Norge fremmer den mangfoldige kultur
Posted By Martin Blom Hansen on jun 6, 2008 |
(Artiklen om Mangfoldsåret i Norge i 2008 stammer fra folkrootsmagasinet ROOTS ZONE, juni 2008. ROOTS ZONE, som jeg var redaktør af på det tidspunkt, udkom i magasinets start i 2008 både på print og web. Magasinet har siden dengang undergået en del forandringer, og desværre er mange af artiklerne blevet slettet, ligesom arkivet ikke linker til printudgaverne.)
I år er der officielt Mangfoldsår i Norge, og den politiske opbakning til at markere Norge som et flerkulturelt land er markant. På musikområdet har institutionen Rikskonsertene i 20 år haft stærkt fokus på at præsentere musik fra hele verden til både børn og voksne, og folkemusikkens nye tiltag Riksscenen lægger stor vægt på det globale aspekt.
Af Martin Blom Hansen
Mens sommeren havde fået godt tag Danmark, og overtegnede derfor i et anfald af enfoldigt letsind blot havde medbragt en tynd jakke, var himlen over Oslo anderledes isnende ubarmhjertig 17. maj. Det var hundekoldt, blæsten strøg nådesløst ned gennem Karl Johans Gate og fik frisurer og flag og til at blafre, mens regnen gjorde folkefesten til noget af en kold afvaskning. Ikke desto mindre var det en sand folkefest, hvor konge og dronning vinkede fra slottet, dusinvis af marchorkestre truttede og buldrede, og glade nordmænd - unge som gamle - i fine, fine folkedragter gik rundt og så lykkelige ud.
17. maj er Norges nationaldag. Der er dagen, hvor man fejrer nationen Norge, der 17. maj 1814 frigjorde sig fra dansk åg. Det er dagen, hvor den nationale stolthed og den norske kultur bliver båret i mental tronstol, og hvor nordmændene rigtig kan føle sig norske.
Nationaldagen har sin egen tivoliserede logik på hovedstrøgene i Oslo, der mest af alt ligner en stor byfest med gøgl, gadesalg og de allestedsnærværende panfløjteorkestre. Norge er et rigt land og har råd til meget. Den fantastiske opera nede ved havnen - en arkitektonisk perle - har kostet den nette sum af fire mia. norske kroner. Der er ingen vareknaphed, og en stor fadøl koster nemt 70 norske kroner.
Borer man lidt ned i det kulturelle norske grundfjeld, finder man en tilsvarende overskudstilstand. Her gør stærke politiske og kulturelle kræfter en massiv indsats for at understrege, at Norge ikke skal hegne sig ind og være sig selv nok i en monokultur med gedeost, hardangerfele og tophue. Norge er et flerkulturelt samfund, som alle skal bidrage til og være en del af, lyder en lettere omskrivning af den overordnede vision.
Vist er der store politiske diskussioner i Norge, racismen har haft lige så gode kår som i alle andre vestlige samfund, og Fremskridtpartiet med en mangeårige fremmedfjendsk holdning står stærkt i Norge. Men det interessante - ikke mindst set med en dansk vinkel - er, at Norge på det politiske og kulturelle plan i mange år har satset bevidst og aktivt på at understøtte og fremme den kulturelle mangfoldighed. Det giver sig udtryk i både en politisk/holdningsmæssig signalværdi og i helt konkrete kulturelle aktiviteter.
Mangfoldsår 2008
Lederen af 17. majkomiteen hedder Aamir Sheikh. Han er 38 år og født i Pakistan. Og så er han medlem af partiet Høyre. I et interview i eftermiddagsudgaven af Aftenposten blev han spurgt om, hvilke tre ting, Oslo mangler. "Et flerkulturelt mødested", lød hans første ønske.
Han står ikke alene med ønsket om at sætte mødet mellem kulturer i dagens Norge højt på dagsordenen. Den norske regering har udråbt 2008 til at være officielt Mangfoldsår. Det betyder i praksis, at man har bevilget penge til at styrke omtale, aktiviteter og en række konkrete arrangementer med kulturel mangfoldighed som indhold, og dels har pålagt en lang række kulturinstitutioner at øge fokus på det flerkulturelle. Flertalsregeringen bestående af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet ønsker med Mangfoldsåret at styrke og fremme den kulturelle mangfoldighed som en væsentlig del af kulturpolitikken.
