(Artiklen om John Hiatt og interviewet med ham stammer fra folkrootsmagasinet ROOTS ZONE, november 2007. ROOTS ZONE, som jeg var redaktør af på det tidspunkt, udkom i magasinets start i 2007 både på print og web. Magasinet har siden dengang undergået en del forandringer, og desværre er mange af artiklerne blevet slettet, ligesom arkivet ikke linker til printudgaverne.)

Han er svær at komme udenom, når det gælder den amerikanske rootsrocktradition. 55-årige John Hiatt er en vildbasse på en scene, en musikernes sangskriver og en kunstner med et umådeligt godt greb i rodnettet af blues, country, folk og rock’n’roll. Hans musikalske grundskole var Nashville først i 70’erne. “Jeg var aldrig helt inde i det inderste af Nashville’s sangskrivermaskine. Jeg var en outsider og en del af den subkultur, der altid har eksisteret i Nashville,” fortæller han.

Af Martin Blom Hansen

John Hiatt, pressefoto, november 2007. (pressefoto, johnhiatt.com)

Sangskrivning fra morgen til kvæld, bare i gang kammerat, du er ansat på en af Nashville’s legendariske musikforlag, og du får en hyre på 25 dollars om ugen.
John Hiatt flyttede fra hjemmet i Indianapolis i Indiana, da han var 16 år. Han ville væk. Væk fra hjemmet med de seks andre søskende, væk fra skolen. Han besøgte Nashville og fik smag for byen. Og i 1971 fandt han sig selv bosat i den legendariske countryhovedstad med et job som sangskriver for Tree Publishing Music International.
Sangskriver. Det ville han være. Han havde skrevet sange, siden han var 11 år. I dag er John Hiatt 55 år og kan se tilbage på en enestående karriere som leverandør af utallige rootsrock/country/blues-orienterede sange fordelt på omkring 20 album. Heriblandt deciderede hits som “Thing Called Love”, “Riding With The King”, “Have A Little Faith In Me” og “Dont Know Much About Love”.
Han har ganske vist aldrig selv været helt oppe i stjernelogens VIP-lokale og smagt berømmelsens søde vin. Det har været andre kunstnere, der har gjort hans sange til hits. Selv har han holdt en kurs tæt på jordoverfladen, kørt USA tyndt og rejst rundt til alverdens klubber og mindre spillesteder med sine roots-sange.

Korsvejen i Nashville
Dengang i Nashville, da det hele begyndte, sad han ikke med ved datidens storflæsede countryhøjbord. Den unge Hiatt hang ud i byens undergrundsmiljø sammen med andre hårfagre kunstnertyper, der både var stærkt tiltrukket af Nashvilles magnetiske countryscene og sangskrivertradition, og som samtidig havde så meget benzin og rock’n’roll i blodet, at de ikke kunne finde sig tilrette i det konservative countrymiljø i byens centrum.
“Jeg var aldrig helt inde i det inderste af The Nashville writing machine. Jeg havde mine egne apparater, så at sige, jeg var en outsider. Men jeg var ikke alene og var en del af en subkultur af sangskrivere i de tidlige 70’ere. Der har altid været en subkultur i Nashville. Den anden side af Nashville, som man kalder den. Der var en klub, der åbnede i 1971, The Exit Inn, der stadig eksisterer. Det var stedet for alle os weirdo-sangskrivere, som havde et sted at spille der. Vi havde vores egen lille klub. En klub, hvor der også kom utallige turnerende bands forbi – alt lige fra Richie Havens til Weather Report. Jazz, blues, folk, rock,” fortæller John Hiatt.
John Hiatt fik langsomt gang i sagerne og debuterede som solist i 1974 med albummet “Hangin’ Around The Observatory”.
Nashville var en glimrende platform for ham. Det var simpelthen der, de amerikanske rootsmusikveje mødtes.
Var det naturligt for dig at tage til Nashville dengang?
“Det var et godt sted at være, og jeg kunne godt lide at bo der. Det var stedet at samle tråden med hele den amerikanske musik op. Især de to store radiostationer, der blander det hele, betød meget for mig. WSM, som er countrygiganten, og WLAC, som er rhythm’n’blues-giganten. De to stationer havde stor betydning for blandingen af blues og country og rock’n’roll. Det var the crossroads,” siger John Hiatt.
Hvilken betydning fik det for dig som sangskriver?
“Det betød meget for mig. Jeg lærte virkelig meget, selvom jeg måske ikke opfattede det sådan i begyndelsen. Der var de her rigtig gode sangskriverhåndværkere som Red Lane, Bobby Braddock og Curly Putman, der skrev for Tree Publishing på det tidspunkt. De skrev virkelig store klassiske countrysange. Jeg arbejdede ikke med den slags sange, men jeg lærte utroligt meget af dem.”

