(Artiklen om bluesbaren MOJO stammer fra folkrootsmagasinet ROOTS ZONE, november 2008. ROOTS ZONE, som jeg var redaktør af på det tidspunkt, udkom i magasinets start i 2008 både på print og web. Magasinet har siden dengang undergået en del forandringer, og desværre er mange af artiklerne blevet slettet, ligesom arkivet ikke linker til printudgaverne.)

Uanfægtet af tidernes gunst er Mojo nu på femogtyvende år stedet, hvor publikum kan være sikre på at høre levende blues hver aften hele året rundt – også juleaften. Mojo er samtidig musikskole, vækstbed, netværkspunkt, kirke, værtshus, partyzone, musikerhjemmebar, koncertsal, oplevelsesøkonomisk grundpille og et stærkt brand i ind- og udland. “Man skal kunne stole på sit spillested,” som en af stedets tre ejere siger.

Af Martin Blom Hansen

Det københavnske spillested Mojo kan i år bryste sig af at have 25 år på bagen. Mojo er det eneste sted i Danmark, hvor det er bluesmusikken, der er i højsædet. Ikke blot i højsædet, men på tronstolen. Hvis du vil have blues, kan du være sikker på at få det på Mojo. København er som storby lige akkurat stor nok til, at en rendyrket bluesbar kan overleve. Men der er mange årsager til, at Mojo har overlevet i et kvart århundrede.

Musikerne kommer her, også når de ikke selv skal spille. De unge musikere kommer her, fordi de kan lytte, lære, jamme og komme på scenen. Publikum består af stamgæster, musikere, bluesafecinados, turister, ældre, midaldrende, unge, weekendfestaber og andet godtfolk, der føler sig godt tilpas i Mojos lille rustikke og patinaprægede lokale.

Musikken er af god kvalitet. Mojo har opnået et ry som et sted, hvor publikum kan være sikre på, at aftenens band holder standarden. Samtidig er torsdag fast jamaften og fungerer som det, der med et moderne ord hedder vækstbed. Her får unge musikere prøvet talentet af og først og fremmest gjort det, det hele handler om, nemlig spillet musik foran et publikum. Torsdag aften virker også som en magnet på et yngre publikum, ofte venner til de musikere, der jammer løs. Torsdag aften er substral til fødekæden – både i forhold til musikere og publikum.

Den snart ni år gamle spillestedslov og honorarstøtteordningen gør, at musikbudgettet hænger sammen. Det giver kvalitet og udviklingsmuligheder, og det giver livsnødvendige job til de musikere, der udgør selve fundamentet i en stor del af det danske rytmiske miljø.

Mojo har en lang historie bagud, og de tre nuværende ejere hænger så meget sammen med stedets identitet, at det i sig selv skaber den særlige Mojo-atmosfære.

Mojos ABC
Autenticitet. Det må være et passende ord at lægge ud med. Hvis tidsånden er flagrende og famlende, og unge som gamle febrilsk søger efter den helt rigtige ægte oplevelse – som en rejse til Amazonas jungle for at finde oprindelige folk – så er Mojo i Løngangsstræde i København et ret godt bud på et sted, hvor autenticiteten driver ned af de gulnede vægge tætprydede med sort-hvide fotos af bluesmusikere fra nær og fjern i svedig og indfølt vigør på den lille scene.

Blues. Ja, hvad ellers? Mojo er ganske enkelt den eneste rigtige bluesklub i Danmark. Stor nok til at overleve i Københavns udbud af levende musiktilbud og lille nok til at holde et halvråt hyggeniveau med garanti for intim koncertoplevelse. Blues is our business, and blues is what we do. Navne som Kenn Lending, Troels Jensen, Paul Banks, LP Simonsen, Thorbjørn Risager, Ole Frimer, HP Lange, Alain Apaloo, Jacob Rathje – og mange flere – er veteraner på stedet. Udenlandske navne som Kenny Brown, Big Joe Louis, Guy Forsyth, Magic Slim, Bjørn Berge, Omar Dykes – for blot at nævne nogle få – har været her masser af gange. Mindst 85 procent af alle koncerter på Mojo er blues i mere eller mindre ren form. Resten er fordelt på soul, zedeco, folk, singersongwriter, afro, rock, jazz – plus det løse.

