Historietime: Musikken og mig

Klar til en virkelig lang historie? Kommer her: 

Musikken spiller en stor rolle i mit arbejde som journalist. Meget stor endda, og det kommer ikke ud af den blå luft. For musikken har altid været der, og man kan roligt sige, at min identitet som musiker er mindst lige så stærk som identiteten som journalist og skribent. Måske nok stærkere, når det kommer til stykket. Inden jeg slog mig på journalistikken, levede og åndede jeg for musikken – som udøvende og som underviser.

Blues- og roots/folk/rockmusikken har altid ligget tæt på mit hjerte og sjovt nok også tættest på fingrene, når de skulle udrette noget på guitarens gribebræt:-) Et hovedband for mig har siden 1987 været bluesbandet Trouble Cats, som holdt sig i live langt ind i nullerne. I dag har jeg gang i flere sammenhænge og projekter. Se mere om mine aktuelle bands og musikalske aktiviteter.

Trouble Cats havde travlt sidst i 80erne og først i 90erne, hvor vi knoklede på som besatte og opnåede et ganske flot ry på den da sprudlende danske bluesscene. Vi landede lige midt i det berømte bluesboom herhjemme, hvor der virkelig var gang i sagerne. Enhver cafe – nok så lille og placeret i selv den mindste lille flække – havde livemusik en eller flere gange om ugen, og folk ville satme have blues og bluesrock for alle pengene. Trouble Cats bestod af: Henrik Hansen, mundharpe, vokal, Martin Blom Hansen, guitar, vokal, John Simoni, trommer, Morten Brauner, bas.

Vi leverede varen, i starten som kvartet med guitar og mundharpe i front og fuld hammer på. Vi lyttede til Fabulous Thunderbirds, Freddie King, Dr. Feelgood, Nine Below Zero, Muddy Waters, James Cotton, Little Walter, James Harman og den nye jumpbluesscene i Californien. Vi spillede rigtig mange egne numre, som jeg skrev rigtig mange af, og udgav i 1990 LP’en “Risky Business” og i 1992 CD’en “Plugged”.

Bandet var i 1992 udvidet til kvintet med guitaristen og sangeren Mikael Nadolny, og der var pænt gang i forretningen. Vi arbejdede målrettet og musikalsk yderst solidt og havde i tidens løb en lang række gæster med i bandet. Først og fremmeste bør nævnes dansk blues’ nestor Troels Jensen, med hvem vi har spillet mange herlige jobs. Sangerinden Louise Brüel var med en del gange, og det samme var Birgitte Laugesen, der som blues/jazz-sangerinde er en af de bedste her i landet. Og så har sangeren James Loveless, orgelekvilibristen Kjeld Lauritsen, pianisten og sangeren Esben Just og pianisten og sangeren Diz Watson været med inde over. I 1997 droslede vi ned, to mand forlod bandet, og vi reetablerede Trouble Cats i en ny udgave året efter.

I de varme blues-år omkring 89, 90 og 91 var jeg med i bestyrelsen bag den årlige “Århus Blues Weekend”, hvor vi lavede en to-dages bluesfestival på Huset i Århus med internationale og danske bluesbands.

Trinvis tilbage i historien: Kort efter etableringen af Trouble Cats i 1987 dannede jeg sammen med to gode spillevenner, Niels Nello Mogensen, bas, og Svend Eeg, trommer, trioen Dont Mess. Vi havde gyldne tider som et ret løst og meget fritspillende band, gennem tiden havde en forfærdelig masse gæstemusikere med. Omtrent fast i et par år var hammondspecialisten og jazzmusikeren Kjeld Lauritsen, som er en af mine gode venner fra gamle dage i Svendborg. En helt særlig oplevelse var det i 1991, hvor vi spillede nogle job med den legendariske amerikanske bluessanger og pianist Champion Jack Dupree. Dupree spillede i Danmark mest med Ken Lending, men han gjorde undtagelser nu og da. Året før havde jeg spillet med ham sammen med tre fjerdedele af Frimer Band til Aarhus Jazz Festival. Det var stort. Dupree, hvis samarbejde med guitaristen Kenn Lending er legendarisk, var en fabelagtig entertainer og blueskunstner – han døde i 1992 så vidt vides et godt stykke oppe i firserne.