Vennerne og vejen
Hvordan kom du i gang med at skrive sange?

“Det skete bare. Jeg var som alle andre børn. Hørte musik i radioen, og jeg ville lære at spille guitar. I skolen havde jeg et par kammerater, som også var interesseret i guitarer. Vi begyndte at spille sammen, og da jeg var 12, havde vi et lille band. Af en eller anden grund begyndte jeg at skrive sange. Så ved siden af at synge og spille de sange, der blev spillet i radioen, skrev jeg mine egne ting. Du skal tænke på, at vi var så heldige at vokse op i de tidlige 60’ere, hvor radioen i Amerika var meget bred og alsidig. Der var meget forskellige slags musik på mange forskellige radiostationer. Vi lærte os de hits, der blev spillet. Otis Redding, pop, The Who, Yardbirds og andre britiske bands..”
Hvornår kom Dylan og folk- og bluesmusikken ind i billedet?
“Dylan hørte jeg først noget senere. Derfra blev jeg nysgerrig og gik videre. Og det var via Dylan, jeg opdagede de gamle bluesmusikere som Leadbelly, Mississippi John Hurt og så videre.”
Det var Nashville, der bragte Hank Williams, Townes Van Zandt og stribevis af countrynavne ind i John Hiatts bevidsthed. En af de sangere og sangskrivere, Hiatt stødte på i Nashville, var Guy Clark, som han siden hen har turneret flittigt med gennem årene. I år har de to turneret sammen med Lyle Lovett og Joe Ely med et “Songwriters Circle” show, hvor de skiftes til at spille, synge og fortælle løgnehistorier, som Hiatt siger.
“Guy Clark var her i Nashville, da jeg kom hertil i 1971. Jeg har aldrig arbejdet med ham som sangskriver. Men vi hang ud sammen og spillede sange for hinanden. Han er en ener. En forfatter blandt sangskrivere, om du vil. Han kan fortælle historier som ingen andre.”

Find kernen
John Hiatt er bevidst om sin musikalske arv, ingen tvivl om det. Han inspirationskilder strækker vidt, og hans varemærke er den enkle, blåtonede fortælling, den kontante afrundede historie, hvor hans hæse, rullende stemme vrænger både smerte og livslyst ud i lange baner tilsat folk, country, sydstats-bonderøvsrock, sej gammeldags rhythm ‘n’ blues og hele americana-udtrækket.
Men han er ikke meget for at placere sig selv i en kasse med stemplet amerikansk rootsmusik.
“Jeg kan ikke lide at kalde musik noget bestemt. Når man hører musik, der har et eller andet over sig, ved man, at det er godt. Mennesker kan jo lide musik på alle mulige niveauer. Musik er et dybt og fundamentalt sprog, som alle kan forstå,” siger han og pirker til tidens kolossale udbud af musik – eller det, der ligner.
“Det bliver jo lavet så uendelig meget uægte musik. Der er mange mennesker, der spiller musik, som ikke forstår, hvad musik er. Det er let at blive fanget i dit instrument, det er let at blive fanget i hvor mange toner, du kan spille, hvor dygtig du er, i produktion, eller en bestemt trendy stil. Og det er let at blive fanget i rootsmusik! Der er mange, der arbejder med rootsmusik, og det eneste, de gør, er at stilisere musikken. Hvad er det for noget? Hvem tjener det? Det gør i hvert fald ikke musikken noget godt,” tordner John Hiatt.
“Det er hårdt at skabe god musik og at komme ind til kernen. Rigtig god musik og store kunstnere dukker ikke op hver dag. Folk som Stevie Wonder, The Beatles eller Bob Dylan, for eksempel. Der kan gå mange år imellem, folk som dem dukker op. Og måske vil vi aldrig se folk som dem igen – nogensinde.”