Cool. Jo jo, det er faktisk ret cool at tage på Mojo. Nogle sæsoner mere end andre – alt efter tidernes skiften og trendspotternes humør. Hvis man er i tvivl, skal man bare blive ved med at gå på Mojo. Så rammer man på et tidspunkt toppen af trendbaromeret. Og i øvrigt er rigtige bluesentusiaster fuldstændig ligeglade med, om blues er moderne eller ej.

Dansk. Svært at forestille sig dansk blues uden Mojo. Stedet har været en base for miljøet, siden Vognporten i Huset i Magstræde lukkede i 80’erne. Stedet skiftede navn fra det meget danske Rådhuskroen til det mere internationalt klingende Mojo i 1993. Ikke uden ballade, for der var mange musikere, stamgæster og andet godtfolk, der i småbitter tilstand kneb en tåre over, at det hæderkronede gamle værtshus ikke længere skulle hedde Rådhuskroen. Men navneskiftet gav spillestedet et mere klart brand, som bluesentusiaster rundt om i verden lagde mærke til. I takt med, at 80’erne bluesboom ebbede ud, indtog Mojo mere og mere rollen som den sikre bluesbastion. Ikke kun for det københavnske bluesmiljø, men som en lille nationalscene for dansk blues.

Erfaring. Ikke til at komme udenom. 25 år i branchen er dog noget. Mojo har tre ejere. Tage Vosbein, 64 år, begyndte at komme på stedet allerede i 1964, da det hed Rådhuskroen og var et vaskeægte venstrefløjsværtshus. Tage har været medarbejder siden 1983, hvor Rådhuskroen blev transformeret fra hendøende værtshus til musiksted med blues og andet godt. Erik Olsen, 55 år. Har været med siden 1983 som medarbejder og begyndte at komme på stedet først i 70’erne, hvor han gik på seminarium.
Rasmus Vinther, 39 år. Rasmus er booker og har været med siden midten af halvfemserne.

Frelste. Tjah, lige som der findes et jazzpoliti, findes der også et bluespoliti. De kommer naturligvis også på Mojo for lige at tjekke, om dette eller hint band nu også er rigtig blues. “Arrhhh… det der, det er sgu det rene pop”. Eller “Det er jo rock!” Eller “Nu går der sgu for meget jazz i den…” Således har Mojo sit eget uautoriserede politbureau – uanset om de har magt, som de har agt.

Guitarsolo. Nemlig. Forestil jer, at Mojo havde været i besiddelse af et statistikprogram, der automatisk registrerede samtlige soli spillet på scenen. Det ville være spændende materiale for en vaks musikforsker. Et kvalificeret gæt ville være, at guitarsoli ville ligge tungt på førstepladsen, ret skarpt efterfulgt af mundharpesoli. Derimod vil trompetsoli ligge langt nede på listen. Men altså, hvor rock- og electronicamusikken nærmest har udstedt fatwa mod guitarsoloen som kunstart, trives den i bedste velgående på Mojo.

Videre i alfabetet: 
Historie. Ildsjæle. Jack Dupree. København. Løngangsstræde. Minefelt. Natbevilling. Overlevelse. Popafvisende. Quinder bag baren. Rådhuskroen. Slowblues. Tre akkorder.
Uudslukkelig. Fortsæt selv… og slut med Åbent 20-05.

Livemusik hver aften
Ikke nok med at der er åbent hver dag fra kl. 20 til 05 hele året rundt, gudhjælpemig, også juleaften. Der er også levende musik hver aften.
Men hvorfor nu det? Er det vigtigt, at der musikere på scenen hver eneste aften?
“Det er totalt vigtigt,” lyder det prompte fra Erik Olsen, den ene af de tre ejere af Mojo.
Vi sidder bænket nede i førerbunkeren i kælderen. Erik Olsen, Tage Vosbein og Rasmus Vinther. Det er hernede, Rasmus sidder og booker de bands, der skal spille på Mojo. Et lille kompakt rum med et par pc’er, et mødebord fyldt op med papirer, blade, plakater og et ordentligt batteri af vinflasker fra jubilæumsreceptionen forleden. Man kan lige akkurat kante sig ind i rummet, hvor overfyldte reoler og gamle billeder og plakater kæmper om vægpladsen.
Tage Vosbein supplerer: “I hårde og svære tider har vi haft diskussioner om det. Skulle vi skære søndag og mandag væk? Men så har sat hælene i og sagt, nej, Der skal være åbent fra 20 til 05. Alle dage, hele året også juleaften. Det skal man kunne regne med. Altid åbent, altid levende musik.”
Rasmus Vinther: “Selv om det kan gå lidt tungt nogle søndage og mandage, har vi valgt at køre ad den anden vej og satse – for eksempel med afrikansk musik hver mandag. Det virker, der kommer flere folk.”
Tage: “Isoleret kan der være hverdage, hvor det overhovedet ikke kan betale sig. Men det er en del af brandingen af stedet. Man skal kunne stole på os, og vi skal have kvalitetsmusik på programmet.”
Erik: “Man skal kunne stole på sit værtshus. Eller rettere: Man skal kunne stole på sit spillested. Mojo er et spillested – selv om værtshusdelen er en del af det.”
Mojo har taget turen fra bodega/værtshus over musikværtshus til spillested. Og selvom stedet i dag er et spillested med et musikbudget på cirka halvanden mio. kroner og honorarstøtte på godt og vel en halv. mio. kr. årligt, så hviler der stadig en hygge-huleagtig stemning af godt gammeldags værtshus over Mojo. Og måske er netop den historiske odør et væsentligt aktiv.

Historien om Carl og Herluf
Rådhuskroen har en lang og farverig historie bag sig. Det siges, at forfatteren Aksel Sandemose mødte sin kone på Rådhuskroen. Stedet var i 50’erne og 60’erne en del af et af Københavns livlige minefelter med Galatheakroen, Tokanten, Cafe Nytorv, Kontoret og Drop Inn som knudepunkter. Her krydsede folk som Sandemose, Jørgen Ryg, Carl Madsen, Wilhelm Freddie, Niels Viggo Bentzon, Freddy Fræk, Theis Jensen, Erik Moseholm, Dirch Passer, Børge Roger-Henrichsen, Jørgen Roos, Torben Ulrich og snesevis af andre kunstnere, advokater, direktører, forlæggere og andre solide folk med hang til kunst og en god samtale over en pilsner eller to hinandens spor.
På Galatheakroen og senere på Drop Inn huserede de to berømte tjenere Carl Lund og Herluf Kamp-Larsen. Sidstnævnte købte i 1961 Montmartre i St. Regnegade og var manden bag den succes, Montmartre fik som en af Skandinaviens vigtigste jazzklubber i 60’erne. Carl Lund overtog i 1962 Rådhuskroen.
Tage: “Carl var kommunist, og Rådhuskroen blev et yndet sted for venstrefløjen. Da jeg kom her første gang i 1964, var det kendt som et uortodokst DKP-værtshus. De gamle trotskister kom meget på Rådhuskroen. De skændtes med DKP, Vietnambevægelsen og så videre. Folk kunne sidde og råbe og skrige til langt ud på natten… det var et meget levende og underholdende miljø.”
Erik: “Jeg kom her i begyndelsen og midten af 70’erne. Der udviklede Rådhuskroen sig til et rent og skært slamsted. Hvor jeg på et eller andet tidspunkt var ved at blive slået ihjel, fordi nogen troede, jeg solgte drugs. Så sagde jeg cut, og så kom jeg her ikke igen før i 1983.”

En bluesbar bliver til
1983 indvarslede nye tider for Rådhuskroen, da Dorthe Johns kom til. Profilen blev skærpet, nu skulle der levende musik på menuen. En menu, der i øvrigt bestod af en nok så berømt chili con carne så god og stærk, at det i sig selv fik natfolket til at styre de usikre ben mod Rådhuskroen.
Dorthes bror, Steen Lade, havde i en årrække med succes kørt Lades Kælder i Kattesundet ved Strøget. Her trak den levende musik i form af irsk/skotsk folk, blues og rock fulde huse. Rådhuskroen sigtede mod at blive et musikværtshus lidt i samme stil. I begyndelsen var musikken en blandet landhandel med jazz, blues, folk, rock med mere. Først nogle år efter blev bluesmusikken dominerende. Parret Dorthe og Peter Johns byggede stedet op som bluesmusikværtshus godt hjulpet af beliggenheden tæt på Huset i Magstræde. Når Musikcafeen og Barbue lukkede, smuttede mange stadigt festlystne gæster over på natstedet Rådhuskroen. 
Vognporten i Huset i Magstræde, der i årevis havde huset store danske blues- og jazznavne, lukkede, og det fik musikere som Troels Jensen, Peter Thorup, Paul Banks og Kenn Lending til at sætte stikket i forstærkeren ovre på Rådhuskroen. Kenn Lending turnerede på livet løs med legendariske Champion Jack Dupree, og på et tidspunkt ville Kenn vise Jack det her nye lille musikværtshus.
“This is a bluesplace!” udbrød Dupree, da han trådte ind på Rådhuskroen. Således velsignet af en sand bluesypperstepræst gik Rådhuskroen en række gyldne år i møde som intimscene for bluesmusikken. Da Danmark og resten af verden oplevede et veritabelt bluesboom sidst i 80’erne, var Rådhuskroen parat til at tage imod gæsterne. Mange magiske bluesnætter blev gennemspillet de følgende år.
Rådhuskroen var nu et bluesmusiksted i toppen af ligaen. Men kunne man fortsætte ind i fremtiden – og over for den stadigt mere og mere globale bluesverden – med et image som Danmarks førende bluesbar og så hedde Rådhuskroen? Nej, mente Dorthe og Peter. Jo, mente temmelig mange stamgæster. Trods debat og kritik blev valget taget, stedet kom 1. april 1993 til at hedde Mojo. Et navn, som dansk blues’ grand old mand, Troels Jensen, foreslog.
I 1994 overtog Dorthe og Peter Johns Lades Kælder. De forpagtede Rådhuskroen til fire medarbejdere, og i 1998 overtog tre af medarbejderne, Tage, Erik og Rasmus, Mojo.

