Forslag om én samlet genreorganisation

af Martin Blom Hansen | nov 8, 2010 | Journalistik, Kulturpolitik, Musik, Nyhedsbrevet SAKO - arkiv, Teknologi | 0 kommentarer

(Denne artikel har været publiceret november 2010 i Nyhedsbrevet SAKO – udgivet af DJBFA.)

En arbejdsgruppe under Statens Kunstråds Musikudvalg anbefaler at slå rock, jazz, folk, world og ny kompositionsmusik sammen i en stor genreorganisation.

Af Martin Blom Hansen
Statens_Kunstraad_smallAlt efter temperament kan man kalde det enten centralisering eller stordriftsfordele. Tidligere i år nedsatte Statens Kunstråds Musikudvalg en arbejdsgruppe, der skulle give de bedst mulige svar på, hvordan man fremover kan styrke den rytmiske musik i Danmark. Arbejdsgruppen har nu opsat ti overordnede anbefalinger, og en af de mest omfattende er ønsket om én samlet genreorganisation.

Ambitionen er blandt andet at øge netværkssamarbejde og videndeling mellem genrerne, lette det administrative arbejde ved kun at have én enhed og få en mere professionel styring i toppen

Hvis anbefalingen bliver til virkelighed, vil det betyde, at Dansk Rocksamråd (ROSA), JazzDanmark, Folkemusikkens Fælles Sekretariat (FFS), World Music Denmark og SNYK (genreorganisationen for ny kunstmusik og lydkunst) bliver slået sammen i en enhed med en bestyrelse og ledelse ved indgangen af 2013.

Men samtidig lyder det i anbefalingerne, at man vil være til stede fysisk både i øst og vest i Danmark, at man vil “etablere fire genrefaglige enheder med hver sin faglige leder, og at de fire genreenheder skal kunne nedsætte relevante faglige udvalg.” Man understreger vigtigheden af at holde fast i de nuværende organisationers særpræg og faglighed.

Det lyder som om, man både vil noget nyt og samtidig bevare det nuværende?

Giordano Bellincampi, formand for Statens Kunstråds Musikudvalg, der ikke har siddet med i selve arbejdsgruppen, mener, at forslaget kræver en grundig snak med mange aktører og først og fremmest de enkelte genreorganisationer.

“Jeg læser oplægget som om, der er brug for en større koordinering og en styrkelse af de administrative driftsmæssige evner, og at det samtidig også vil give en rationalisering.”

Men at være fysisk til stede i øst og vest, have faglige enheder med hver sin leder samt diverse faglige udvalg – plus overordnet ledelse – lyder dyrt?

Øh… jeg ved ikke om det lyder dyrt i forhold til i dag. Jeg læser det ikke som om, man vil bruge færre penge, men at kunne opkvalificere arbejdet. Jeg tror, der er behov for at diskutere mere igennem, hvilket mål man konkret har med det. Som arbejdsgruppen også skriver, er det vigtigt at bevare kontakten til de enkelte genrers særpræg, de frivilliges arbejde, vækstlagene og så videre. Det er meget vigtigt at man ikke fjerner sig fra ånden i de enkelte organisationer,” siger Giordano Bellincampi.

Blandt de øvrige anbefalinger fra arbejdsgruppen er:

• En forøgelse af tilskuddet til de rytmiske spillesteder på 40 mio. kroner årligt – herunder etableringen af et nationalt udviklingslaboratorium. En nationalscene for rytmisk musik, som tidligere har været på tapetet, vil arbejdsgruppen ikke prioritere.

• Forøgelse af tilskuddet til koncerter for skoleelever.

• Musiklivets aktører skal fremme den kulturelle mangfoldighed i den rytmiske musik.

• Støtten til festivaler og koncertarrangører skal være mere udviklingsorienteret, som det hedder. Det vil sige mere støtte til det nyskabende og kunstnerisk udfordrende og til talentudvikling i vækstlag og smallere genrer.

Musikudvalget mødes 22. november med repræsentanter fra det rytmiske musikliv i Danmark for at diskutere anbefalingerne.

Arbejdsgruppen består af: Leif Skov og Steen Jørgensen fra Statens Kunstråds Musikudvalg, Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund, Astrid Elbek, udviklingsleder ved Det Jyske Musikkonservatorium, og Jakob Brixvold, sekretariatschef for Spillesteder.dk.

(Nyhedsbrevet SAKO eksisterede fra juni 2006 frem til foråret 2011 med Martin Blom Hansen som skrivende redaktør. DJBFA besluttede desværre efterfølgende at fjerne artikelarkivet med samtlige artikler. Derfor kan man læse udvalgte hovedhistorier her på Bloms Blog.)

Written by Martin Blom Hansen

Related Posts

0 Kommentarer

Indsend en Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *