Spotify: Reklamerne kan ikke løse opgaven alene

af Martin Blom Hansen | feb 26, 2010 | Journalistik, Kulturpolitik, Musik, Nyhedsbrevet SAKO - arkiv, Streaming, Teknologi | 0 kommentarer

(Denne artikel har været publiceret februar 2010 i Nyhedsbrevet SAKO – udgivet af DJBFA.)

En dansk udgave af Spotify kan have lange udsigter, for det kræver massive indtægter fra reklamer og et anseeligt antal abonnenter, hvis kunstnerne skal gøre sig håb om mere end småpenge i afregning.

Af Martin Blom Hansen

Spotify Logo (presse, spotify.com)Man skal ikke mange klik rundt på diverse nyhedssites, musikblogs og Facebooksider i Danmark for at læse den ene begejstrede kommentar efter den anden om den svenske onlinetjeneste Spotify.

De samme ivrige musikbrugere skælder samtidig heftigt ud over, at Spotify endnu ikke er kommet til Danmark. Det er primært gået ud over KODA, der i denne sammenhæng er blevet den grådige skurk, der stiller alt for store krav til betalingen for at indgå aftale med Spotify. Pladeselskaberne er for en gangs skyld ikke the bad guys i denne historie – hvis de selv skal sige det. De har nemlig lavet aftaler med Spotify og er via IFPI gået hårdt til KODA og beskyldt dem for at sinke udviklingen af digitale musikmedier i Danmark. KODA har givet igen, og således er der gang i en sjældent set hård verbal kamp mellem to store positioner i musikbranchen.

KODA’s vicedirektør Martin Gormsen påpeger, at Danmark blandt andet via TDC’s PLAY er det land i Europa, der har den største del af musikbranchens indtægter fra digitale tjenester.

Hans synspunkt er, at det ikke giver langsigtet mening at licensere musiktjenester, hvis der ikke er en rimelig sikkerhed for, at komponisterne får en reel betaling for deres musik.

Hvis Spotify åbner i Danmark, skal de så kunne godtgøre, at et betydeligt antal af deres brugere snupper abonnementsmodellen og dermed sikrer, at musiktjenesten tjener penge?

Martin Gormsen mener, at hovedproblemet med Spotify er, at de har givet alle pengene til pladeselskaberne, så der ikke er penge til at betale kunstnerne.

“Spørgsmålet er også, hvorvidt reklamefinansierede modeller kan skabe reelle indtægter for musikken. En model som Spotify giver meget lave afregninger til musikken, medmindre der investeres i en lokal reklamesalgsorganisation, og medmindre der er en klar plan for at få forbrugerne til at vælge den brugerbetalte del. I de lande, hvor Spotify er aktive, ligger de typisk på en lav conversion rate. Altså få procent af brugere, der vælger at blive abonnenter,” siger Martin Gormsen.

I marketingssprog er netop the conversion rate vigtig. Hvis den er høj, er alt godt. Med andre ord, hvis brugerne gør noget aktivt og eksempelvis gerne betaler for indholdet, så er der selvsagt penge at hente. Hvis der derimod er tale om en lav conversion rate, skal reklamerne skaffe guldet. Og det kan blive svært.

Paw Saxgren, invention director i mediebureauet Mindshare, mener, at det kan blive mere end vanskeligt for Spotify at tjene store penge via reklamer på et dansk website. I så fald skal de op og blive mere end en nichespiller på markedet.

“Det vil kræve et kæmpe salgsarbejde, og de vil være nødt til at have mange forskellige annoncører,” siger Paw Saxgren.

Kasper Åkerlund, interactive director i mediebureauet Carat, der er et af de største i Skandinavien, ser et godt potentiale i Spotify’s reklamefinansierede model. Blandt andet fordi de satser en del på korte radiospots, der kører indimellem de streamede musikfiler.

Men han siger også, at hvis Spotify skal hente hovedparten af deres indtægt fra gratisversionen, skal de op og ligge på top ti listen over danske onlinemedier. Hvis de skal matche noget, der bare ligner TDC’s betaling til producenter og komponister, skal de op på hente lige så meget, som Facebook tjente i Danmark i 2009. Ifølge Kasper Åkerlund var det tal 46 mio. kroner.

 

Lang næse til kunstnerne?

Både i Norge og Sverige har der i løbet af 2009 været eksempler på, at kunstnerne har fået en meget beskeden check fra Spotify. Det mest omtalte eksempel er fra en afregning tidligt på året via STIM, det svenske svar på KODA, til Lady Gaga. På baggrund af cirka en mio. streams modtog hun 1.150 svenske kroner. Vi taler her om den kunstner, der var den mest lyttede på Spotify’s svenske site.

Spotify’s CEO Daniel Ek siger i et interview med BBC i januar 2010, at de tal, der ligger til grund for Lady Gaga’s afregning sidste år, er forældede. Nu tjener kunstnerne flere penge, antallet af abonnenter er steget, og indtægterne fra reklamer stiger måned for måned.

SAKO Nyheder har spurgt STIM, om kunstnerne nu får flere penge fra Spotify.

“Vi kan bekræfte, at vi har udbetalt cirka en halv mio. kroner i juni 2009 for de første fem måneder af Spotify’s tilstedeværelse – det vil sige fra oktober 2008 til februar 2009. En periode, hvor Spotify endnu ikke havde så mange abonnenter,” siger Susanne Bodin, informationschef hos STIM.

Hun har endnu ikke tal på den næste afregning og kan dermed ikke sige, om der er tale om en markant stigning.

De store pladeselskaber i Sverige har taget imod Spotify med begejstring. Iaugust 2009 udtalte Per Sundin, direktør for Universal Music i Sverige, at pladeselskaberne nu tjener flere penge på Spotify end på iTunes. Om den udvikling er fortsat i opadgående retning, som Daniel Ek har udtalt, vil Per Sundin dog ikke svare direkte på. Men han bekræfter, at det går godt.

“Udviklingen af abonnenter af Spotify i Sverige er gået rigtig godt de seneste måneder. Telia har kørt en stor kampagne, og også Spotify’s applikation på iPhone har stor betydning. Da iPhone-salget eksploderede op til jul, ville alle have den applikation med,” siger Per Sundin til SAKO Nyheder.

“Antallet af abonnenter har absolut stor betydning,” siger han og peger på en meget vigtig grund til, at Spotify er blevet forholdsvis populært i Sverige. Da Spotify gik i luften i efteråret 2008, skete det samtidig med den meget medieomtalte retssag mod Pirate Bay.

“Man kan sige, at Spotify gjorde illegale konsumenter legale,” siger Per Sundin.

Det er umuligt at vriste konkrete tal ud af Spotify, men deres talsmand Jim Butcher siger, at musiktjenesten nu har flere end 250.000 brugere i Europa, og at reklameindtægterne beløber sig til “millions of Euro’s” om måneden.

(Nyhedsbrevet SAKO eksisterede fra juni 2006 frem til foråret 2011 med Martin Blom Hansen som skrivende redaktør. DJBFA besluttede desværre efterfølgende at fjerne artikelarkivet med samtlige artikler. Derfor kan man læse udvalgte hovedhistorier her på Bloms Blog.)

Written by Martin Blom Hansen

Related Posts

0 Kommentarer

Indsend en Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *