KOMMENTAR: Tak til bladet Journalisten for historierne om fagpressen 15. oktober 2014. Særdeles relevant. Fagpressen er en meget vigtig del af medierne, og skal man svinge sig op i det højere luftlag, er fagmagasinerne ideelt set med til at sikre demokratiet og mangfoldigheden i medieudbuddet. Ikke blot medlemmerne af de forskellige foreninger og organisationer, men hele befolkningen har brug for gode og frie fagmedier, der via fagjournalister kan støve historier op, der ellers næppe vil blive skrevet. "Tættere på medlemmerne" Jeg genkender sagens kerne. Organisationer og faglige foreninger vil tale med én klar politisk stemme, de vil "tættere på medlemmerne", og de vil have kommunikationsstrategier frem for fri journalistik. De ønsker i ringere og ringere grad at betale for journalistisk arbejde og vil hellere bruge penge på kommunikationsfolk, der er dygtige til at bringe servicestof og ledelseskommunikation i fikse forklædninger og bruge journalistiske metoder i kommunikationen.  Vist er journalistik udmærket, bare det er kommunikation forklædt som journalistik. Den mentale frihed Problemet er ikke, at der findes dygtige kommunikationsfolk, der varetager et job og sørger for at formidle budskaber bedst muligt fra en virksomhed, organisation, offentlig instans og så videre. Sådan må det være i et demokratisk interessesamfund. Problemet er det, Journalisten vinkler på: At fagmedierne mere og mere bliver syltet ind i kommunikationstankegang og -praksis og mister deres status som frie medier. Eller semi-frie medier, for et fagblad er i sagens natur ikke fri af sin udgiver. Men det ideelle fagblad har redaktionel frihed. Også mentalt - det vil sige, at redaktøren og journalisterne ikke tænker på organisationsformandens rynkede bryn eller hovedbestyrelsens skarpe øjne, hver gang de giver den gas med idéudviklingen. Fra min egen verden Jeg har arbejdet med og for fagmedier inden for musikverdenen og musikkens organisationer i mange år. Den udvikling, Journalistens historier beskriver, kender jeg vældig godt. Jeg har befundet mig midt i den. For ti-tolv år siden var der bud efter mine kvalifikationer som fagjournalist inden for området. Jeg oplevede, at de enkelte fagmedier hævdede en betydelig grad af uafhængighed fra udgiveren/organisationen, og jeg havde som journalist ganske stor frihed til at skrive mine historier og vælge vinkel. I dag er det en helt anden verden. Uden at nævne navne er det et faktum, at en række organisationer gennem de senere år har sat deres fagmedier ud af spillet, eller også bliver de kørt i...