Debashish Bhattacharya befinder sig i den klassiske indiske musik. Men han har udviklet sin egen slideguitarstil og har skabt en række specialbyggede slideguitarer, der forener den traditionelle indiske tonale flavour med den vestlige guitars egenskaber.

Debashish Bhattacharya er fra Calcutta (født 1963) og er en særdeles anerkendt klassisk uddannet musiker i Indien. Hans slideguitarspil er unikt – og ligger lidt i samme genre som hans lidt ældre kollega Vishwa Mohan Bhatt - som i øvrigt gav en forrygende koncert på WOMEX i 2010.

Debashish Bhattacharya har en lang række album bag sig – blandt andet albummet “Mahima” fra 2003 med den amerikanske slideguitarist Bob Brozman og “Calcutta Chronicles” (2008), som han var Grammy-nomineret for.

Men der er tvivl om tallene, og påstanden om gyldne kunstnertider bygger på nøje udvalgte casehistorier. Læs min artikel på musikeren.dk

Læs uddybende historie på musikeren.dk

Mægtig fin historietime. Anledningen var den godt tænkte 1700-tals festival i Aarhus her i marts. En festival, der taler til de historie- og samfundsinteresserede Og dem er der mange af. Gudskelov. Måske den store pakke fra YouSee ikke byder på pokkers meget, der handler om historie, filosofi, samfundsvidenskab, samtidsforskning, kulturhistorie og andet stof, der kunne have antydningen af intellektuel udfordring. Jo, på DR2 og DR K indimellem.

Men så kan jeg jo bare skrubbe ned på Folkeuniversitetet i Aarhus, kan jeg. Og det gør jeg så – og har gjort efterhånden i mange sæsoner. Her kan man nærmest ikke mase sig frem for deltagere, der hungrer efter viden – og oplysning. Netop nu går jeg på et hold, hvor indholdet er idéhistorie og oplysningstiden. Kant på alle leder og kanter, den amerikanske uafhængighedserklæring, den franske revolution… og meget mere. Og Struensee.

Jeg cykler hjem og tænker, det er sørme fint at få fyldt noget på oppe i hovedet. Blive oplyst. Når jeg går ude i haven og fælder træer og beskærer løs, så haven kan blive oplyst, når lyset nu begynder at indfinde sig mere regelmæssigt og rigeligt, så kører tankerne om erkendelsesteori, fornuft og følelse, Kants kategoriske imperativ og meget andet interessant. Det føles godt at svede med sav og saks i mit eget lille oplysningsprojekt i haven. Og det føles godt at svede over krævende tekster om oplysningstid og revolutioner…

Martin Blom (Foto: Michael Gregers Nielsen)

Jeg har en stribe nye sange undervejs. Samt nogle stykker af ældre dato. Har haft fornøjelsen af at spille dem for publikum nogle gange i 2011, og her i 2012 bliver spillekvoten sat betydeligt op.

Aarhus Bluesforening har været så rare at invitere mig til at spille til en rootsaften på Gyngen 29. februar 2012. Sammen med Henrik Kunz, bas og vokal, spiller jeg nye sange under arbejdstitlen Songs & Roots – og fortæller også om det krydsfelt mellem musik og journalistik, jeg arbejder i.

Gyngen, Mejlgade 53, Aarhus onsdag 29. februar kl. 21:
Songs & Roots med Martin Blom, guitarer, vokal, og Henrik Kunz, bas, vokal

Mere om projektet her:

Musikken kalder – igen. Sangene vil frem, der er ikke noget at gøre. Martin Blom har taget konsekvensen og ladet hjerteblod og sangskriverlyst forene sig med akustiske guitarer og en ny vinkel på musikken.

Sangene er blevet til igennem det seneste års tid. De har i virkeligheden nok været der hele tiden og blot ventet på at blive hentet frem. Tid, timing og tilskyndelser er nu gået op i en højere enhed. Guitaristen og sangskriveren Martin Blom har indspillet de nye sange, der er afsæt for en række koncerter med slideguitaren som følgesvend.

