Folkemusikkens fyrtårn i randområdet

Posted By Martin Blom Hansen on sep 1, 2010 | 0 comments

Tønder Festivalen er livsvigtig både for folkemusikmiljøet i Danmark og for Tønder og omegn. Det forpligter, viser en ny rapport fra Statens Kunstråd om de danske festivalers betydning og værdi. (Denne artikel har været publiceret september 2010 i Nyhedsbrevet SAKO – udgivet af DJBFA.) Af Martin Blom Hansen Vejret var nådigt, filthattene blev luftet, traditionerne holdt i hævd, Alex Nyborg Madsen sendte direkte på P4, og Prinsesse Marie holdt åbningstalen. Årets Tønder Festival - nu med royal opbakning – forløb på fornemste vis. Hvad der begyndte for 36 år siden som en friluftsfest for glade fiddlere er i dag en absolut afgørende faktor i det danske folkemusikmiljø, en folkefest for tusindvis af mennesker fra ind- og udland samt ikke mindst en guldfugl for kommunen. En rapport fra Copenhagen Business School, CBS, viste for et par år siden, at festivalen genererer små 70 mio. kroner i omsætning i lokalområdet hvert år. Mange tusinde frivillige arbejder med festivalen hvert år, og festivalen skaber livsvigtig branding for byen. Festivalen er et oplevelsesøkonomisk substral, der er med til at sørge for, at den berømte rådne banan, der krummer sig langs Udkantsdanmark, ikke går helt i sort i det sønderjyske. En anden og helt ny rapport fokuserer på den kunstneriske og kulturelle værdi af festivalen. "Analyse af danske musikfestivaler" er udarbejdet af konsulentfirmaet NIRAS Analyse & Strategi med hjælp fra en række eksperter og er iværksat af Statens Kunstråds Musikudvalg. Analysen omhandler alle musikgenrer. Inden for folkemusikgenren er analysen meget klar i mælet: Tønder Festivalen er det absolutte fyrtårn. Naturligvis på grund af sin størrelse, men også på grund af sin evne til at formidle musik i en smal genre på et kunstnerisk højt niveau, skabe rum til nyere og yngre navne og til en vis grad hjælpe vækstlaget frem samt til at fastholde og udvikle et internationalt netværkssamarbejde. Alt sammen sød musik for de statslige bevillingsgivere, der har blikket stift rettet mod begreber som kunstnerisk perspektiv, musikalsk niveau, udvikling og sikring af smalle genrer. Bevillingsgiverne er i denne sammenhæng Statens Kunstråds Musikudvalg, og de vil formodentlig læse rapportens anbefalinger grundigt. Festivaler på støtten Overordnet handler rapporten om, hvordan det danske musikfestivallandskab ser ud, og hvilken betydning festivalerne har for musiklivet. Underforstået: Hvordan gør kunststøtten mest gavn her, og hvilke festivaler skal have støtte? Rapporten anbefaler, at Musikudvalget bruger en række kriterier, når de skal vurdere den enkelte festival. For eksempel om der er et socialt rum omkring musikken, en kunstnerisk linje, plads til nye stilarter og strømninger, eller om man præsenterer musik, der af kunstneriske grunde fortjener opmærksomhed. Det er første gang, en analyse går grundigt til værks og beskriver de danske musikfestivaler. I sig selv interessant og væsentligt, da musikfestivalerne - fra de store rockfestivaler til den lille festival for klassisk eller elektronisk musik - er en meget vigtig del af den danske kultur. Rapporten inddeler festivalerne i syv genrer: Rock, jazz, ny kompositionsmusik, elektronisk musik, klassisk musik, folkemusik og verdensmusik. Rockfestivalerne står for 39 procent af festivalerne og ikke overraskende den største økonomiske omsætning. Derefter følger de klassiske festivaler med 18 procent. På en tredjeplads ligger folkemusikken med 15 procent, og jazzen følger efter med 13 procent. Folkemusikken er en niche, men ganske betydelig i festivalsammenhæng. Der er 13 folkemusikfestivaler regnet med i undersøgelsen, hvor Tønder Festivalen er den største og mest markante. Tønder Festivalen er et glimrende eksempel på en festival, der skal tjene flere herrer. Først og fremmest publikum: Hvordan sikrer festivalen, at de kommer igen til næste år? Dernæst kunstnerne: Kan festivalen få de navne, den gerne vil have, og er der prestige i at optræde på festivalen for kunstnerne? Kunsten og kunststøtten: Leverer de kunst og kultur i så høj karat, at de kan få del i den statslige kunststøtte? Byen, egnen og lokale sponsorer: Er der no'en penge i det? Kan festivalen få kommunal og privat støtte og opretholde en hær af glade frivillige medarbejdere? Kunstnerne og publikum Set fra en kunstnervinkel er Tønder Festivalen en gigant. Flere danske folk- og rootsmusikere peger på, at Tønder Festivalen har en funktion som respektbarometer. For kan man skrive Tønder Festivalen på sit visitkort, giver det respekt og nemmere adgang til job herhjemme og ude i verden. Mange kunstnere har gennem tiden brokket sig over, at det er hundesvært at komme ind i varmen og få job i Tønder. Her ligger politikken dog lige så fast og ufravigelig som afsyngelsen af "Will The Circle Be Unbroken" søndag aften i Telt 1. Standarden er international, den keltiske tradition i højsædet med plads til passende doser cajun, blues, oldtime og singer-songwritere. "En af Tønder Festivalens stærkeste sider er, at vi har holdt fast i vores oprindelige koncept. Vi lader os inspirere og tager nye ting ind, men vi gør det i et tempo, vi kan kontrollere, og så publikum kan lide det," siger Carsten