Countrymusikken havde jeg ikke glemt. Min fascination af countryrocken stammer helt tilbage fra først i 70erne, hvor jeg med 60ernes Byrds-sound i baghovedet samt Dylans country-påvirkede plader lyttede meget til Gram Parsons, Neil Youngs soloplader, Stephen Stills’ Mannassas, Emmylou Harris og senere Poco med flere. I midten af 90erne havde jeg fornøjelsen af en herlig, men kortvarig tid med countrybandet Mama’s Cookin’ med sangerinden Dorthe Kvist i front og med Viggo Sommer på bas, Kent Thomsen på guitar og Keith Minter på trommer.

I tiden omkring 1986-1987 var jeg med-initiativtager til zydeco/cajun-bandet The Bayous. Jeg var vild med zydeco, cajun og den særlige skødesløse Louisiana-blanding af country, blues, folk og New Orleans-beats af enhver afskygning. Og så var jeg begejstret for bands som Los Lobos og harmonikaspilleren Flaco Jimirez. The Bayous arbejdede sig frem til en herlig og voldsom danseappellerende musik med saxofon, harmonika/violin og guitar samt rytmegruppe. Det var fedt, vi spillede uptempo-numre, så dansegulvet skælvede, og når vi sluttede aftenen med en rasende inciterende udgave af ”Orange Blossom Special”, var der direkte adgang til himlen…

Bayous fik en overvældende god modtagelse, og vi fik det ene gode job efter det andet på landets spillesteder og folkfestivaler – samt en fantastisk 14-dages turne på Færøerne. Men samtidig fik Trouble Cats mere og mere travlt, og jeg var desværre nødt til at trække mig ud af Bayous. Som siden fortsatte den gode kurve og også i dag er aktive på scenen.

Indimellem spillede jeg som afløser her og der – blandt andet med det fremragende bluesband Shades of Blue – og senere en stribe job med Øernes Blues Band og Humble Men. Jeg spillede med coverbandet Slammer Jammers, spillede duo med mundharpespilleren i Trouble Cats, Henrik Hansen, og senere med guitaristen Mikael Nadolny, der kom med i Trouble Cats i 1992. Desuden var der gang i jamscenen på Fatter Eskil, hvor jeg i en periode spillede med et fast jam backing band.

Længere tilbage i firserne spillede jeg i mange år med bluesrockbandet Trapez, der havde pæn stor succes som liveband samt partyorkestret Keep It Up Band. Og i begyndelsen af firserne dyrkede jeg ihærdigt danskrocken som både sangskriver og guitarist i de to popprockbands Baccus og Razzia. Sidstnævnte nåede ganske langt på kort tid, vi spillede mange koncerter, besøgte Færøerne, blev portrætteret og spillede live i et halvtimesprogram i det danske fjernsyn (det var dengang, der kun var DR…), og udgav singlepladen ”Som om at du var her” (titlen er jo noget af en sproglig-grammatisk rodebunke, men det var et fedt nummer…), der blev produceret af den flinke Ivan Horn.

Ikke at forglemme: Det fabelagtige band Kamikaze. Omkring 1984-1985 spillede jeg med dette foretagende, som havde legendariske Dan Andersen som leder. Jeg kendte Dan fra de gamle Svendborg-dage, hvor jeg havde spillet meget med ham i forskellige sammenhænge. Han skrev den ene skidegode sang efter den anden – både i de helt gamle dage i 70erne og også i denne sammenhæng midt i 80erne. Kamikaze spillede en række koncerter på Kloster Moster i Svendborg og på Odder og Testrup højskoler, hvor Dan Andersen var lærer. Musikken var storladen og magtfuld, og bandet bestod udover Dan Andersen (og mig) af de herrer fine musikere: Torben Steno, Morten Krøgholt, Peter Jessen og Peter Matthäi.