Det er sange som ”Crossing The Water”, en historie om at være tvunget til at forlade sine kære, tage på en lang rejse væk fra fattigdommen og krydse havet i håbet om en bedre tilværelse. ”I Chose The Sword”, om en ung mands eventyrlyst og søgen, der bliver til soldatens skæbnesvangre valg i en verden, hvor krigsretorik og fjendebilleder er blevet en slags normaltilstand. ”Man of Peace”, en sang om hævn, overlevelse og tilgivelsens lavstatus. Og ”Painters Poets & Past”, om smerten ved det uigenkaldelige farvel.

Læs mere: presse_martinblom_gyngen290212

Facebook

Soundcloud

LYT TIL DEMOER:

Men tiden, for pokker, tiden. Jeg har også en stribe guitarer stående, der venligst anmoder om at blive spillet på. Og så er der alle de andre projekter, den der bog, for eksempel, der ligger og venter på at blive skrevet færdig.

Nå, 2012, du må hjælpe lidt her!

“Scener fra et tvangsægteskab” – om problemerne med administrationen af folkemusikken og verdensmusikken, efter at folkemusikkens genreorganisation FFS er nedlagt, og et særligt folkemusikudvalg er lagt ind under World Music Denmark. Samt en sidevinkel på WOMEX, der har været tre år i Danmark.

Thylejren og musikken: Thylejren var forløberen for festivalernes indtog i Danmark og et kreativt værksted for en stribe af bands, der senere blev til nogle af dansk rocks store navne.

The Band of Heathens (pressefoto: Cassandra Weyandt)

De er værd at opleve. The Band of Heathens fra Austin, Texas. Jeg så dem på Antone’s i Austin under South By Southwest i marts 2011. De tager med elegance og styrke fat på den del af rootsrocken, der trækker på navne som The Band og tidlig Little Feat.

The Band of Heathens er på turne i Danmark fra mandag 5.  til 10. december:
05.12. Amager Bio
06.12. Posten
07.12. Tobakken
08.12. Sønderborghus
09.12. Pavillonen
10.12. Godset 

På MUSIKERENs nyhedsbrev e-NYT har jeg en historie om musikkens betydning i Thylejren og som en af allervigtigste elementer i flipperkulturen og efterdønningerne af ungdomsoprøret. Der kommer en historie mere om emnet i bladet – decemberudgaven af MUSIKEREN. Musikken var det tungeste skyts i den kulturkamp. Dansk rock udviklede sig hastigt i de år, og Thylejren var ikke blot et stort musikalsk eksperimentarium, den var også en forløber for den rockfestivalkultur, som sidenhen er blevet en af de vigtigste udtryksmåder og selvrealiseringsmuligheder i ungdomsmiljøerne. Og ikke mindst en enormt kommerciel og oplevelsesøkonomisk kapital. Både i kroner og ører, kulturelt og socialt. Hvis der er noget, der er akkumuleret siden starten af de politisk bevidste og oprørske 70′ere, er det festivalerne. I dag sidder tunge regnedrenge i diverse analysefirmaer og konsulentvirksomheder og skriver lange rapporter om, hvor meget omsætning og værditilvækst diverse festivaler skaber for lokalsamfundene og de byer, hvor de finder sted. Der er tale om millioner af kroner. For eksempel i Tønder, Skanderborg, Jelling og Roskilde.

