Kampen for det nytteløse
Posted By Martin Blom Hansen on jan 25, 2013 |
At spille en guitarsolo, at ramme lærredet med oliemaling, at bruge seks år på idéhistorie eller italiensk, at blive en dygtig danser eller lave avantgardeteater. Måske er tiden kommet til at kæmpe for det - i sin reneste form.
KOMMENTAR: Krisen gør stadig ondt, og den er international. Det er efterhånden gået op for selv den mest tungnemme.Danmark mister arbejdspladser. Hvordan får vi skabt nye af slagsen? Hvordan får vi vækst igen? I starten af det nye år her i 2013 har der lydt toner fra et register, der ellers ikke har været i brug i mange år.
Frygten for yderligere nedgang og velstandsdræn har tilsyneladende kaldt på løsninger, hvor vi som samfund skal skrue godt og grundigt ned for udgifterne til kreative udfoldelser og humaniora-sysler.
Den forhenværende vismand Jan Rose Skaksen slog til lyd for at differentiere SU'en, så studerende, der havde valgt målbart brødløse fag, skulle have mindre end studerende, der havde tænkt sig om og valgt fag med mere sikre jobgarantier. Altså: Småpenge til humanister, fornuftig betaling til naturfag, økonomi (forstås) og teknik.
Dansk Folkepartis Ungdom gik så vidt som til at anbefale at lukke Roskilde Universitetscenter samt en stribe humanistiske universitetsfag generelt.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen slog sig sammen med en række erhvervsfolk i en kronik i Politiken 4. januar 2013 med titlen "Made In Denmark", hvor det med flammeskrift blev skrevet, at "vi i årevis har foregøglet os, at gode ideer og kreative sind kan sikre fremtiden for danskerne. Den tanke er en fuser. Industriproduktion er nødvendig for at vi kan beholde vores styrkeposition."
Det kan man kalde et signal. Og det fik da også alle de kunstneriske organisationer op af lænestolen og hen til tastaturet for at protestere mod denne kontante devaluering af kunst- og kulturfag. Hvad f… var nu det for noget? Nu var det jo ellers gået så godt i årevis med at booste de kreative erhverv. Alle var glade for at tale om oplevelsesøkonomi, den kreative klasse, Richard Florida og innovation her, der og alle vegne. Og et nyt fint Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi blev lanceret i 2009 til mange mio. kroner årligt. Den nuværende regerings forrige og selvfyrede kulturminister talte varmt og længe om den vigtige forbindelse mellem kunst, kultur og erhverv. Det samme gjorde Brian Mikkelsen, da han var statholder for kulturen. Og inden han kom til magten, havde den tidligere regerings kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen og erhvervsminister Pia Gjellerup (ja, det er længe siden, vi er i Nyrups tid omkring 2000 og tidligere…) lanceret et dristigt oplæg til varmere kærtegn mellem kulturen og erhvervslivet.
Men vi skriver 2013. Sure miner hos kunstnerorganisationerne, alt imens diverse andre stemmer i den mere og mere skingre debat om nationens overlevelse taler humanistiske fag, kreative smartrøve og kunstneriske drømmere ned under det betongulv, enhver fornuftig produktionsvirksomhed bør være udstyret med.
Samtidig kunne webmagasinet Søndag Aften i en note fortælle, at kultursektoren har mistet arbejdspladser. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at kultursektoren fra 2008 til 2010 har mistet flere arbejdspladser end det øvrige arbejdsmarked. En kedelig nyhed for de, der har lænet sig op ad diverse andre analyser, der har set mere lyst på det og fremvist vækst i de kreative brancher.
Måske mener mange vismænd, politikere, meningsdannere, økonomer, fagforeningsfolk og erhvervsfolk, at vi som samfund skal lægge de bløde, brødløse, humanistiske og kunstneriske fag nederst i statusbunken og ikke bruge for mange midler på det. Om det er så nøjagtigt er de samme mennesker, der for ikke så længe siden hyldede det kommende oplevelsesøkonomiske paradis med en skøn symbiose af kultur og erhverv, skal jeg ikke kunne sige.
Pilen peger også på de, der repræsenterer kunstnerne og kulturlivet. Igen og igen har kulturfolk og kunstneriske organisationer købt præmissen om det gode ved ægteskabet mellem kunst og erhverv, mellem kulturliv og vækstfilosofi. Det er i årevis blevet til en argumentationslogik, hvor begrundelsen for at beskæftige sig med musik, billedkunst, film, teater, litteratur, design osv. på et professionelt niveau er nytteværdi i form af vækst, arbejdspladser, erhvervsfremgang, eksport og lignende.