Jeg har altid undervist meget, både i privat regi, som højskolelærer, på aftenskole og i øvrigt. Jeg har undervist på Kolding Højskole tilbage i 1980, på Tidens Højskole på et kursus arrangeret af Den Rytmiske Aftenskole i København (1981), haft musikhold på Egå Ungdomshøjskole og Jysk Pædagog Seminarium, haft et utal af guitarhold på AOF og andre aftenskoler, haft musikhold i ungdomsklub, og underviste i mange år i sammenspil og guitar på Byhøjskolen og siden Den Rytmiske Aftenskole i Århus. Jeg var i flere år lærerrepræsentant i bestyrelsen for Den Rytmiske Aftenskole i Århus.

Svendborg i 70erne: Når nu jeg er i gang med at gå baglæns: 1. januar 1979 flyttede jeg til Aarhus. Det var gang i musiklivet i Aarhus, og det virkede stærkt tiltrækkende.  Se mere oven for.

Min ungdom i 70erne udspillede sig i Svendborg. Der var lidt af et paradis. Det var der mange, der fandt ud af, og fra midten af 70erne strømmede flippere, kunstnere, aktivister, miljøfolk, venstrefløjsfolk, kreative iværksættere og allehånde 70er-ungdom til Sydfyn. Den berømte 2. Oktoberbevægelse med talrige kollektiver på Sydfyn var i omdrejninger og skulle senere manifestere sig solidt med blandt andet Bogcafé, spillestedet Kloster Moster og Hotel Royal. Men det var senere. Da kulturrevolutionen kom til Sydfyn var jeg dybt involveret i den allerede meget sprudlende musikalske scene i byen. Der var et meget stærkt rytmiske miljø i byen – der blandt andet lagde kulisse til en Multimusikfestival, der fik stor indflydelse på alle os lokale musikere.

Helt tilbage i min pure ungdom i 70 og 71 var jeg guitarist i Farmors Guldkakao, dejligt navn, dejligt orkester, der spillede dansk beat, så det rungede i mit værelse et par gange om ugen. Mine generøse forældre synes, det var helt fint. En stor tak… Pianisten i Farmors Guldkakao  var i øvrigt Kjeld Lauritsen, der senere skulle blive en af landets bedste Hammondbetvingere. Bassisten var Peter Howard Jensen, senere en af landets skrappeste klassiske guitarister. Læs historien om Farmors Guldkakao og inspirationen fra Thylejren i 1970, hvor jeg fik et skud fremtidsdrømme…

 I 1974 flyttede jeg i musikerkollektiv på Thurø med det da nystartede beatorkester Palnatoke. Jeg havde skiftet til bas, og sang og skrev mange af sangene. Danske og engelske tekster, og musikken hentede tydelig inspiration fra westcoastrocken. Vi fik ret hurtigt fat sagerne, spillede meget rundt omkring, var Danmarks Radio flere gange, og i 1975 blev vi Fynsmestre i Beat, for at det ikke skal være løgn. Det var bookingbureaet DanArtist i Odense, der havde taget ideen om en popmusik-mesterskabskonkurrence op igen. Det var på det tidspunkt lidt af en anakronisme at være i en musikkonkurrence og spille rock. Det skulle årtier senere ændre sig til at være særdeles hot, kan man roligt sige…

Efter Palnatoke kom jeg med i Spectrum. Et fedt funk/rock/pop-orkester (hvor Kjeld Lauritsen også var med). Vi kom godt ud over Fyns grænser og spillede pænt meget på Musikcafeen, Loppen osv. i København. Parallelt med Spectrum spillede jeg med Dan, Erik og Peter – et glimrende foretagende bygget op omkring Dan Andersens formidable sange. Historien om Dan kræver et helt kapitel for sig, det bliver i en anden sammenhæng. Men hans sange som ”Splitterravende Gal” og ”Byggeren” var folkeeje på Værtshuset 106 og i byens miljø i øvrigt.  Sidst i 70erne blev Spectrum efter flere udskiftninger sammen med Dan, Erik og Peter omdannet til Rockbandet, hvor gode folk fra det nytilflyttede band Fisk & Grønt var med. Vi spilled Eagles, The Band, Dave Mason og andet godt stof.