Fornyelsen og de unge
I det nye årtusind har bluesmusikken ikke haft ubetinget medvind. Men hvor andre spillesteder – for eksempel Fatter Eskil i Århus – har indskrænket blues-programmet og mere og mere har overladt scenen til alskens poprock-kopibands, har Mojo stædigt holdt fast i blues’en. Det har skabt troværdighed og en form for integritet, som bliver bemærket både herhjemme og i udlandet.
I øjeblikket går det faktisk ret godt. Bluesmusikken er på vej op igen, som Erik Olsen påpeger, og det spiller godt sammen med det ry, Mojo har oparbejdet gennem årene.
Tage: “Her kommer mange turister. Mojo er for eksempel meget kendt i Norge og Sverige.”
Rasmus: “Måske mærker vi opgang, fordi vi er det eneste bluessted. Hvis folk vil have blues, kommer de her. Vi har også fået opbygget et ry, så alle amerikanske bluesnavne vil her forbi og spille.”
Tage: “En anden ting er, at vi har været her så længe, at vi nu får dem tilbage, der kom her engang i 80’erne, og som begynder at gå i byen igen, fordi børnene er blevet store. Og de børn, der kan huske, at deres far og mor gik på Rådhuskroen, kommer her også. Vi har rigtig mange far/søn-besøg i weekenden. Mojo er et sted, de kan blive enige om at gå hen.”
Erik: “Aldersspredningen er vigtig, og her er plads til alle. Her er vores jamsession altafgørende. Den har kørt stort set uafbrudt hver torsdag. Det er et vigtigt led i fødekæden. De unge møder hinanden, laver nye bands, fornyer genren og så videre.”
Rasmus: “Samtidig kan vi bruge jamsession’en til at teste, hvordan et band fungerer på scenen…”
Tage: “Vi har en status, der gør, at det er attraktivt for unge upcoming bands at spille her. Der er samtidig vigtigt for stedets overlevelse og fornyelse, at vi kan tiltrække unge og nye band. Vi må ikke forstene og falde i traditionel-jazzens fælde.”