Forsvaret for kunsten i sig selv har i høj grad været henvist til fora, hvor man taler om, ja kunst, og ikke penge. Det er småt med stemmer, der midt i debatten om samfundsøkonomien, krisen, arbejdsløsheden og så videre har turdet forsvare kunst, humaniora og det såkaldt brødløse. Kunsten for kunstens egen skyld. Og for vores alle sammens skyld. Uanset hvor stor omsætning, hvor mange arbejdspladser og hvor meget økonomisk vækst, det frembringer.
Debatten om kunsten, kulturen og det kreative bevæger sig i høj grad i et univers af markedstænkning og i et mere og mere klichépræget marketingssprog. Faren for, at den kollektive forståelse for kunstens legitimitet er deponeret i et Excelark, er overhængende.
Måske er vi nået til et punkt i krisen, hvor det er okay at kalde en spade for en spade. At sige direkte: Det er vigtigt at spille musik, fordi det er musik. Det er vigtigt at male dette billede, fordi det er et billede. At stå ved helt enfoldigt, ustrategisk, ikke-kalkuleret og u-spin-agtigt, at det nytteløse bærer nytteværdien i sig selv og er livsvigtigt. Og gøre op med en angstpræget udgave af nyttefilosofien og utilitarismen.
Der skal styrke til at forsvare det nytteløse. Det er i en krisetid som nu, hvor det daglige brød er på spil for mange mennesker, hvor udsigten til velfærdstab og recession er mere og mere tydelig, og hvor en regering nærmest dagligt åbenbarer sin rådvildhed og magtesløshed, at det nytteløse skal bæres på tronstol. Uden det nytteløse taber tilværelsen mening. Og så er vi for alvor fortabte…
KOMMENTAR: Krisen gør stadig ondt, og den er international. Det er efterhånden gået op for selv den mest tungnemme.Danmark mister arbejdspladser. Hvordan får vi skabt nye af slagsen? Hvordan får vi vækst igen? I starten af det nye år her i 2013 har der lydt toner fra et register, der ellers ikke har været i brug i mange år.
Frygten for yderligere nedgang og velstandsdræn har tilsyneladende kaldt på løsninger, hvor vi som samfund skal skrue godt og grundigt ned for udgifterne til kreative udfoldelser og humaniora-sysler.
Den forhenværende vismand Jan Rose Skaksen slog til lyd for at differentiere SU'en, så studerende, der havde valgt målbart brødløse fag, skulle have mindre end studerende, der havde tænkt sig om og valgt fag med mere sikre jobgarantier. Altså: Småpenge til humanister, fornuftig betaling til naturfag, økonomi (forstås) og teknik.
Dansk Folkepartis Ungdom gik så vidt som til at anbefale at lukke Roskilde Universitetscenter samt en stribe humanistiske universitetsfag generelt.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen slog sig sammen med en række erhvervsfolk i en kronik i Politiken 4. januar 2013 med titlen "Made In Denmark", hvor det med flammeskrift blev skrevet, at "vi i årevis har foregøglet os, at gode ideer og kreative sind kan sikre fremtiden for danskerne. Den tanke er en fuser. Industriproduktion er nødvendig for at vi kan beholde vores styrkeposition."
Det kan man kalde et signal. Og det fik da også alle de kunstneriske organisationer op af lænestolen og hen til tastaturet for at protestere mod denne kontante devaluering af kunst- og kulturfag. Hvad f… var nu det for noget? Nu var det jo ellers gået så godt i årevis med at booste de kreative erhverv. Alle var glade for at tale om oplevelsesøkonomi, den kreative klasse, Richard Florida og innovation her, der og alle vegne. Og et nyt fint Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi blev lanceret i 2009 til mange mio. kroner årligt. Den nuværende regerings forrige og selvfyrede kulturminister talte varmt og længe om den vigtige forbindelse mellem kunst, kultur og erhverv. Det samme gjorde Brian Mikkelsen, da han var statholder for kulturen. Og inden han kom til magten, havde den tidligere regerings kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen og erhvervsminister Pia Gjellerup (ja, det er længe siden, vi er i Nyrups tid omkring 2000 og tidligere…) lanceret et dristigt oplæg til varmere kærtegn mellem kulturen og erhvervslivet.
