Lykkeridder i den digitale virkelighed
Posted By Martin Blom Hansen on feb 2, 2013 |
KOMMENTAR: I 90'erne opdagede jeg den spanske forfatter Luis Landero. Jeg var vild med eksempelvis "Tankespind i moden alder" og "Lykkeridderne". En forfatter med en anden slags stemme end danske eller amerikanske forfattere. På et tidspunkt droppede det danske forlag ham. Formodentlig solgte han ikke nok. Hans bøger var "mellembøger". Høj kvalitet, lave salgstal. Jeg kom i tanker om Landero, da den forgange uge bød på debat om bogpriser, bog- og musikbranchen og det digitale markeds nu modne alder.
Sidste uges (uge 4 i 2013) store emne i kulturens verden var bogbranchens krise. De frie bogpriser blev sat til debat af Stig Andersen og Poul Erik Tøjner, henholdsvis administrerende direktør og bestyrelsesformand i Gyldendal, i en kronik i Politiken. Deres budskab var, at de frie bogpriser har skabt en "bestsellerisme", hvor få bøger med bred appel bliver solgt til spotpris i supermarkeder, mens den ene boghandel efter den anden lukker, fordi specialbutikkerne ikke mere kan tjene penge. Den frie konkurrence slår ikke blot små boghandlere ihjel, den sender også "mellembøger" og smallere litteratur ud i mørket. For supermarkeder og de store boghandlerkæder (Bog & Idé f. eks.) spilder ikke krudt og ressourcer på bøger, der ikke smager af bestsellere. Luis Landero ville aldrig nogensinde have en chance over for Jussi Adler-Olsen og E. L. James (Fifty Shades).
Don Quixote og hans tro væbner fra Gyldendal ønsker kulturpolitisk handling for at sikre litteraturen. Der skal en markedsregulering til - i stedet for en afregulering. Som forlagsfolk peger de ikke overraskende på, at et forlag spiller en vigtig rolle som sparringspartner og kurator. Et forlag er med til at udvikle og satse på forfattere med talent. Forsvinder økonomien hos forlaget, lukker butikken, og talenter bliver ladt i stikken.
Andersen og Tøjner sætter sagen ind i en større sammenhæng:
"Litteraturen er blevet underlagt de internationale megatrends, hvor de digitale bøger tager markedsandele fra de trykte bøger, de netbaserede boghandlere tager markedsandele fra boghandleren henne om hjørnet, og globale aktører som Amazon og Apple, som ikke selv er indholdsleverandører, presser sig ind i værdikæden mellem forfatter og læser, mens forfatterne ser deres rettigheder truet af piratkopiering og ulovlig distribution og deres indtjening presset af faldende bogpriser."
Selvfølgelig fik de svar på tiltale. Fra den liberale borgerlige side blev der fyret adskillige bredsider af som forsvar for de frie bogpriser. Argumenterne var, at lave priser er godt forbrugerne, basta, og det har vist sig, at flere køber bøger. Tilmed køber andre grupper af befolkningen end eliten og den bedrestillede middelklasse nu bøger. Så hvad hyler I for, Gyldendal?
Anja Philip, formand for Forbrugerrådet, har en fortid som stærkt smilende vært på DR2-programmet Viden Om. I hendes svar på Gyldendalbossernes kronik er den glade mine så sandelig også til stede. Anja Philip glæder sig over, at de frie bogpriser har gjort det billigere for forbrugerne at købe bøger. Lige-ud-ad-landevejen-logik for en forbrugerrådsformand, kan man hævde. Hvis altså pris er det eneste, man som forbruger går op i. Med den logik burde vi jo allesammen står i kø foran Lidl. Det gør vi sjovt nok ikke.
Men nu handler sagen netop ikke kun om supermarkederne. Den handler i høj grad om det digitale marked. Og her har Anja Philip endnu en begejstret melding: Bogbranchen må lige som musikbranchen indstille sig på den nye digitale virkelighed. Og de kan godt tørre øjnene, de kære bogfolk.
"Nyere tal viser, at kurven nu tilsyneladende er ved at knække i den rigtige retning på grund af en vækst i salg via nye streamingtjenester og download. Især dansk musik oplever stor vækst i onlinesalg. Og udviklingen er til glæde for forbrugerne, som har adgang til et større udvalg af musik end nogensinde før – og for musikerne der kommer ud til et større publikum," skriver Anja Philip.