Et vigtigt udgangspunkt er UNESCOS konvention om kulturel mangfoldighed, som Norge - og i øvrigt også Danmark - har ratificeret. I Norge mener man, at Mangfoldsåret er en naturlig følge af landets internationale forpligtelser på dette område, og at det falder i god tråd med 2008 som europæisk år for interkulturel dialog.
Med andre ord er de politiske signaler på nationalt plan ikke til at tage fejl af. Man melder klart ud: Norge er for alle, og det er vigtigt at understøtte og give plads til alle de kulturelle udtryk, der eksisterer i landet anno 2008.
Er det så blot politisk ordskvalder på højt og virkelighedsfjernt plan? Skal man tro dele af debatten i Norge, er svaret både ja og nej.
På en konference netop på baggrund af UNESCO-konventionen og det norske Mangfoldsår påpegede Hadia Tajik, politisk rådgiver ved Statsministeriets kontor, ifølge Aftenposten, at der er en stor kløft mellem politikernes og indvandrerorganisationernes mødekultur og snak om integration på den ene side og så den almindelige borgeres reaktioner og dagligdag på den anden side. Der er tale om parallelle virkeligheder, konkluderer Aftenpostens debatredaktør Knut Olav Amas, der også taler om, at "mangfoldsjetsettet" har mistet interessen for folk i almindelighed.
På den anden side kan man konstatere, at det norske samfund på mange niveauer har haft fokus på den kulturelle mangfoldighed i mange år. Her er rent faktisk blevet gjort noget, og der er en stadig udvikling i gang. For eksempel på musikområdet.
20 år med global musiksatsning
Organisationen Rikskonsertene holder til i stort hus i Nydalen i det nordlige Oslo. Her er omkring 60 ansatte, og de sørger for at sende musik i alle afskygninger af høj kvalitet ud til alle afkroge af det norske samfund. Rikskonsertene fejrer i år sit 40 års jubilæum. Den offentlige institution står for eksempel bag 10.000 skolekoncerter om året, kampagnen "Hele Norge Synger" - en pendant til Sangens År herhjemme - og har et særligt talentprogram for unge musikere.
Rikskonsertene har desuden nu i 20 år haft en flerkulturel satsning. Etnisk musik fra eksempelvis Sydafrika, Asien og Latinamerika er blevet præsenteret for norske børn og unge, og man har i stor stil inddraget musikere med indvandrerbaggrund med bopæl i Norge. Derudover har man opbygget et netværk ude i verden, samarbejdet tæt med det norske Udenrigsministerium, bragt verdensmusiknavne til Norge og skabt musikproduktioner med norske og udenlandske musikere.
Denne mandag er der fuld gang i prøvesalene i produktionsafdelingen. I en af salene øver en ny konstellation bestående af to norske og to pakistanske musikere. Producent Hallgeir Frydenlund fortæller, at omkring 15 procent af de musikere, der arbejder med musikproduktioner i Rikskonsertene, er af udenlandsk oprindelse.
Han lægger vægt på, at det handler mere om at finde den rigtige stemme og den rigtige musiker end at finde repræsentanter for en bestemt kultur eller tradition. Det er selve musikken og det kunstneriske udtryk, der er det vigtige. Det skal hele tiden udvikles.
"Mangfoldsåret er en lejlighed til at finde ud af, hvad vi skal fremover, og hvad Rikskonsertenes opgave skal være. Skal vi for eksempel se mere på andengenerationsindvandrernes kultur?" siger Hallgeir Frydenlund.
Et blik 20 år tilbage fortæller, at Rikskonsertene har været meget optaget af at få den levende og mangfoldige musik ud til skolerne. En af de personer, der har gjort det muligt, er projektleder Anne Moberg fra udlandsafdelingen hos Rikskonsertene.
"Det har været vigtigt at præsentere et bredt spekter af musik for børn via vores skolekoncerter. At børn fra de er ganske små møder den levende musik, og at det møde er så bredt som muligt," siger Anne Moberg.
"Vi har gjort det norske musikliv større med flere musiktilbud og kunstneriske udtryk. Det har en effekt på landets kulturliv, men det tager tid og er noget, vi har arbejdet med i lang tid."
