(Denne artikel har været publiceret juni 2010 i Nyhedsbrevet SAKO – udgivet af DJBFA.)

Det er sæson for året store jazzfestivaler i København og Århus. Musikerne leverer deres kerneydelser: Improvisation, spontanitet, åbenhed og kreativitet. Jazzmusikere er gjort af det stof, fremtidens danske samfund skal leve af.

Af Martin Blom Hansen

Kan en jazzsolo skabe velstand? Mange hårdtarbejdende jazzmusikere på jagt efter næste tarifjob vil nok svare nej. Selv i den søde sommertid, hvor for eksempel Copenhagen Jazz Festival og Århus Jazz Festival lyser op i jobkalenderen, og hvor den årlige mediebevågenhed på jazz og improvisationsmusik topper.

Men et orkester eller en gruppe af musikere, der jammer, skaber musik i nuet og arbejder med improvisation og spontanitet som udtryk, kan indirekte være nøglen til fremtidens velstand.

Det drejer sig ikke kun om, at kunsten naturligvis har en værdi i sig selv og giver store og uundværlige oplevelser. Ej heller ikke kun om, at oplevelsesøkonomien vokser og skaber mere og mere omsætning. Det handler om, at virksomheder, ledere og medarbejdere skal tage ved lære af kunstnernes måde at arbejde og udtrykke sig på.

En virksomhed eller en virksomhedsleder skal være innovative og se fremad, hvis de skal overleve. Læner de sig for meget op ad fordums succeser eller fortidens måde at gøre tingene på, har de ikke mange chancer. Den moderne virksomhed med den fremsynede leder skal arbejde med kreativitet, spontanitet, improvisation og åbenhed. Det mener Steen Hildebrandt, professor i organisations- og ledelsesteori ved Handelshøjskolen i Århus.

Steen Hildebrandt har skrevet en lang række bøger om ledelse og innovation og holdt sidste år foredraget “Musik og ledelse – en ledelseskoncert” sammen med blandt andre guitaristen Uffe Steen og bassisten og hjerneforskeren Peter Vuust. Her illustrerede han, at “musikalsk sammenspil er samarbejde, improvisation og ledelse.” Han mener, det interessante og væsentlige ligger i begreberne nærvær, improvisation og intuition.

“Jazzimprovisation er jo et eksempel på, at kunstneren er nærværende og fokuseret på sit eget spil, sin egen adfærd og aktivitet. Samtidig ser kunstneren sig som en del af en helhed og har kontakt med de andre kunstnere/musikere. Det er denne bevidsthed og tilstedeværelse både i forhold til sig selv og til andre – og at den relation virker tilbage på ens egen aktivitet – der er det fantastiske ved jazzimprovisation. Jeg mener, ledelsesområdet kan lære meget af det,” siger Steen Hildebrandt.

“Det interessante er, at du er dig selv og skal performe, være aktiv og yde en indsats – samtidig med, at du har en meget klar fornemmelse af, at du er en del af noget større, af en større helhed. En helhed, der er afhængig af dig, og som du er afhængig af.”

Slip kreativiteten løs
Steen Hildebrandt arbejder med et begreb, han kalder for “Best Future Practice”. I stedet for at kopiere det, andre virksomheder gør, og støtte sig til en “best practice”, andre har haft succes med, bør virksomheder og ledere være visionære og give slip på gamle forestillinger om, hvordan verden er skruet sammen.

“Hvis vi altid går i andres fodspor, er vi sikre på at halte bagud,” er en af Hildebrandts rammende one-liners.
Man skal indrette sin virksomhed til hurtigt at kunne omstille sig, og man skal først og fremmest slippe kreativiteten løs både på chefgange og blandt medarbejderne i øvrigt.

Professoren mener, at der er behov for at ruske op i fastlåste forestillinger om vækst, ledelse og kontrol. Teknologi, global konkurrence og samfundsudviklingen i øvrigt gør, at gammeldags rationelle beslutninger ikke længere kan stå alene.
Hvordan skal en leder eller medarbejder lære af kunstnerens måde at arbejde og tænke på?

“Kunstneren har en evne til at træde ind i nye rum, hvor svarene ikke er givet på forhånd, og hvor man er parat til at lade fremtiden tale. Det vil sige lytte til fremtidens behov, se fremtidige muligheder og potentialer i stedet for at være bundet af det, vi gjorde i går, eller de svar og former, vi synes, var rigtig spændende i går. Der kan kunstnerne noget, som vi andre er meget ringere til. Det handler om åbne møder med fremtiden og at lade fremtiden tale til os.”

Forbindelsen kunst og erhverv

I praksis eksisterer der i dag mange projekter, hvor kunstnere indgår direkte i samarbejde med virksomheder. Det DMF-relaterede Artlab har i mange år arbejdet med “Art & Business”, og sidste år lancerede Dansk Artist Forbund uddannelsesprojektet Kunstgreb, der netop fokuserer på at bringe kunstnere og kunstneriske værdier og arbejdsmetoder direkte ind på direktionsgangene.

I Østjylland er projektet Kultuhverv i fuld gang. Det er et treårigt projekt i Horsens, Silkeborg, Viborg og Randers kommuner støttet af Kulturministeriet via en regional kulturaftale. Ideen er at skabe kreative alliancer mellem virksomheder og en række udvalgte kunstnere for at styrke “virksomhedernes innovations- og konkurrenceevne.”

Ifølge projektleder Thorsten Høegsberg Petersen er Kultuhverv foran målsætningen og har 13 projekter i gang i øjeblikket. Målet er minimum 16 projekter i løbet af projektperioden.

Kunstnerne arbejder konkret i virksomhederne med blandt andet markedsføring, produktudvikling og organisationsudvikling. For virksomhederne er det en kreativ vitaminindsprøjtning, og for kunstnerne er det et nyt arbejdsfelt og en ny indtægtsmulighed.

“Via Kultuhverv bliver der skabt mange honorarkroner til de kreative erhverv,” siger Thorsten Høegsberg Petersen.

Unyttig kreativitet nødvendig
De fleste kunstnere vil nok trække lidt i nødbremsen, når der går for meget managementsprog, profitjagt og bundlinjesnak i den. At skabe musik, film, billeder, litteratur og så videre har sjældent noget med en stram rationel tankegang at gøre.

Hvis den kreative drift skal underlægges et krav om nytteværdi og sættes ind i en nytteetisk sammenhæng, bremser man selve den kreative kraft.

På Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen I København har man lanceret det tværfaglige tidsskrift Chara.dk, der tager fat på kreativitet, spontanitet og læring.

Her skriver redaktør Jens Skou Olsen, docent og bassist, i en artikel fra marts 2010 om den kreative krise. Han peger blandt andet på, at tilfældigheder, spontanitet og nytteløshed er grundlæggende nødvendige egenskaber, hvis kreativiteten skal blomstre. Der skal være plads til både “kreativ egennytte” og “kreativ unytte”. Lettere omskrevet kan man sige, at et hold jazzmusikere næppe tænker på profitmaksimering, når de mødes i timelange jamsessions.

Hvordan passer den virkelighed med Steen Hildebrandts ideer om at bringe improvisation og spontanitet ind i virksomhederne?

Som kunstner arbejder man ikke nødvendigvis med nytteværdi. Men en virksomhed er vel hele tiden ansvarligt for, at det man foretager sig, har en nytteværdi. Hvordan skal de to ting spille sammen?

“Det kan kun spille sammen, hvis man hele tiden føler et ansvar. Hvis det indebærer, at ethvert usikkert skridt ind i fremtiden på forhånd afvises, så er du afskåret fra at være kreativ. På den måde må man tale om en ansvarlig form for kreativitet eller innovation, der indebærer, at man kan lave fejl – i betydningen af at udvikle noget, der viser sig ikke at være brugbart. Den risiko er der ved en proces med produktudvikling,” siger Steen Hildebrandt.

Kreative skabende fællesskaber

Hvordan ser den så ud indeni, den der efterspurgte kreative energifyldte størrelse, som for eksempel kan være en gruppe rytmiske musikere og musikskabere?