I Thylejren var der ikke mange penge i omløb. Et gram galar kostede 6 kroner, og menuen stod på brune ris. Joh, klicheen er ikke helt forkert, men man kunne også købe billige bajere, hvilket det var ganske mange, der gjorde, blandt andre de besøgende fiskere fra Hansholm og omegn. Eller man kunne købe en leverpostejmad i Tømrer-Claus’ bod. Hvilket jeg gjorde adskillige gange. Jeg befandt mig i Thylejren i knap 14 dage i juli 1970 sammen med min storebror. Jeg var femten år, og vores forældre havde som følge af en ret liberal vækkelse over for alt det nye givet tilladelse til, at vi kunne tage op til den der lejr. De kørte os derop og hentede os igen, og vi lånte familieteltet til formålet. Hvis Thylejren forandrede Danmark, kan jeg da godt give mit besyv med og sige, at de skæve dage i Thy havde en ganske stor indflydelse på mit unge sind dengang…

Mine minder står – trods opdagelsen af galarens magiske virkninger – ret klart om Alrune Rod, No Name og Gasolin på scenen. Provo-Knud, der dansede rundt svøbt i sit hvide lagen, Dans Te-telt, hvor jeg tilbragte adskillige timer, og hvor der altid blev jammet løs på guitar, tablas, fløjter og diverse rasle-ting og sager, fællesmøderne – blandt andet den dag, hvor der var blevet stjålet 15.000 kr. fra lejrkassen, og hvor stemningen var på randen af lejropløsning. Eller fodboldkampen, hvor et hold fra lejren under sportslig ledelse af håndboldspilleren Palle Nielsen spillede mod et lokalt hold.

Tilbage til musikken. Og rusmidlerne. Tjald var ikke bare tjald, der blev bag kager og gjort ved, og et af Thylejrens mere kuriøse tilbud var galarkakao. Beskrevet fint i Peter Øvigs bog. Manden bag galarkakaoen var Dan Nielsen, der bestyrede Dans Te-telt, og en af hans venner, der stod for opskriften. Man varmede hashen op, smuldrede den i piskefløde og tilsatte mælk, sukker og kakao. Den kunne købes i to styrker: Sølvkakao og guldkakao. Det viste sig nemlig, at der var stor efterspørgsel på denne vare, så de driftige folk producerede løs og hældte den effektive substans på sodavandsflasker. En “lightudgave” med sølvhætte på flasken, sølvkakao, og en stærk udgave med guldhætte, Guldkakao.

Svendborgbandet Farmors Guldkakao 1972. Fra venstre: Peter Howard Jensen, Steen Andersen, Ole Senstius, Kjeld Lauritsen, Flemming (?), Martin Blom Hansen

Denne flippernes svar på guldbajeren var ikke blot en populær stimulans i de dage. Selve navnet guldkakao havde ærlig talt også en dejlig klang. Det mente jeg og en flok af mine kammerater i hvert fald, da vi året efter dannede et band. Eller en gruppe, som det hed dengang. Hvad skulle vi hedde? Farmors Guldkakao.

Under dette hyggelige navn spillede vi rundt om i ungdomscirklerne i Svendborg, hvor vi boede. Den længste tur var vist dengang, vi fik et job på det berømte Hotel Spangsberg i Esbjerg. Farmors Guldkakao levede et par år, så fordelte vi os i en syndflod af nye bands og sammenhænge. For en del af os blev musikken sidenhen det vigtigste spor. For eksempel var bassisten Peter Howard Jensen, der senere fik en fornem karriere som klassisk guitarist, og tangentspilleren var Kjeld Lauritsen, der blev en af dette lands mest markante jazz-hammondorganister.

Sister Rosetta Tharpe bliver desværre ofte overset i rockhistorien, men hun havde en enorm indflydelse på udviklingen af den kommercielle sorte rhythm’n'blues og den tidlige hvide rock’n'roll. Rosetta Tharpe fik ligesom en lang række øvrige sorte bluesmusikere et comeback i 60′erne takket være bluesboomet i London og folkblues-musikkens revival i Europa. Hun turnerede lige som Muddy Waters, Big Bill Broonzy og andre amerikanske bluesmusikere med Chris Barber i Storbritannien allerede i 1957.

Læs min omtale og interview med Tømrer-Claus på MUSIKERENS e-NYT.

