En forenet musikbranche?
Posted By Martin Blom Hansen on dec 18, 2012 |
KOMMENTAR: Torsdag 20. december 2012 afholder Musikparlamentet sammen med Music Managementuddannelsen på Rytmisk Konservatorium en lukket workshop med overskriften "Hvordan forener vi musikbranchen på en ny og innovativ måde?"
Musikparlamentet har med ganske stor succes afholdt stribevis af debatarrangementer om musikliv, branche, vilkår for kunstnerne, økonomi, organisationer, streamingtjenester og så videre. Åbne debatarrangementer, vel at mærke, og målrettet et musikliv, der stritter og strutter i alle mulige retninger og knopskyder på de mest uforudsigelige måder.
Nu glæder Musikparlamentet (som bestyres af den myreflittige og meget innovative Torben Eik) sig til "at prøve konceptet af" med en lukket workshop. Det gør jeg også. Desværre må jeg ikke deltage. Jeg er musiker, men jeg er også journalist og skriver gerne om netop musikbranchen og musiklivet - i fagbladet MUSIKEREN og andre medier.
"Det er vigtigt, at de inviterede kan tale frit", skriver Musikparlamentet om workshoppen. Det er nyt for mig, at musiklivets forskellige aktører skulle være kyllinger, der ikke tør tale frit i en åben debat. Hvad er det, de kære mennesker skal sidde og hviske og tiske om? Måske får vi det aldrig at vide. Eller måske udsender de en fælles pressemeddelelse - et communiqué, som det vist hed i de gamle Sovjetdage - hvor de med én fælles stemme oplyser os andre om, hvad de er nået frem til.
For noget skal de nemlig nå frem til ifølge oplægget. Som blandt andet lyder:
"Målet med workshoppen er at skabe dialog, ideer og et fælles fokus på de største udfordringer. Processen er åben og positiv og der skal arbejdes med deltagernes egne ideer og forslag. Workshoppens formål er ikke at vedtage eller beslutte noget, men at starte en konstruktiv dialog. Der søges ikke et specifikt resultat, men håbet er at workshoppen kan være med til at bringe branchen tættere på et fælles værdiset."
Et fælles værdisæt for hele musikbranchen? Det lyder som en stor mundfuld. Og det lyder forsnævrende og som noget, man kan få åndenød af. Jeg spekulerer på om præmissen er gangbar. Altså at en musikbranche UDEN én fælle stemme er svag og hæmmet. Var det ikke en mindst lige så god idé at stille et andet spørgsmål, som kunne være overskriften på en debat: "Hvorfor skal vi forene musikbranchen"?
Måske vil et af svarene være, at Danmark bør lære af Sverige og skabe et MusikDanmark lige som Musiksverige. For på den måde at skabe en slagkraftig organisation, der kan skabe resultater og påvirke politikere, beslutningstagere, erhvervs-samarbejdspartnere og så videre. Fordi musikken har et stærkt potentiale som innovationsdrivkraft og vækstfaktor - for eksempel. Der kan også være andre svar eller meninger om, hvorfor det vil være formålstjenligt med en samlet musikbranche med én stemme. Eller hvorfor det ikke er en god idé. Der kunne måske være synspunkter i retning af, at musikbranchen og musiklivet er så mangfoldigt og modsætningsfyldt, at netop dét er med til at drive kunsten og også det mere forretningsmæssige fremad. Det er også muligt, at vi befinder os i en tid, hvor pengestrømmene og mulighederne er liflige i dele af branchen, mens desperationen slår ud i lys lue andre steder. Vil begge parter - af mere eller mindre modsatte grunde - se en fordel i en samlet boksehandske i offentligheden og over for politikere og beslutningstagere? Ja, det vil da være spændende at høre meninger om. Og det vil også være spændende at udfordre de meninger, der måtte være fra de forskellige aktører.
Og forresten: Kommer der en evaluering af Musikzonen og dens resultater? Musikzonen modtog millioner af kroner, havde - på papiret - massiv opbakning fra organisationer, institutioner, virksomheder og så videre og var vel en slags enhedstanke-organisation for musikbranchen. Ikke sandt?
19. december 2012
Hej Martin,
Tak for din kommentar og for din ros af vores arbejde.
Jeg synes dine betragtninger er meget relevante og et godt bidrag til den debat vi gerne vil være med til at starte.
