Mandens energi er utrolig – og smittende. Man bliver sgu så glad af at se denne stoute amerikaner på en scene. Og når man – trods vind over heden og en indimellem ret tynd lyd – hører hans sange, ikke mindst nye sager som “Outlaw Pete” og “Working On A Dream”, stiger graderne på det store kollektive humørbarometer. Med en mand som Bruce Springsteen til at skrive tidens rocksange og en mand som Barack Obama bag skrivebordet i The White House er der håb for kloden.

På det rent musikalske plan er The E Street Band suveræne. En resistent organisme, der kan overleve hvilket som helst årtis luner og trends. På det kompositoriske plan har Bossen et par solide skuffer, han trækker ud, når sangene skal fabrikeres. Her bliver tre timers Bruce-koncert temmelig ensformig – uanset hvor veloplagt og svedende boss og band er. Man kan sgu ikke beskylde Springsteen og The E Street Band for at være specielt udfordrende i den rytmiske bund, og forudsigeligheden lurer i harmonik og melodimateriale.

Når man står der under en grå himmel blandt 49.999 andre publikummer og skuer op mod scenen, det velsmurte show og det gennenproducerede storskærmsshow med kvikke klip og dvælende nærbilleder, bliver Boss og E Street Band som Golde Gate, Empire State og Sears Tower. Man kender og genkender dem  i forvejen fra alle vinkler, nu står man her og ser dem live, men det ligner jo dog det, man kender fra film, tv, youtube, dvd’er, magasiner, nyhedsmedier og så videre. Ikonografi for fuld udblæsning, hello old friend, til alle positurerne og figurerne, rockhistorisk rendezvous for alle pengene. Sådan kan vi li’ ham, sådan vil vi ha’ ham. Tænker et par år tilbage, da han var i Parken (overdækket og halveret ) med sit Seeger Session Band. En anden Bruce, der prøvede en musikalsk ide af. Det var eddermame fedt. Sådan kan han også være, denne spilleglade energibombe.