Arbejdet med den flerkulturelle musik har udgangspunkt i blandt andet opblomstringen af worldmusic i 80'erne og af SOS-Racisme-bevægelsen i samme årti. Her blev kimen lagt til at bruge musikken som toleranceværktøj. I 1989 startede Rikskonsertene projektet "Klangrikt Fellesskap", der kørte som forsøg frem til 1992. Det sigtede direkte på at nedbryde fordomme og at præsentere indvandrernes kultur gennem skolekoncerter.
"En af hensigterne var at præsentere indvandrernes kultur på en måde, så børnene oplevede den positivt," fortæller Anne Moberg.
Forsøget blev evalueret af Musikvitenskapeligt Institutt ved Universitetet i Oslo.
"De lavede en holdningsundersøgelse, der viste, at miljøet på skolerne og i klasserne, som fik besøg af musikerne, var blevet bedre i forhold til indvandrerbørnene og deres kultur, og moppe-tendensen var blevet mindre."
Riksscenen
Den norske folkemusik fik i marts 2007 den nye samlende institution Riksscenen. Formålet er at skabe et nyt nationalt mødested for kunstnere, aktører og publikum inden for folkemusikken. Det fulde navn er "Riksscenen - scene for nasjonal og internasjonal folkemusikk, joik og folkedans" (joik er den samiske kultur).
Bag Riksscenen står organisationerne Juoigiid Searvi (samisk), Landslaget for Spelemenn, Norsk Folkemusikk- og Danselag, Noregs Ungdomslag og Samspill International Music Network. Riksscenen har hjemsted i Oslo, og den daglige leder Jan Lothe Eriksen gør meget ud af at understrege, at Mangfoldsåret passer rigtig godt ind i Riksscenens arbejde og formål.
Det handler om gode vilkår for den skabende kunst, om dialog og forskelligheder i de kunstneriske udtryk
"Mangfoldsåret hænger godt sammen med vores aktiviteter, og Riksscenen skal, som navnet siger, være en scene for både national og international folkemusik," siger Jan Lothe Eriksen.
Det interessante ved Riksscenen er, at den ikke blot omfatter de traditionelle folkemusik- og folkedansorganisationer, men også har verdensmusikken med. Bag Riksscenen står et råd med 30 forskellige organisationer, så man opnår det, Jan Lothe Eriksen kalder en solid forankring i det norske samfund i dag.
"Den svageste tilknytning er til det flerkulturelle miljø - til indvandrermiljøerne. Det har ikke noget med modvilje at gøre, men nok mere at initiativet kommer fra det norske folkemusikmiljø, og at det tager tid at oparbejde tættere bånd. Det handler om at stikke hovedet frem, få kontakt og etablere tillid," siger Jan Lothe Eriksen.
En af de konkrete måder, det sker på, er ved Riksscenens indtil nu ret få koncerter, der finder sted på den lille scene Cafeteatret. Efter planen rykker man i 2009 ind i nye egne lokaler i et nyt kulturhusbyggeri i Grünerløkka i Oslo.
Festivaler og ildsjæle
At nordmændene er så forholdsvis forhippede på at skabe og udbygge kontakten mellem kulturer og mellem traditionel norsk folkemusik og etnisk musik fra andre lande er ikke noget, der pludselig er dumpet ned fra himlen over Oslo.
Der har i mange år eksisteret forskellige scener og organisationer inden for verdensmusikken. I regi af Rikskonsertene oprettede man i 1992 Norsk Flerkulturelt Musikksenter i Oslo, og samme år opstod Etnisk Musikcafe. I 1994 etablerede man festivalen "Verden I Norden", der i 2002 ændrede navn til "Oslo World Music Festival", og som i år finder sted 4. til 9. november.
Kaster man et blik på for eksempel folkemusikfestivalen Førde Festivalen, udmærker den sig ved at have et yderst varieret musikprogram, der spænder fra diverse norske spillemandslaug og folkemusikere til klezmer, tango, flamenco, afro, iransk musik og meget mere.
Jan Lothe Eriksen mener, at norske folkemusikere gennem deres organisationer har været gode til at søge kontakt udadtil. Han fremhæver albummet "Fra Senegal til Setesdal" med Kirsten Bråten Berg fra 1996 som eksempel.
