Jeg har været involveret i bogudgivelsen “Rock i Århus – brudstykker af en musikhistorie”, som er udkommet i efteråret 2008. Et digert værk med masser af gode historier og billeder fra 50 års rockhistorie i Århus. Det er min gode kollega Jørgen Nielsen, musiker og journalist, der har været den store drivkraft og redaktør på bogen. Jørgen har stået for hovedindholdet i bogen stærkt suppleret af en redaktionsgruppe af musikjournalister, musikere og fagfolk, der har bidraget med kapitler. Her i blandt undertegnede.
Bogen lægger fra land sidst i 50’erne, hvor Århus begynder at rocke så småt, tager turen op igennem 60’erne til 70’erne, hvor Århus lægger grunden til de gyldne rockår i 80’erne. Videre ind i 90’erne og frem til nutidens mangfoldighed af genrer. Et væld af fotos er med til at fortælle byens rockhistorie. Bogen gør meget ud af at komme ned i miljøerne og berette både faktuelt og via anekdoter om alle små bække og de større åløb, der tilsammen udgør Århus rockhistorie.



0 Kommentarer