgsmål: Hvor meget musik kan hver enkelt forbruger overkomme at lytte til? Hvis en sang skal streames flere millioner gange for give et afkast til kunstneren, skal der jo være vanvittigt mange lyttere, der skal klikke på sangen. Og for det fjerde stiger antallet af kunstnere konstant. Det vil sige at flere kunstnere hele tiden skal dele en kage, der bliver mindre.