"Musikken er organisk og fungerer vældig godt som et selvstændigt kunstnerisk udtryk baseret på vestafrikansk musik og musik fra Setesdal," siger han.
Pladeselskabet Grappa har også været med på vognen i mange år med folkemusikudgivelser, der krydser musikalske og geografiske grænser. Og så er der Kirkelig Kulturverksted med producent Erik Hillestad ved roret, hvor man har gjort det til lidt af en specialitet at sætte norske musikere sammen med musikere fra andre lande og skabe helt nye værker og udgivelser.
Anne Moberg fra Rikskonsertene siger:
"Betydningen af enkeltpersoner og ildsjæle - som Erik Hillestad - kan ikke undervurderes. Det er mennesker, der vil noget. Resultaterne åbner op for den strenge grænser i folkemusikken og giver et bredere udtryk."
Hun mener også, at der er en sammenhæng mellem de ildsjæle og organisationer, der formår at sprænge kunstneriske og kulturelle grænser, og så Norges udenrigspolitiske tradition.
"Ildsjæle og politik går godt i spænd sammen. Norge præsenterer sig som en fredsmæglende nation. Man arbejder i konfliktområder med at få parter til at mødes. Oslo-aftalen i 90'erne er et godt eksempel. Mangfoldsåret og en større kulturel mangfoldighed hænger godt sammen med den siddende regerings politik. Det er med til at styrke deres politiske image og position," siger Anne Moberg.
For hende gælder det om at udbygge og fortsætte det arbejde, Rikskonsertene står for.
"Det er vigtigt at være åbne over for omverdenen og det, der sker derude. Og det er vigtigt at vi er interesserede i at få nye musikere, nye stemmer, nye kunstnere ind," siger hun.
Kulturel mangfoldighed i Danmark?
Danmark har ikke som Norge i år og Sverige i 2006 satset på et officielt år for kulturel mangfoldighed. Men Danmark har via kulturminister Brian Mikkelsen ratificeret UNESCO’s konvention om kulturel mangfoldighed lige som vore nabolande.
Et netop afsluttet speciale af Louise Krarup og Line Busk Stehr ved Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet har set på verdensmusikken og den kulturelle mangfoldighed inden for musikområdet i Danmark. ”Kulturel mangfoldighed i musikken i Danmark – mødet mellem immigranters musik og den offentlige kunststøtte”, hedder specialet, der som navnet antyder sætter fokus på, i hvor høj grad man støtter musik og musikkultur med rødder i andre kulturer uden for den vestlige tradition.
De to specialestuderende skelner mellem monokultur (dansk), hybridkultur (hvor forskellige kulturudtryk blandes, eks. Outlandish) og multikultur (traditioner og rødder fra andre kulturer end dansk og vestlig). Specialet undersøger blandt andet, hvordan kunststøtten fordeler sig, og i hvor høj grad musik udefra og musik med rødder i forskellige indvandrermiljøer i Danmark kommer til udtryk og bliver eksponeret.
Louise Krarup og Line Busk Stehr ser også på LMS, Levende Musik i Skolen, der står for skolekoncerter i Danmark og kan sammenlignes med de norske Rikskonsertene. Forskellen er blot, at hvor man i Norge årligt præsenterer 15 koncerter pr 1000 børn, er der kun 3 koncerter pr. 1000 børn i Danmark.
På skolekoncertområdet konkluderer de to specialestuderende, at spredningen af genrer og mangfoldighed er acceptabel, men at man kunne gøre en større indsats for at inddrage musik fra lande, hvor størstedelen af indvandrerbørnene har deres rødder.
Skolekoncerterne er dog blot et lille hjørne i specialet. Værre står det ifølge Louise Krarup og Line Busk Stehr til på det generelle og øverste politiske niveau. Her er konklusionen, at Danmark ikke opfylder UNESCO konventionens retningslinjer for kulturel mangfoldighed, når det gælder anerkendelse og tolerance over for immigranters og minoritetsgruppers musikkultur og ikke mindst den måde, det offentlige kunststøttesystem tilgodeser - eller ikke tilgodeser – disse gruppers mulighed for at udfolde sig på i det danske samfund.
Denne blog er ikke længere i brug. Gå til mit musikersite www.martinblom.dk.