Posted By Martin Blom Hansen on okt 6, 2013 |
Har vi glemt at hylde de dygtige musikere, der bruger hele deres liv på at opføre og udøve den musik, vi alle nyder godt af? Der er grund til at statusopgradere den gode musiker og ”de kloge fingre”.
”Kloge hænder”, hedder den aktuelle debatbog skrevet af Mattias Tesfaye. Et forsvar for håndværket og de faglærtes færdigheder, som det moderne samfund ikke kan undvære. Faktisk har vi mere end nogensinde brug for en statusopgradering af håndens arbejde, mener den tidligere SF-næstformand, 3F-konsulent og – i parentes bemærket – min tidligere nabos begavede søn.
Nogen skal udføre
Mattias Tesfaye peger ikke blot på, at det er et problem, at alt for få unge vælger en erhvervsuddannelse, og at der bliver uddannet alt for få tømrere, murere, smede og blikkenslagere. Han sætter sin samfundskritik ind i en større ramme og siger (måske ikke helt ordret citeret): Vi har alt for travlt med at skabe kloge og dygtige hoveder på bekostning af de kloge hænder. Det er ikke nok, at der er skarpe og kreative hjerner, der lancerer alle de gode og spændende ideer og projekter. Der skal også være virkelig skrappe folk til at bakse det hele sammen, opføre, bygge og udføre.
Spille, spille, spille
Okay til det fermt udførte forsvar for det gode håndværk og de kloge hænder. Og til den grundlæggende præmis, at ingen bliver gode til noget uden at øve sig og arbejde, arbejde, arbejde, så sveden springer. Kunne jeg så tilføje. Ingen bliver en hæderlig og lærd filosof uden at tilbringe det meste af et liv med snuden i bøger. Ingen bliver en skidegod tømrer uden at knokle med træværket og lade knofedtet tale. Og – og nu kommer pointen – ingen bliver en god musiker uden at øve sig som en besat og spille, spille, spille.
Kunsten at realisere værket
Hvis de kloge hænder er livsnødvendige for at opretholde det moderne samfund, vi lever i – og det kan der sagtens være noget om, hvis vi skal opretholde produktion, iværksætteri og serviceniveau side om side med den kreative og innovative klasses sprudlende iderigdom – så er de kloge fingre tilsvarende fuldstændig uundværlige for en kunst- og kulturscene.
De kloge fingre sidder på de udøvende kunstneres hænder, der trakterer violiner, kontrabasser, guitarer, orgler, saxofoner, trommer – for nu at holde os til musikkens område som eksempel.
Alle disse hamrede dygtige musikere, der bruger hele deres liv på at blive gode til at udtrykke sig på deres instrument. Alle disse udøvere, der for længst har passeret de berømte 10.000 timers spillen og øven, det kræver for overhovedet at få begreb om en professionel udøvelse af erhvervet. Alle disse spillemænd og –kvinder, der er rasende gode håndværkere, og som er fundamentet, hver gang et band – big band, symfoniorkester, rockkvartet eller andet kapel – skal realisere en sang, en komposition, et værk.
Det swinger ikke af sig selv
I den rytmiske musiks verden er den skabende kunstner ofte også udøvende. Der er god grund til at hylde de skabende kunstnere, der leverer sangene, kompositionerne, ideerne. Og der er også god grund til at hylde den geniale solist eller frontfigur.
Men der er så sandelig også grund til at hylde de udøvende. Når Bjarke Ingels bringer ny interessant arkitektur til torvs, er det håndværkerne, der smækker vidunderet op. Bygningen er ideens virkeliggørelse, og den skal holde. På samme måde er musikerne forudsætningen for, at en brillant musikalsk idé bliver til virkelighed. Og musikken skal den ondenlyneme swinge. Det gør den ikke af sig selv.
Spilletid i primetime?
Det kræver en god musiker at frembringe god musik. Udførelsen er altafgørende. At være en god musiker burde være virkelig attraktivt. At være ham eller hende med de kloge fingre.
Velspillende professionelle orkestre får sjældent adgang til noget, der minder om primetime i radio og tv. Med mindre de spiller som backing til amatører i et underholdningsprogram. Her er blikket helst rettet mod sangsolisten/frontfiguren. Tydeligst inden for i tv-stationernes talentshows (X-Factor, Voice, Mentor osv.), der fokuserer på eneren, der har ”det” og besidder en særlig naturgiven kunnen, som en dommer eller mentor kan forløse inden for en overskuelig sendetid.
De dygtige og veluddannede musikere, der kan få et orkester til at hænge sammen og skabe den særlige vibe, der gør musikken magisk og mangedobler værdien af hver enkelt musikers indsats, er sjældent genstand for hyldest. De bliver som regel taget for givet og er tjenere for solisten (eller dommeren…).
Vi snupper en ener
På konservatorierne må man sande, at arbejdsmarkedet for dygtige musikere og generalister, der kan spille røven ud af bukserne, ikke er voldsomt stort. Derfor satser man blandt andet på sangskriverlinjer, hvor man efterspørger folk med særlige talenter og udstråling, som via et ophold på konservatoriet kan komme ud i den anden ende og blive unikke stjerner med en medieattraktiv og personlig stil.
Alt for kunsten - men ikke for meget til udøveren
Kunststøttesystemet er kun i beskeden grad indrettet således, at et orkester er sikret en fast driftstøtte i en årrække (medmindre vi taler om landsdelsorkestre og ensembler på finansloven eller særlige ordninger).
For de enkelte musikere og bands kan det være nervepirrende hvert år, om de nu får en årlig driftstøtte. Gennemsnitligt er det meget små beløb, man som band kan få i støtte her. Men ikke desto mindre kan det bidrage til et bands overlevelse. Rock- og jazzmusikere er nøjsomme folk.
Generelt sysler puljer og fagudvalg mere med at tildele midler til projektmagere med fede ideer – et år ad gangen. I år er du inde, næste år er du ude. Alt for kunsten. Men helst ikke for meget til den udøvende kunstner.
Ordet levebrødsmusiker har nærmest fået en negativ klang i den sammenhæng. Hvilket er forunderligt og trist. For netop en musiker, der har sat alt andet til side for at hellige sig musikken og udøvelsen af musikken, burde være en hyldest og en støtte værd.
Hvis kunsten og kulturen skal have kvalitet og fortsat leve og trives, kommer vi ikke udenom i langt højere grad at statusopgradere og hylde ”de kloge fingre”.
Denne blog er ikke længere i brug. Gå til mit musikersite www.martinblom.dk.
7. oktober 2013
Godt sagt!