(Denne artikel har været publiceret september 2010 i Nyhedsbrevet SAKO – udgivet af DJBFA.)

Regeringen hylder de kreative erhverv som det, Danmark skal leve af i fremtiden. Samtidig skærer man af sparehensyn ned på kultur- og kunststøtten.

Af Martin Blom Hansen

Hvordan går det med de danske kulturminder på de Vestindiske Øer? Hvis nogen skulle have glemt det, var et af Dansk Folkepartis aftryk på sidste års finanslov, at der blev afsat 5,5 mio. kroner årligt de kommende fire år til at forbedre kendskabet til kulturelle minder på de Dansk-Vestindiske Øer.

Om regeringen også i år vil forhandle finansloven på plads med Dansk Folkeparti er stadig et åbent spørgsmål. DF er i hvert fald klar med et forslag, når forhandlingerne går ind i den afgørende fase. Her svigter partiet ikke sin værdipolitiske linje og sin kærlighed til den såkaldte danske kulturarv. Forslaget er et “Nationalt videnscenter for historie og kulturarvsformidling”, der skal placeres i Jelling. Det vil koste 10 mio. kroner årligt at drive, og ifølge Kristeligt Dagblad ønsker DF som en del af begrundelsen for centret, at danske folkeskolelærere skal være primære kunder og efteruddannes i dansk historie og danske værdier.

“Ren symbolpolitik,” mener Pernille Frahm, kulturordfører for SF, som ikke vil blive forbavset, hvis forslaget ender som en del af en finanslovsaftale mellem regeringen og dens støtteparti.

Måske en meget realistisk forudsigelse, for Rasmus Jarlov, kulturordfører hos De Konservative, er ret begejstret.

“Det er et glimrende forslag. Det kunne jeg godt se blive til noget. For os i De Konservative er det meget vigtigt, at vi værner om den danske kulturarv,” siger den konservative kulturordfører.

Man må prioritere
Fakta er dog, at regeringens aktuelle finanslovsforslag på ryggen af den berygtede genopretningsplan indeholder skrappe besparelser på langt over 100 mio. kroner på kulturområdet. Det er ifølge Rasmus Jarlov helt nødvendigt, at alle områder – også kulturen – skal bidrage med besparelser. Men det skal ikke forhindre, “at nye gode initiativer bliver sat i gang,” som han udtrykker det.

“Selv om der bliver sparet, er det jo ikke sådan, at vi ikke kan foretage nye ting inden for kulturområdet. Det kræver selvfølgelig en omprioritering, og at man kan finde pengene et andet sted,” siger Rasmus Jarlov.

Kunstnerne må bøde
10 mio. kroner for et videnscenter om dansk kulturarv kan forekomme som småpenge i det samlede finanslovsforslag, der arbejder med tal i milliardstørrelsen. Men ser man isoleret på kulturområdet, er det værd at bemærke, at regeringens finanslovsforslag – ifølge nyhedsbrevet Søndag Aften – opererer med besparelser for skabende og udøvende kunstnere på 18 mio. kroner i 2011. Her er for eksempel biblioteksafgiften i spil. Musikkens kunstnere modtager 5,7 mio. kroner årligt i biblioteksafgift. Et beløb, der kunne trænge til en opjustering, da musikudlånet er steget voldsomt. Det kan dog ikke komme på tale, har regeringen meldt ud. Der skal spares.

Men hvis den konservative kulturordførers ord står til troende, har klarinetten altså en anden lyd, når et forslag fra DF om styrkelse af den danske kulturarv kommer på bordet.

Oppositionen lover flere penge
Hvor regeringens oplæg til finansloven skærer i kulturen, indeholder S og SF’s finanslovsforslag derimod 100 mio. kroner ekstra til kulturområdet i 2011 og i alt 395 mio. kroner over de næste fire år. Herunder flere penge til fagudvalgene under Statens Kunstråd og en bedre sikring af kunstnernes vilkår.

Pernille Frahm, SF, siger om kulturoplægget set i forhold til Dansk Folkepartis nævnte forslag:

“DF kører symbolpolitik, og det kan man sige, vi også gør. Vi gør det tydeligt, hvilken kulturpolitik, vi tænker på, og DF gør det tydeligt, hvad de vil have. De har et statisk kultursyn, SF har et dynamisk kultursyn. Selvfølgelig skal vi passe på vores fortidsminder. Men for os er kultur i høj grad noget, der kræver udvikling, giver udvikling og fremprovokerer udvikling.”

Er det også en valgkamp og en værdikamp, hvor I tydeligt markerer, at I er på kunstnernes side?

“Synet på kulturen er ikke opfundet til lejligheden. Det er noget, vi har markeret undervejs i vores prioriteringer, når der skal drøftes finanslov – hver eneste gang,” siger Pernille Frahm.