Og så er vi ved sagens kerne: Ingen tvivl om, at Spotify og de andre musikstreamingtjenester er til glæde for forbrugerne. For 99 kr. om måneden har jeg som forbruger adgang til små 20 mio. musiknumre. Men kommer musikerne ud til et større publikum? (Og får de penge for deres ulejlighed?) Det er der ikke noget, der tyder på. Jo, de store kendte navne bliver streamet i en uendelighed. Hitlisterne fra Spotify fortæller et hjørne af den historie. Og det er ikke så mærkeligt. Bogbranchen har Jussi, musikbranchen har Medina. Sådan har det altid været. Stjerner er stjerner, fordi de har et stort publikum. Men med streamingtjenesterne bliver det understreget endnu mere.
Vist er der den berømte The Long Tail, hvor nettet gør det muligt at nå ud til hele kloden, selv om man er en lille ukendt jazzmusiker fra Danmark. Og The Long Tail fungerer også til en vis grad. Men mest i det små - der hvor jazzmusikeren får støttekroner til en turné til Australien eller Argentina, spiller for stort set ingen penge for et publikum derude, der så måske køber hans cd efter koncerten eller streamer hans musik på Spotify, når de sidder i undergrundsbanen på vej hjem fra jazzklubben.
Jamen, hør nu, vil den kvikke opponent sige: Der har jo aldrig været udgivet så meget musik som nu. Musikerne kan selv producere og udgive for næsten ingen penge, og de kan markedsføre sig på blogs, Facebook og så videre. Et slaraffenland for den innovative kunstner. Det samme med bogbranchen. Aldrig er der blevet udgivet så mange bøger som nu, enhver med skrivekløe og gå-på-mod kan udgive alt det, de vil, så nemt som ingenting.
Det er sandt nok. Men regnestykket går ikke op. Der mangler ganske enkelt nogle penge. Hvis et pladeselskab kun tør satse på Medina'er og ikke på Marie Key'er, har bestsellerismen vundet. Så vil alle de mange "mellembands" og "mellemkunstnere" udelukkende friste en skæbne som selvudgivere. Og må på trods af mulige enkelte fans i Australien og Argentina se årsregnskabet være meget beskedent. Hvis et forlag kun vil give sig i kast med Jussi'er og kendte kokke, kan nok så gode forfattere til begavede "mellembøger" stirre slukørede på et lignende årsregnskab.
Den ihærdige og kamplystne kunstner giver jo ikke op. Og derfor ser vi også masser af eksempler på forskellige strategier med foredrag, crowdfunding, house concerts, Facebook-like-feber og opfindsomme virale påhit. Det er alles kamp mod alle. Den talentfulde kunstner kæmper mod dilletanten om opmærksomheden. En lykkeridder på usikker kurs. Kuratoren er mig, forbrugeren, Facebooksurferen.
Som forbruger kan jeg så gå rundt og glæde mig over, at priserne på musik og bøger rasler ned. Og jeg har adgang til det hele, alt simpelthen. Eller har jeg? Hvor får jeg øje på det? Og vil jeg give mig i kast med det - lige som da jeg opdagede Luis Landero? Dengang blev jeg nødet, som man sagde Jylland i forne tider. I dag skal jeg nøde mig selv. Eller læne mig og af min venners anbefalinger på Facebook.
Men det er heller ikke bare super duper. For vi finder stort det samme, for vi er alle låst inde i algoritmernes fængsel - skal jeg tro Eli Parisers bog fra 2011, "The Filter Bubble" . Google og Facebook er styret af "personalization", hvor mine klik, Facebookbekendelser og netvaner afgør, hvad jeg ser på skærmen. I teorien det perfekte individuelle marked, hvor jeg får tilbudt lige præcis det, jeg angivelige gerne vil have. Men Eli Parisers bog påviser, at algoritme-logikken langt hen ad vejen gør os mere og mere ens, ikke mere og mere forskellige.
Jeg anede ikke, jeg ville læse Luis Landero for tyve år siden. Vil jeg finde en ny Luis Landero? Og vil denne nye Landero med samme høje kvalitet som den gamle Landero overhovedet eksistere, hvis ingen vil betale ham for at skrive og udvikle sin stemme? Jeg ved det ikke. Til gengæld ved jeg, at vi befinder os i 2013 og ikke i 1993. Og nej, gamle dage er ikke svaret 😉 Men tanker og debat om den digitale virkeligheds modne alder er i allerhøjeste grad.
Denne blog er ikke længere i brug. Gå til mit musikersite www.martinblom.dk.