Men vi skriver 2013. Sure miner hos kunstnerorganisationerne, alt imens diverse andre stemmer i den mere og mere skingre debat om nationens overlevelse taler humanistiske fag, kreative smartrøve og kunstneriske drømmere ned under det betongulv, enhver fornuftig produktionsvirksomhed bør være udstyret med.
Samtidig kunne webmagasinet Søndag Aften i en note fortælle, at kultursektoren har mistet arbejdspladser. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at kultursektoren fra 2008 til 2010 har mistet flere arbejdspladser end det øvrige arbejdsmarked. En kedelig nyhed for de, der har lænet sig op ad diverse andre analyser, der har set mere lyst på det og fremvist vækst i de kreative brancher.
Måske mener mange vismænd, politikere, meningsdannere, økonomer, fagforeningsfolk og erhvervsfolk, at vi som samfund skal lægge de bløde, brødløse, humanistiske og kunstneriske fag nederst i statusbunken og ikke bruge for mange midler på det. Om det er så nøjagtigt er de samme mennesker, der for ikke så længe siden hyldede det kommende oplevelsesøkonomiske paradis med en skøn symbiose af kultur og erhverv, skal jeg ikke kunne sige.
Pilen peger også på de, der repræsenterer kunstnerne og kulturlivet. Igen og igen har kulturfolk og kunstneriske organisationer købt præmissen om det gode ved ægteskabet mellem kunst og erhverv, mellem kulturliv og vækstfilosofi. Det er i årevis blevet til en argumentationslogik, hvor begrundelsen for at beskæftige sig med musik, billedkunst, film, teater, litteratur, design osv. på et professionelt niveau er nytteværdi i form af vækst, arbejdspladser, erhvervsfremgang, eksport og lignende.
Forsvaret for kunsten i sig selv har i høj grad været henvist til fora, hvor man taler om, ja kunst, og ikke penge. Det er småt med stemmer, der midt i debatten om samfundsøkonomien, krisen, arbejdsløsheden og så videre har turdet forsvare kunst, humaniora og det såkaldt brødløse. Kunsten for kunstens egen skyld. Og for vores alle sammens skyld. Uanset hvor stor omsætning, hvor mange arbejdspladser og hvor meget økonomisk vækst, det frembringer.
Debatten om kunsten, kulturen og det kreative bevæger sig i høj grad i et univers af markedstænkning og i et mere og mere klichépræget marketingssprog. Faren for, at den kollektive forståelse for kunstens legitimitet er deponeret i et Excelark, er overhængende.
Måske er vi nået til et punkt i krisen, hvor det er okay at kalde en spade for en spade. At sige direkte: Det er vigtigt at spille musik, fordi det er musik. Det er vigtigt at male dette billede, fordi det er et billede. At stå ved helt enfoldigt, ustrategisk, ikke-kalkuleret og u-spin-agtigt, at det nytteløse bærer nytteværdien i sig selv og er livsvigtigt. Og gøre op med en angstpræget udgave af nyttefilosofien og utilitarismen.
Der skal styrke til at forsvare det nytteløse. Det er i en krisetid som nu, hvor det daglige brød er på spil for mange mennesker, hvor udsigten til velfærdstab og recession er mere og mere tydelig, og hvor en regering nærmest dagligt åbenbarer sin rådvildhed og magtesløshed, at det nytteløse skal bæres på tronstol. Uden det nytteløse taber tilværelsen mening. Og så er vi for alvor fortabte… 
Denne blog er ikke længere i brug. Gå til mit musikersite www.martinblom.dk.
26. januar 2013
Det går i en lige linie ned til børnene. Efter 3-4 klasse ser de på nytteværdien af f.eks. musik og herefter skal musiklæreren diskutere med dem istedet for at lytte, spille og synge og danse. En urimelig kamp for at få den ro der er så afgørende for at musikkens nyttesløse herlighed kan åbenbare sig. Jeg er selv blevet sådan bloggist det sidder for mig selv og skriver på facebook istedet for at gøre det jeg har lyst og burde holde ved lige og udvikle. så jeg er også alvorligt bekymret for min egen familie. Hvor tit synger og spiller vi derhjemme? Hvor tit sidder vi nytteløst sammen for bare at lytte? Vi ser video. Spiser chips. Hygger os. Jeg tillod mig igår at sige til en dreng på mit hold på musikskolen der godt kunne have været mig selv da jeg var i hans alder at alle børn skal synge og danse selvom de synes det er pinligt. Det er som matematik, sprog, frugt og grønt, motion, dannelse. Men hvordan får vi sendt beskeden ud i vores tælleglade målbarhedssamfund? Hvordan får vi det formidlet til os selv?