Konservativt skifte
På Musikzonens store konference “Musik som middel til vækst” 2. september 2010 i Børssalen slog Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen fast, at Danmark ikke længere kan leve af skibsværfter og industriproduktion. Fremover skal vi satse på oplevelsesøkonomien – herunder ikke mindst musikken, der er et godt brand for Danmark. Koblingen mellem kultur og erhverv var et af Brian Mikkelsens kerneområder i sin tid som kulturminister. Blandt andet formidlede Brian Mikkelsen som kulturminister flere millioner til en storstilet satsning på Midem-messen i Cannes i 2004. Han skabte også den såkaldte pladeproduktionspulje i 2006, der via musikudvalget under Statens Kunstråd fordelte i alt 12 mio. kroner – herunder store beløb til udgivelser på de store etablerede pladeselskaber.

Brian Mikkelsens mærkesag med at sparke liv i musikken og danske bands med hit- og eksportpotentiale ud over grænsen befinder sig tilsyneladende ikke længere på De Konservatives kulturpolitiske topti-liste.

“For mig og mit parti handler kulturpolitik ikke primært om at støtte fremtidens vækst. Vi betragter kulturen som en værdi i sig selv og ikke som en del af vores erhvervspolitik. Vi har et økonomi- og erhvervsministerium til at føre erhvervspolitik og et kulturministerium til at føre kulturpolitik. De to ting er ikke det samme,” siger kulturordfører Rasmus Jarlov og fortsætter:

“Kulturpolitikken er ikke et kapløb om, hvilke dele af kulturlivet der er mest kommercielt interessante. Jeg kan ikke se formålet med at give offentlige kroner til ting, der godt kan klare sig på det kommercielle marked. Offentlig støtte har en berettigelse til det, der ikke kan klare sig kommercielt.”

Rapport ser på støttesystemet
At den offentlige kunststøtte skal gå til kunsten for kunstens egen skyld kunne godt være en undertitel på den netop offentliggjorte rapport “Spændvidder – om kunst og kunstpolitik” (pdf) med professor Jørgen Langsted, Institut for Æstetiske Fag på Aarhus Universitet, som redaktør. Rapporten er iværksat af Statens Kunstråd og beskriver tendenser i kunsten, kulturvaner, uddannelse, erhvervsliv og publikum. Samt nok så væsentligt kunststøtten og kunstpolitikken, og om den nuværende støttestruktur trænger til fornyelse.

Mads Øvlisen, formand for Statens Kunstråd, har med vanlig sans for medie-appeal og timing været ude og tale for nytænkning af kunststøtten, så den i højere grad er i tråd med den teknologiske udvikling og tidens genrekrydsende kunstprojekter.

I forbindelse med en anden trend i tiden, nemlig begejstringen for oplevelsesøkonomiens velsignelser og fremtidshåb, har rapporten et par interessante pointer. Den tager os med tilbage til 80’erne og 90’erne, hvor begrebet kulturøkonomi var på mode. Det handlede om at betragte støtte til kultur som investeringer, der kom flerfold tilbage via publikums forbrug ud over selve kulturoplevelsen. For eksempel transport, restaurant, shopping og så videre. Rapporten bruger en undersøgelse om Musikhuset Aarhus som eksempel, hvor tallene viste, at de afledte indtægter var langt større end den offentlige støtte til Musikhuset. Rapporten stiller så det retoriske spørgsmål: Hvis Musikhuset Århus var så god en ide og gav så mange økonomiske sidegevinster, hvorfor opførte man så ikke tre eller fire musikhuse yderligere?

Rapporten sammenligner kulturøkonomi-glæden med nutidens fascination af oplevelsesøkonomien og advarer mod at lade “kunsten underordne sig samfundsmæssige eller markedsmæssige funktioner og formål.” Der skal derimod skabes plads, så kunsten bevares som “et alternativt refleksionsrum.”

Under afsnittet “Hvorfor kunstpolitik?” i rapporten er der følgende passus, der måske burde sendes som sms-besked til alle politikere:

“Paradokset i en kunstpolitik i det moderne samfund er, at den er en del af den åndelige velfærdspolitik, men at dens opgave ikke handler om fred og ro og tryghed, men om at sikre uro, forandring og spørgsmål. Velfærden består ikke i åndeligt vellevned, men i opbrud med overleverede betydninger, sansninger og tænkemåder.”

(Nyhedsbrevet SAKO eksisterede fra juni 2006 frem til foråret 2011 med Martin Blom Hansen som skrivende redaktør. DJBFA besluttede desværre efterfølgende at fjerne artikelarkivet med samtlige artikler. Derfor kan man læse udvalgte hovedhistorier her på Bloms Blog.)