Og ved siden af at spille musik var jeg med til at arrangere koncerter og festivaler og meget andet. Først i musikforeningen Kulsækken, der bestod af en flok skoleelever, som havde stor lyst til at lave koncerter med vores helte – de danske grupper. En af andre i foreningens bestyrelse var i øvrigt Lars Liebst Poulsen, der senere også blev manager for bandet Spectrum. Og som nogle år senere blev lysmand/hjælper for Gasolin’ – og Dr. Hook – og videre til teaterverdenen – for så mange år senere at blive direktør for Tivoli. Kulsækkens første koncert var med Gasolin’ i Borgerforeningen. Det var lige efter udgivelsen af Gasolin’ 2. Vi var nervøse for, hvordan det dog skulle gå. Ville der komme folk? Gasolin’ skulle trods alt have 3.500 kr. for at spille. Det væltede ind med folk, succesen var hjemme. Siden blev det til koncerter med Alrune Rod, Gnags, Sebastian, Culpepper’s Orchard, Savage Rose og mange andre.

Midt i 70erne var jeg med til at danne en øveforening for de rytmiske musikere i Svendborg. Vi fik etableret kommunalt støttede øvelokaler, afholdt koncerter rundt om i byen og på Engene ved Christiansminde og blev en del af den landsdækkende forening FAJABEFA. Jeg blev også en af de første rytmiske repræsentanter i det da nystartede Musikråd i Svendborg Kommune. I 1978 gik meget af min fritid i en arbejdsgruppe, der havde et mål om at få skabt et kultur- og medborgerhus i byen. Det var op ad bakke og lykkedes ikke. Men det lykkedes heldigvis for andre 30 år senere… Da jeg rejste fra Svendborg, var der kommet et nyt musiksted nede på Klosterplads ved banegården. Det tegnede egentlig ret godt, men holdt ikke så længe. Det gjorde til gengæld det sted, der overtog lokalerne. Nemlig det legendariske spillested Kloster Moster, der i 80erne blev et af landets mest profilerede rytmiske spillesteder.

Thylejren 1970: Et afgørende kick for mig var, da mine forældre venligst og med en blanding af progressiv livsindstilling og ængstelse kørte min storebror og mig på til Thylejren i juli 1970. Det var en øjenåbner for enfoldige 15-årige mig at vade rundt oppe i flipperlejren. Thylejren i 1970 er gået over i Danmarkshistorien, og for mig var det begyndelsen til min egen historie som posthippie, rockmusiker, skriverkarl og fællesskabsorienteret kulturmenneske, der dagligt kæmper for at gøre plads til både den naive, drømmende indre teenager og den modne, analyserende kyniker…

Snave: Jo, den er god nok. Jeg var barn i 60erne langt ude på det fynske bondeland. Snave was my hometown, og her lærte jeg at hakke roer, plukke æbler og cykle til skole. Ovre hos vores nabo Niels Finn lod vi hans lille pladespiller rotere igen og igen med de sidste nye Beatles-singler – og Stones. Pladespilleren gav op før os. Vi kunne ikke få nok af den lyd.

Jeg fik min første guitar i 1967. En Høffner western. Jeg kan stadig genkalde mig lugten af træet i den guitar. Jeg var lærenem, øvede singleguitarstemmen til “Love Is Blue” fejlfrit og dannede et orkester med  nogle skolekammerater.

I 1968 afløste jeg min storebror i hans danseorkester og tjente min første hyre. 80 kroner for at spille en aften. Jeg var lykkelig og fast besluttet på at blive musiker.

I 1969 så jeg Savage Rose i Hårby Hallen og var solgt. Rocking Ghosts varmede op, men det var Annisette med viltert hår, bare fødder og en utrolig stemme samt denne mageløse beatgruppe sendt fra en anden planet, der gjorde et uudsletteligt indtryk.

Men i virkeligheden begyndte det hele vel egentlig mange år tidligere med klaver, blokfløjte og De Små Synger hjemme hos mine forældre, hvor min mor sang, og min far, den violinspillende og musikkyndige skolelærer, holdt os til ilden…