DMA og musikkens reservater

Danish Music Awards er netop overstået. Her fik en række danske musikere en stribe priser. Phlake, Medina, Lukas Graham blandt andre. Populære navne inden for poppen. Danish Music Awards, DMA også kaldet, hedder blot Danish Music Awards. Det signalerer, at det er det rigtige DMA. Det hedder ikke DMA Pop, hvilket ellers ville være rimeligt nok, når det nu rent faktisk handler om de mest populære mainstreamnavne inden for popmusikken.

Men det hedder bare DMA. Til gengæld har andre genrer deres egne prisuddelinger, og her hedder det DMA Jazz, DMA Folk og DMA World. De har fået lov til at låne ordet DMA, Danish Music Awards, og uddeler en række priser – nogen af lige om lidt – designet til de genrer, de repræsenterer. Disse små DMA’er har gennem årene opbygget deres egne fætter-kusine-fester. Det foregår på relativt små spillesteder, og publikum er primært kunstnerne, deres venner og familie, branchefolk inden for de respektive genrer, mediefolk og særligt interesserede.

Prisuddelingerne har en ikke ringe betydning for de kunstnere, der modtager priserne. En DMA-statuette pynter på CV’et og i PR-materialet. De organisationer, der arrangerer de forskellige mindre genre-DMA’er, får en portion legitimitet ud af det, når man en gang om året kan sende fortællingen om sin genres fremmeste kunstnere ud i nærmiljøet og måske ramme et større medie eller to.

Mediemæssigt er det dog den samme historie år efter år: Det store DMA løber med opmærksomheden, mens de små er henvist til en note.

Strukturen med DMA herhjemme er blevet så stor en selvfølge, at de færreste nok kan forestille sig, at det kan gøres på andre måder. De forskellige DMA-prisfester med storebror Pop som den magtfulde og søskendeflokken Jazz, Folk og World samt den lille klassiske P2 Prisen som de små rollinger afspejler en tidsånd, hvor vi deler os efter musikalske anskuelser og fordeler os i forskellige ekko-kamre. Alle kender alle til prisfesterne, der kører efter en velkendt liturgi, så ingen bliver forskrækkede eller overraskede.

Det er den samme ekko-kammertryghed, vi hver dag møder på Facebook, Instagram og YouTube, eller hvor nu nu render på hinanden. Her er vi stort set enige med hinanden, og det hører til sjældenhederne, at en eller anden provokatør disker op med modsatrettede synspunkter. Og hvis der sker, så good luck til den arme stakkel, der straks får varmet de virtuelle ører eftertrykkeligt. På samme måde er DMA-prisfesterne lykkeligt fri for uforudsete hændelser. Der er vist meget langt imellem vilde atonale og avantgardistiske saxsoloer til DMA Folk, og der er også langt mellem tunge og lange guitarsoloer til DMA Pop. Eller bare soloer i det hele taget.

Logikken i DMA-strukturen har også et andet spejl, nemlig i DR’s musikpolitik. Her svarer det store DMA (Pop) til P4 og P3 på FM, mens de øvrige genrer lever deres stille liv på Net- og DAB-kanalerne.
Oven i købet er der et tredje spejl: Playlisterne på streamingtjenesterne. Her dyrker man også i høj grad det genrespecifikke. Med undtagelser naturligvis. Men hovedindtrykket er mainstreamlister eller særlige nørdede lister inden for bestemte genrer.

I øvrigt er det interessant at se på, hvordan andre kunstgenrer gør med prisuddelinger. Kan man forestille sig filmprisuddelinger delt op i særskilte awardshow? Årets Robert Noir, Årets Robert Krimi, Årets Robert Familiefilm. Nej vel? Eller i teaterverdenen: Årets Reumert Musical, Årets Reumert Teaterkoncert, Årets Reumert Experimental. Hmm.

Man har dog ikke altid lavet DMA, som man gør i dag. Engang i tidernes morgen, da DMA hed Dansk Grammy, var det hele samlet til én fest. Her kunne man møde noget så eksotisk som “Årets Udenlandske Klassiske Udgivelse”, “Årets Danske Børneudgivelse”, “Årets Danske Jazz Udgivelse” og “Årets Danske Folk/Country/Blues Udgivelse”.

Der er ingen idé i at slubre i nostalgisuppen. Men der er en idé i at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor IFPI, som står bag DMA, sammen med de øvrige organisationer med aktier i DMA-strukturen, ikke tænker nyt? Er I nu sikre på, at det er den bedste måde at gøre det på, når man skal fejre musikken? Er det bare superfedt at bygge mure og grænseværn op mellem genrerne?

Når det formentlig primært yngre publikum følger det store DMA, bliver deres oplevelse klinisk renset for jazz, folkemusik, avantgarde, metal, blues og så videre. Og de kære mennesker, der hvert år fester til DMA Folk, Jazz og World, kan give sig selv et kram og bekræfte hinanden i deres respektive unikke lille klub og lukkede fest.

Forbruget af musik er stort. Både digitalt (selvom musikerne ikke altid mærker det på pengepungen med de beskedne afregninger for streaming) og ude ved livekoncerterne. Folk vil gerne opleve musik, og der bliver købt mange koncertbilletter. Til store og små koncerter, fra koncerthuse og festivaler til kirker og forsamlinghuse.

Men så vidt jeg ved, er der ikke fakta, der påviser, at publikum kun vil have nøje afmålte musikdoser inden for helt bestemte genrer, og at de for alt i verden ikke vil overraskes. Som DMA er skruet sammen i dag, er det med til cementere, at sådan skal det være. Ingen skal påduttes en sækkepibe, en sopransax eller det, der er værre. Uha uha nej. Den slags har vi reservater til. Skal vi i disse tider, hvor vi i øvrigt har travlt med at hegne os ind, bare sige: Skidegodt, lad os for Guds skyld blive ved med at leve i vores respektive musikalske parallelsamfund og sikre, at vi ikke møder hinanden og oplever musik, vi ikke anede eksistensen af?

Share This Post On

Submit a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>