Et alternativ til tidens trend
Forfatteren til denne artikel har stået på Mojos scene utallige gange gennem årene. Det er netop nærværet, intimiteten og den koncentrerede koncertstemning – suppleret med selve aftenens fremskriden, gang i dansegulvet og kulminationen godt forbi midnat med total ekstatisk gang i den, der gør Mojo til noget særligt.
I 80’erne var Rådhuskroen et tilbagelænet alternativ til spejlcafeerne og yippie-trippet. Er Mojo i dag noget lignende – et alternativ til den herskende musiktrend?
Tage: “Jeg tror, vi har fordel af den elektroniske bølge, der er i øjeblikket. Fordi vi tilbyder noget helt andet. De, der bliver trætte af det elektroniske, kommer herned.”
Rasmus: “Det er, fordi blues handler om musikere, der spiller musik. Det er ikke et koncept. På Mojo kan du opleve musikere, der står og spiller og udtrykker sig. Når du går ind og hører en rockkoncert, er det meget sjældent, at du får lov til at høre en guitarsolo. Hos os er det selve spilleglæden, som folk udtrykker på scenen, det handler om.”
Men Mojo er ikke kun befolket af bluesnørder, der sidder time efter time og lytter intenst til bandet, klapper efter hver solo og har styr på samtlige titler på bluesklassikerne. Mojo er ikke mindst et sted, hvor folk går i byen for at danse, få en flok bajere, score og fyre den af i en sen nattetime.
Erik: “Selvfølgelig er det blues, der er stedets hovedbestanddel. Men mange af de mennesker, der træder ind ad døren, ved ikke nødvendigvis, hvad blues er. Til gengæld finder de ud af det – og vender tilbage!”
I Århus er det berømte jazzværtshus Bent J lukket ned efter 35 år og vil for eftertiden være at finde i Den Gamle By. Ender Mojo på Frilandsmuseet?
Tage: “Vi bliver ved og har ingen intentioner om at lave noget om eller at stoppe. Det er jo blevet moderne, at man ikke skal være beskeden. Det prøver jeg langsomt at lære. Sagen er, at der er en klar sammenhæng mellem, hvordan et sted bliver kørt, og hvordan det går. Vi bærer traditionen videre. Det er altafgørende, at vi er engagerede i det, at vi selv er her på Mojo. Vi arbejder selv om natten, og vi følger det hele tiden. Mojo skal være et sted, som vi kan lide, det skal være. Vi skal ikke have det sådan, at vi siger, nej, i aften gider jeg ikke gå derned – på mit eget sted.”
For en rigtig musiker – ikke mindst bluesmusiker – spiller alder ikke den store rolle. Så længe fingrene kan spille og sangstemmen kan levere varen, bliver man ved. Samme indstilling finder man i førerbunkeren i Mojo’s kælder.

 

Det siger musikerne om Mojo:

“Bare bandrummet i Mojo fortæller, at dette ikke er noget almindeligt spillested. En flok gamle plysmøbler, som selv en sidegade marskandiser ville tak nej til, er omdrejningspunktet for håndøvere før jobbet, øldrikning, jointsrygning, historiefortælling, scoreforsøg, sammenbrud og opture. De har alle sammen siddet her. Stjernerne og vandbærerne og dem ind imellem. Og de har alle lagt en lille stump af sig selv, så det omklædningsrum nu emmer af atmosfære og autenticitet i en grad, så det aldrig kan købes for penge, men kun kan erhverves med tid. Og det er Mojo, en tidslomme i evig vandring mod bedre tider og nye udfordringer. Og et konstant forsøg på at løse bluesens dilemma: Hvordan holder vi humøret nede, når der nu er så skide hyggeligt på Mojo – og om lidt skal vi op og spille blues?”

(Esben Just, pianist, sanger, sangskriver)


“Mojo betyder for mig et indforstået fællesskab uden barrierer mellem musikere, publikum og ejere. Det findes ikke andre steder i Danmark, ganske enkelt. Det er befriende at spille et sted, hvor man ikke nødvendigvis behøver at introducere numre, kommunikere med og forsøge at vinde publikum. Det er kun musikken, der tæller her. Det mærkes på hele atmosfæren, som er afslappet, men samtidigt kan være ekstremt intenst. Jeg blev inviteret indenfor for cirka 15 år siden, og klubben har været en naturlig del af mit musikerliv siden da. Vi gider rejse tværs gennem landet og spille for en tarif – kun på Mojo. Og så er det jo til at bære at håndtørreren på herretoilettet ikke har virket i 15 år – og stadig ikke gør det.”
(H.P. Lange, guitarist, sanger, sangskriver)

“For mit vedkommende er Mojo et klasseværelse med bar. Muligheden for at komme helt tæt på rigtig gode musikere – et godt sted at begynde. Mange timer er gået med spilleri, et hav af bajere og lyse morgener, hvor Mojo syntes at rumme alt. Mojo er et meget socialt sted, også for folk som ikke spiller. Og så har Mojo lagt fundamentet til to store ting i mit liv: Mit dejlige band Young Comets og mit møde med min elskede Michala, som jeg nu har barn med.”

(Jacob Rathje, guitarist, sanger, sangskriver)

“Mojo er Nordens bluessted nr 1. Altid god betjening, godt publikum, god stemning. God bluesmusik strømmer ned fra scenen eller ud af højtalerne, der er godt øl i hanerne og smukke piger på dansegulvet. Der kommermange forskellige slags mennesker påMojo, og det fede er, at der er plads til alle. Både sommusiker og somgæst er det et rigtig fedt sted at være. Tak!”
(Thorbjørn Risager, sanger, sangskriver, guitarist)