Panduro, kunstnerisk leder af Tønder Festivalen og hovedkraft bag festivalen siden starten i 1974. Runrig-syndromet Danske kunstnere er ikke i overtal på festivalen. Men Carsten Panduro har et godt øje til talentmassen på den danske folk- og rootsscene. Lige som tidligere år har festivalen koblet en masterclass for nye talenter på. I år under navnet String Attached, hvor tyve unge irske og danske musikere arbejder i ugen op til festivalen med en afsluttende koncert sammen med 16 studerende fra folkemusiklinjen på konservatoriet i Odense. En anden tradition blev indført for nogle år siden, nemlig at Niels Hausgaards solooptræden torsdag aften i Kulturhuset er udvidet med en række sangskrivere og upcoming-navne. I år var det den dansk/islandske sangerinde og sangskriver Kajsa Vala, troubadourveteranen Søren Krogh og debutanten Kaspar Vig. Publikum skal ind ad døren, og så kan de få et par knap så kendte navne med for prisen. Det er princippet i Tønder, hvor man køber billet til enkeltkoncerter i de store telte, hallerne, kulturhuset, gymnasiet og så videre. Balancen mellem sikre hit og nye navne er en evig kamp. For slet ikke at snakke om balancen mellem tradition og fornyelse. "Det er nemt nok bare at sige, man gerne vil en hel masse. Men det skal jo betales. Ingen er i tvivl om, hvem der er med til at sikre indtjeningen. En aften med Niels Hausgaard er solgt med det samme, og når jeg sætter Runrig på programmet, er der solgt 2700 billetter inden for to timer. Publikum er glade for det, de kender. De har slet ikke lyst til at blive gjort utrygge," forklarer Carsten Panduro. Backstagebaren er den hellige gral Tom Keller, journalist på det tyske folk-webmagasin FolkWorld, har været på Tønder Festivalen de seneste små ti år. For ham er festivalen unik, fordi den er fokuseret og har volumen, og fordi der er en helt særlig musiker-atmosfære, han ikke møder på de store tyske festivaler. "Backstageteltet, hvor musikerne jammer med hinanden efter koncerterne, er unikt. I Tyskland på de store festivaler er det langt mere upersonligt. Når du kommer som journalist, møder du aldrig kunstnerne. Det gør du her. Halvdelen af musikerne har været her før, de kender hinanden, og her er en meget venlig stemning," siger Tom Keller. Ingen tvivl om, at "Tonder Festival" rangerer som noget af det ypperste, man som international folkemusiker kan opleve. Man får en, ja, kongelig behandling, og man bliver booket til flere gigs hen over weekenden, hvilket betyder, at man ikke behøver at styrte af sted i en tourbus eller mod lufthavnen for at nå det næste job. Man kan til gengæld smutte ned i backstagebaren bag det store Telt 1 og hænge ud sammen med kolleger og venner og jamme til den lyse morgen - hvis man har lyst. Det har de fleste. Vil man forstå, hvad Tønder Festivalen i bund og grund er for en størrelse, er antropologiske studier i backstagebaren ved nattetide - eventuelt suppleret med en Guiness - et helt afgørende første skridt. Backstagebaren er Tønder Festivalens hellige gral. Princippet med at booke kunstnerne flere dage og holde på dem hen over festivalen er ikke til forhandling. "Det giver vi ikke køb på. Det er det, der er hele basis for festivalen," siger Carsten Panduro. Fyrtårn set fra vandtårn Opbakningen fra byen, kommunen og de lokale virksomheder er livsvigtig for festivalen. Det afsluttende pressemøde søndag kl. 12 på festivalen har da også altid dette punkt højt på dagsordenen. Her bliver takket igennem til den store guldmedalje. Omvendt er festivalen livsvigtig for byen, kommunen og de lokale virksomheder. I den nye oplevelsesøkonomi skal danske provinsbyer kæmpe om opmærksomheden og have nogle gode kort at spille i det store branding-spil. Borgmester Laurids Rudebeck (V) er helt på det rene med festivalens betydning. "Tønder Kommune betragter Tønder Festivalen som et af vores helt store kulturfyrtårne. Vi investerer i festivalen for at sikre, at den har et økonomisk fundament. Der er penge i festivalen, og det kræver penge at drive den. Det er en stor forretning," siger han. Den kommunale økonomi er stram lige i øjeblikket, og Tønder skal som alle andre kommuner spare. "Ingen områder er fredet, heller ikke Tønder Festivalen. Men som borgmester har jeg den holdning, at kommunen skal udvikle sig, og så finder vi også penge til udviklingsprojekter," siger Laurids Rudebeck. Carsten Panduro understreger, at kommunen er en rigtig god medspiller, men at festivalen hele tiden arbejder på at hente mere støtte fra mange kilder - både økonomisk og på anden vis. I år havde festivalen inviteret borgmestrene fra de omkringliggende kommuner til et arrangement, hvor de kunne høre mere om festivalen og betragte hele festivalområdet fra vandtårnet i Tønder. "Vi skal hele tiden fortælle historien om festivalen, så folk ved, hvad vi går og laver. Det er vigtigt, at man hernede er villige til at satse på festivalen. Man skal ikke lave et fyrtårn om til fyrfadslys. Man bliver nødt til at satse, og det koster noget," siger Carsten Panduro.   (Nyhedsbrevet SAKO eksisterede fra juni 2006 frem til foråret 2011 med Martin Blom Hansen som skrivende redaktør. DJBFA besluttede desværre efterfølgende at fjerne artikelarkivet med samtlige artikler. Derfor kan man læse udvalgte hovedhistorier her på Bloms Blog.)