Tårer i musikindustrien

Dog er der her lidt problemer med introen, så at sige, for præmissen fra Aqbals side synes at være, at musikselskaberne - over en kam - indtager skurkerollen, streamingtjenesterne og "det nye musikmarked" er den gode hjælper, og kunstnerne er dem, det er synd for. Kunstnerne er til gengæld også de heldige, for med "det nye musikmarked" er de begyndt at tjene flere penge, og de har en historisk mulighed for at "insistere på en anstændig betaling for deres værker."Men. 1. Kodas indtægter er steget, jovist. Men medlemstallet er steget endnu mere. Som Karsten Dahlgaard i sit indlæg her forklarer, er det ganske få, der har en pæn høj Koda-indtægt. De fleste modtager småpenge. Der er omkring 36.000 medlemmer i Koda. Antallet af anmeldte værker er steget fra ca. 373.000 i 2000 til omkring 700.000 i 2009 (seneste tal jeg er i besiddelse af lige pt). Der er ganske enkelt langt flere om at dele de penge, der kommer ind til Koda. 2. Ifølge Gramex er antallet af antallet af udgivne album, singler og lydfiler i Danmark steget fra 1190 i 2001 til 1663 i 2010. Så også her - i den del af branchen, der handler om indspillet musik og dermed væsentligt for producenter, udøvende musikere og sessionmusikere - er der sket en markant stigning. Disse stigninger er sket samtidig med det velkendte fald i cd-salg osv. Så både på de skabende og udøvende kunstneres domæner er der sket en interessant udvikling. SOM sandsynligvis har at gøre med flere ting (fandens så kompliceret virkeligheden er...): Teknologi, der bliver billigere og billigere, musikkens stadige tiltrækningskraft, en selvrealiseringslyst og trang til at udtrykke sig, der ikke ser ud til at være vigende, tværtimod. Og sikkert andre faktorer også - så som gode gammeldags drømme... 3. Musikselskabernes afregner meget forskelligt til deres kunstnere for streamingindtægter. De 16 procent er givetvis ikke skrupforkert i nogle tilfælde. I andre tilfælde er det højere. For rigtig mange, de fleste sikkert, vi ved det ikke, for de skilter ikke nødvendigvis med det, er det 50/50 (og kunstnerne leverer så selv master og diverse - alt efter aftalens indhold). Sony DK siger 25 procent. Men sandt er det, at kunstnerne ikke tjener meget på streaming. Forsvindende lidt. Streamingmodellernes indtog har skærpet diskussionen om en anstændig betaling til kunstnerne. Men magtkampen står ikke kun mellem musikselskab og kunstner. Den tredje part er aggregators og udbydere - fra Spotify og Wimp til Google, YouTube og Apple. Med flere. Og de tjener penge, hvis nogen skulle være i tvivl. Apple og iTunes satte en standard for betaling af digital musik for år tilbage (Robert Levine's bog "Free Ride" - the new Bible for organisationsfolk - giver interessante indblik og pointer). Dengang var der også jubel over, at der nu var et alternativ til den ulovlige fildeling og pirateriet. Den samme jubel er der også nu med streamingtjenesterne. Og argumenterne er gode nok. Også selv om en helt ny norsk undersøgelse viser, at norske forbrugere stadig henter musik ulovligt - men på et 2008-niveau:-) som følge af det, de i Norge eksotisk kalder "strømming". Og nu vi taler strømninger, og tendenser, så er der nok at tage fat på i 2013... ( og derfor blev mit indlæg på denne halvgamle debattråd lidt langt) 🙂