Taknemmelig for sangene
Som sangskriver har John Hiatt været rundt i alle hjørner af processen. Han ved, hvad det koster at skrive en sang. Som regel skal han have sin akustiske guitar tæt ind til kroppen og mærke resonansen fra trækassen, som han siger. Men nok så mange års erfaring og sangskriverrutine får ikke automatisk den gode sang til at springe frem. Den følelse og dybde, en god sang skal have, skal graves frem hver gang.
“Jeg sidder ikke og venter på, at inspirationen rammer mig. Jeg ved, det kræver arbejde. Men det faktum, at det sker, overrasker mig hver gang. At skrive en sang er for mig nærmest en tilfældighed. Sådan kan jeg godt opfatte det. Når jeg har skrevet en sang, ved jeg aldrig, hvornår den næste kommer. Og jeg ved slet ikke, om jeg vil være i stand til overhovedet at skrive en sang igen. Det er et utroligt fænomen hver gang, og jeg ved ikke, hvordan jeg gør det, når det sker. Men jeg er taknemmelig, når det lykkes,” fortæller John Hiatt.
Det danske publikum kunne opleve John Hiatt solo på Tobakken i Esbjerg og i Amager Bio midt i oktober 2007. Hjemme på gården i Tennessee har Hiatt indrettet et studie i sin butik med racerbiler – racerbiler er Hiatts anden store passion. Her har han indspillet nyt materiale sammen med blandt andre guitaristen Luther Dickenson fra North Mississippi Allstars, som han har turneret flittigt med de senere år, samt trommeslageren Kenneth Blevins fra Hiatt’s andet mangeårige backingband, The Goners. Et nyt album er på vej i begyndelsen af 2008.

John Hiatt
Sangskriver, sanger og guitarist.
Født 20. august 1952 i Indiana.
Flyttede til Nashville og fik i 1971 job til 25 dollars om ugen på Tree Publishing Music International.
Udgav i 1974 sit første soloalbum, ”Hangin’ Around The Observatory”. Sangen “Sure As I’m Sittin’ Here” fra pladen blev et hit for gruppen Three Dog Night.
Udsendte op gennem 70’erne og 80’erne en række soloplader og spillede med blandt andre Ry Cooder og The Nick Lowe Band.
Røg ind i et massivt alkoholmisbrug først i 80’erne, og hans anden kone, Isabella Wood, begik selvmord i 1985. 
Kom på højkant igen, udgav i 1987 det banebrydende album “Bring The Family”, der stort set bestod af rene hitsange. 
Fortsatte i samme kreative spor med “Slow Turning” i 1988.
Dannede i 1991 “supergruppen” Little Village med Nick Lowe, Ry Cooder og Jim Keltner. De udgav kun et album og skiltes året efter. Optrådte på Roskilde Festivalen i 1992.
Udgav en stribe album op gennem 90’erne og markerede sig stærkt med den akustiske perle “Crossing Muddy Waters” fra år 2000. Har udgivet små 20 album i alt, det seneste er “Master Of Distaster” fra 2005.
Har de senere år turneret solo, med bandet The Goners samt med The North Mississippi Allstars.
Fik i april i år sin egen stjernemarkering på fortovet i “The Music City Walk Of Fame” i Nashville.

Udvalgte udgivelser:
”Riding With The King” (1983)
“Bring The Family” (1987)
“Slow Turning” (1988)
“Stolen Moments” (1990)
“Crossing Muddy Waters” (2000)
“The Tiki Bar Is Open” (2001)