Jeg kan imidlertid ikke se et problem i at holde et lukket møde. Dem bliver der holdt mange af hver dag. Vi har aldrig forpligtet os på at lave åbne arrangementer i Musikparlamentet og jeg synes det er spændende at prøve nye formater af. Formen giver nogle muligheder, som vores sædvanlige arrangementer ikke har. F.eks. tror jeg panelet vil komme meget længere omkring, end de ellers ville have gjort og jeg tror dialogen vil foregå på et højere niveau, når der ikke er et publikum at tage hensyn til. Problemet er snarere, at vi har valgt at promovere workshoppen til en masse folk, som ikke har mulighed for at deltage. Det kan jeg til gengæld godt se det ekskluderende i og det er noget vi kommer til at gribe anderledes an, hvis vi laver noget lignende i fremtiden.
Jeg synes også det er vigtigt at understrege, at hverken vi eller vores workshop har nogen reel indflydelse på nogle konkrete beslutningsprocesser nogen steder. Vi ønsker bare at stimulere en dialog. Resultatet, hvis der bliver sådan et, skal komme debatten og offentligheden til gode, på lige fod med alt andet vi laver.
Når det er skrevet, synes jeg at vores workshop har givet anledning til nogle spændende diskussioner. Også nogle vi ikke havde forventet (eller ønsket) og det kan under tiden være de mest interessante. Jeg synes du har helt ret i, at man kan udfordre både vores præmis og vores målsætning med workshoppen og jeg synes endda det er formålstjenstligt at gøre det.
19. december 2012
Hej Torben
Tak for hurtig respons på mit indlæg. Jeg er helt med på, at der bliver holdt masser af lukkede møder imellem diverse parter. Naturligvis. Og jeg kan også godt følge logikken i, at deltagerne kan tale mere indforstået og “nørdet”, hvis det ikke nødvendigvis er adresseret til et publikum eller en offentlighed.
Der er tre sider af sagen i mit indlæg:
1. Du er inde på det – at I kunne vælge blot at sammesætte et møde med de kære deltagere og undlade at fortælle offentligheden om det. Det ville ingen hidse sig op over. Det ville netop være et af mange møder mellem interesseorganisationer og institutioner osv. Det øjeblik, I promoverer workshoppen, er det svært ikke at sætte den i sammenhæng med de øvrige debatarrangementer med mere, I sætter op. Hvis det nu var et mere eller mindre perifert emne, parterne skulle diskutere, var det måske ligegyldigt. Men emnet er megastort – og fører over til punkt 2.
2. Præmissen – hvordan forener vi musikbranchen. Her ligger der nogle virkelig interessante spørgsmål og tilgange. Som efter min mening involverer ikke blot musikbranchen indercirkler, men alle kunstnere, producenter, managementfolk, medier, beslutningstagere osv. – og publikum ikke mindst. Eller borgere i samfundet, for nu at hæve den lidt. Lad os sige, at der blev sået frø til en ny samlende organisation for den danske musikbranche. Det ville være en nyhed. Og det vil – i samfundets og demokratiet tjeneste – være vigtigt at dykke ned i og få en uafhængig journalistisk dækning af det. At I smider idéen på bordet er glimrende. Hvis altså der også kan blive en debat om, HVORFOR man skal forsøge at forene musikbranchen.
3. Hvilket bringer det sidste på banen: Har oplægget en forudsætning om, at musikbranchen er af en sådan beskaffenhed, at det vil være muligt at stifte én stor samlende organisation? Utallige seminarer, møder og debatter har afsløret, at alle de mange, mange organisationer og aktører, (hvis uoverskuelige strukturer Musikparlamentet jo også har haft som tema tidligere ) :-), er fabelagtigt dygtige til at holde taler om det store billede og samtidig køre lige netop deres egen agenda af. Sådan fungerer det jo med interesseorganisationer. Det er et spejl af det danske interesse-demokrati og i den forstand ikke så overraskende. For der er jo vitterligt interesseforskelle. Og mit job er blandt andet at forsøge at afdække, hvordan disse interesseforskelle ser ud anno 2012 (ja, 2013 lige om lidt). Så jeg glæder mig til næste runde i debatten om hvordan/hvorfor/hvorfor ikke en enhedsorganisation! Men tak for at sætte det hele op – det bringer jo givetvis nye aspekter ind i debatten om musikken og musiklivet herhjemme.