Det ved Lars Brinck noget om. Han er musiker, komponist, lektor og leder af Forsknings- og Udviklingsenheden på Rytmisk Musikkonservatorium.

Han peger på, at man er nødt til at kigge på den kreative skabelse inden for den rytmiske musik som et socialt fænomen. Det er i mødet mellem musikere, der med en lang række mere eller mindre fælles referencer og musikalsk sprog spiller sammen og skaber ny musik, at det sociale aspekt kommer ind og er helt afgørende.

“Jeg kalder det for kreative, skabende fællesskaber. Rytmisk musik adskiller sig fra en lang række andre kunstforme, og det kommer tydeligst til udtryk under jamsessions. Der er rytmisk musik særlig, for det første ved at være improviseret og spontan, og for det andet ved at være kollektiv,” siger Lars Brinck.

På uddannelsesinstitutionerne inden for den rytmiske musik foregår der naturligvis læring af den kollektive og spontane musikudøvelse og -skabelse. Men Lars Brinck mener, at man ikke udnytter det potentiale, der ligger i den rytmiske musikkultur.

Den rytmiske musiks historie og udvikling er primært foregået uden for etablerede uddannelsesinstitutioner. Så det er naturligt, at der findes talrige interessante “læringsmiljøer”, hvor den kreative proces udfolder sig i fuldt ornat. Et af de mest spændende miljøer finder man i New Orleans. Her har Lars Brinck været på feltarbejde mange gange i forbindelse med sit forskningsprojekt “Building the Groove”, hvor han har interviewet trommeslagere, observeret, spillet og jammet på livet løs. Forskningsprojektet ser på selve musikken, hvordan musikerne oplever musikken, og hvad der skal til for at blive en god jammusiker.

Kunsten at jamme
“Et er at kunne udføre noget bestemt på sit instrument. Noget andet er, hvad der sker i en jam. Her viser min forskning tydeligt, at det i høj grad handler om at bidrage med det relevante i sammenhængen. Det er langtfra ligegyldigt, hvad man byder ind med. Som musiker gør man sig en lang række overvejelser, før man bestemmer sig for, hvad man spiller. Der er nogle helt bestemte færdigheder, som har at gøre med at vælge og at lytte på en bestemt måde,” forklarer Lars Brinck.
Han peger på, at opfattelsen af instrumentale færdigheder er meget tæt knyttet til høremæssige færdigheder og en form for sociale/musikalske færdigheder. Ikke alle dygtige musikere i verden er gode til at jamme.

“Jeg bruger begrebet prioriteret fokus. Dem, der er rigtig gode til at jamme, er rigtig gode til at skifte fokus fra detalje til helhed. De kan i splitsekunder og helt ubesværet bevæge sig op og ned mellem helhed og detalje. Og ubesværet lytte til sig selv, og hvordan det virker i sammenhængen. Det at kunne skifte fokus hele tiden er helt afgørende. Det er en social færdighed, som man med rette kunne interessere sig for og brede ud til andre felter end det musikalske,” siger Lars Brinck.

Et andet forskningsprojekt er under opsejling på Rytmisk Konservatorium, nemlig “Innovative læreprocesser i kreative udviklingsmiljøer”, som blandt andet vil dykke ned i kreative og innovative læreprocesser i autodidakte kunstmiljøer. Altså musikmiljøer uden for de etablerede skoler og undervisningsinstitutioner. Projektet afventer i øjeblikket midler fra Kulturministeriet for at komme videre. Forskningen skal Lars Brinck stå for i samarbejde med musiker, forfatter og studieadjunkt Henrik Marstal og Lene Tanggaard, ph.d. professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet. Lene Tanggaard har netop udgivet bogen “Fornyelsens kunst – at skabe kreativitet i skolen”.

(Nyhedsbrevet SAKO eksisterede fra juni 2006 frem til foråret 2011 med Martin Blom Hansen som skrivende redaktør. DJBFA besluttede desværre efterfølgende at fjerne artikelarkivet med samtlige artikler. Derfor kan man læse udvalgte hovedhistorier her på Bloms Blog.)