I år er Danish Music Awards atter opdelt i genrer. Den store pop- og rockfest er tilbage på tv-skærmen, og jazz, folk og world holder mindre selvstændige arrangementer. Men bluesmusikken og en række andre genrer er ikke inviteret med til nogle af festerne. 

Sidste år var Danish Music Award, DMA, den store forbrødringsfest mellem alle genrer. Det skortede ikke på tilkendegivelser om, at det var alle tiders, at man nu kunne mødes på kryds og tværs, og vi spiller jo alle sammen musik… og så videre.

Det var også sidste år, at DMA’s status var nede og vende, ingen TV dækning, ingen Myspace dækning, som blev forsøgt i 2009, og ingen særskilt DMA Folk i Tønderhal 1, som ellers havde været en tradition i årevis. Hele det ret omfangsrige show blev presset ind i Bremen, hvor man gnubbede sig mellem popstjerner, violinspillere, jazznørder og rockhipstere.

Men i år er DMA atter splittet op i genrerne. Det store DMA finder sted lørdag 5. november i Forum. TV2 sender live med Anders Lund Madsen og Anders Breinholt som værter. Spotify er medsponsor, så der er signaleret up to date og frem i vognen med dansk musik.

Jazzen hygger sig samme aften i mere ydmyge rammer, passende for en genre, der trives bedst så tæt på som muligt, i Huset i Magstræde. Verdensmusikken er på Global 3. november, også en lille afgrænset fest for menigheden. Det samme gælder folkemusikken, der holder DMA lørdag 29. oktober – midt under Womex – ved en sen eftermiddagsseance på Aveny T.

Antallet af kategorier er vokset ved det store DMA, hvor der i år er 19 i alt. Jazzfolket har seks, verdensmusikken tre, og folkemusikken fire. Man skulle måske mene, at når nu man deler det op igen i særskilte genrer, der fester hver for sig, kunne man gøre plads til nogle af de genrer, der sidste år glimrede ved deres fravær. Tidligere var der plads til dansktop, som er helt ude. Og hvis man skal analysere den danske musikscene med udgivelser, bands, festivaler og aktiviteter, så er det især forstemmende, at blues, country og rootsbaserede singer/songwritere er dømt helt ude. Electronica, metal, folktronica… og diverse undergenrer lige så.

Det er især bluesgenren, der må stå med røven bar. Tidligere var der en særlig blueskategori ved DMA Folk i Tønder Det gav mulighed for at sætte spot på nogle af de åbenlyse talenter, som har valgt at lade bluesmusikken være deres udtryksform. Vi nævner i flæng: Mike Andersen, Shades of Blue, Ole Frimer, HP Lange, Troels Jensen, Alain Apaloo, Thorbjørn Risager, Tim Lothar… og mange flere.

Jo, vel var der mange kategorier ved DMA Folk i Tønder tidligere. Også for mange. Og der var indimellem en lidt tung odør af selvhøjtidelighed over seancen. Men hvorfor man nu vælger kun at have fire kategorier, der udelukkende handler om den traditionelle danske folkemusik eller det, der er udsprunget deraf, kan man undre sig over. For det er jo ikke sådan, at den danske bluesscene er forsvundet. Tværtimod, den er særdeles levende. Der er masser at musikere, talenter, udgivelser og publikum. Tag ud i det danske spillestedslandskab og tjek det.

Argumentet er næppe, at bluesmusikken herhjemme blot er reproducerende, bagudskuende, stillestående og uden drive og innovation og ikke har kunstnerisk højde til at komme med til en af prisfesterne. Det vil være meget vanskeligt at føre sag på det synspunkt – og samtidig hævde, at de samme anklager ikke kunne stilles over for talrige andre genrer.

Næh, forklaringen er nok nærmere den simple, at bluesmiljøet i Danmark ikke har en stærk organisation eller et par fuldtidsansatte personer til at sætte sig igennem i de fora, hvor der tages beslutninger. Der er ingen toptrænede blueslobbyister, simpelthen.

Bluesmiljøet er ikke stort. Men det er folkemusikmiljøet heller ikke. Eller verdensmusikmiljøet. At der rent faktisk er tale om forskellige miljøer, er et faktum. Og det handler også om alt muligt andet end lige præcis musikkens kvalitet. Det handler om identitet, venskaber, veneration for en bestemt genre… og givetvis også om særinteresser og fastholdelse af bevillinger til “vores område”.

Jo for pokker, bluesmiljøet herhjemme har – trods umådeligt mange store musikalske talenter – også en klar tendens til at lukke sig om sig selv og være en lille klub af blues-afficinados. Musikelskere med hang til andre genrer kan nok hurtigt blive lidt trætte i ansigtet, hvis de gang på gang til bluesarrangementer møder en flok hardcore Walter Trout-tilhængere, der bare ikke kan få nok af den fede tråd. Eller skal høre det samme Muddy Waters-nummer igen og igen. Men det er jo netop en kliche. Og bluesmusikken er langt mere end en kliche, og mange både modne og unge musikere har virkelig meget at byde på her. En årlig pris er sgu ikke for meget. Hvorfor behandle bluesmusikken som røven af fjerde division? Den skal da med til festen. Det kræver to ting: En langt større åbenhed udadtil og innovationslyst fra bluesmiljøets side. Og en langt større åbenhed og invitationslyst fra de beslutningstagere, der som repræsentanter for de øvrige genrer og musikbranchen sidder ved mødebordene.

I mellemtiden kan man muntre sig med diverse klip og fotos på www.hippienu.dk, som er bogens officielee website. Der er også udgivet en cd med en stribe af datidens danske bands. Dog mest bands, som fik gang i sagerne i løbet af 70′erne. Der er et band, der desværre ikke er med på cd’en, og som burde have været det: Furekåben. De satte nemlig deres helt egen hippiøse standard for, hvordan et rigtigt undergrundsorkester skulle lyde:

Og så spillede han er dejlig og original guitar, ham Harrison.

1. Debatten om en fremtidig helhedsskole handler i høj grad om de kreative fags placering. Et af de interessante spørgsmål er, hvilken rolle musik- og kulturskolerne skal spille. DAMUSA Nyt ser på sagen, som er tema på årets landskonference for musik- og kulturskoleledere.

2. Et treårigt forsøg på en skole i Horsens med mange socialt udsatte børn viser, at kvalificeret undervisning i musik og bevægelse for de helt små øger evnen til at koncentrere sig, begå sig i en gruppe, udtrykke sig og lære sprog.

Læs mere i DAMUSA Nyt online.

Efter pausen stod den på selve prisoverrækkelsen, og straks efter spillede Cæcilie Trier på cello en akustisk duet med sin Lars Trier på guitar. Fornemt. Valby Vokalgruppe satte lige tingene på plads med legende og overlegent vokal-avantgarde. Betting on a Mouse fulgte, og dernæst et højdepunkt med Choir Of Young Believers. Lovede f… godt for deres kommende nye album. Og så, Røde Mor, der spillede deres sidste koncert. Og de trykkede den af, det skal jeg mene. Farvel til det farverige 70′er-band, og goddag til næste generation Trier. Cæcilie Trier spillede med på to numre – blandt andre “Lil’ Johnnys Mund”. Flot arrangement, følsomt serveret. Troles Trier mindede os om, at vel hed soldaten i Vietnam i 70erne Johnny, og i dag hedder han måske Preben og dør i Afghanistan. Men sangen er smertelig aktuel.

Læs også Gaffas anmeldelse af aftenen.

Vi ses til næste år til en ny modtager af Ken Gudman Prisen!

Jeg takker for eksponeringen:-) – og erindrer situationen. Jeg kom under festivalen 2011 forbi standen med Santa Cruz-guitarer og skulle lige prøve et par stykker. Blandt andet den tolvstrengede (på billedet). Dejlig guitar, men jeg gjorde dog ikke noget indkøb.