(Denne artikel har været publiceret november 2010 i Nyhedsbrevet SAKO – udgivet af DJBFA.)

Sort på hvidt: Musik som undervisningsfag oplever en nedtur af voldsomme dimensioner og er især de seneste ti år skåret hårdt ned. “Hele vores musikkultur er i spil,” påpeger forsker bag ny rapport.

Af Martin Blom Hansen

Faget musik har historisk ringe vilkår i folkeskolen og i gymnasiet, og uddannelsen af musiklærere på lærer- og pædagogseminarierne gisper efter vejret for at overleve.

Musik som alment dannelsesfag, elevernes grundlæggende musikforståelse og evne til noget så simpelt som at synge er i farezonen. Der skal gøres noget. Nu. Ellers går det ud over hele musikkulturen – ikke blot fødekæden af musikere, komponister og så videre, men også fremtidens publikum.

En ny rapport med den alvorstunge titel “Musikfag i undervisning og uddannelse: Status og Perspektiv 2010” viser i tørre tal, at musikundervisningen er i en sølle forfatning. Her er blot et uddrag af fakta:

• Antallet af undervisningstimer i musik i folkeskolen er faldet med 25 procent.

• Halvdelen af landets folkeskoler lever ikke op til det anbefalede timetal for musik.

• Færre og færre seminarier udbyder musik som fag, og antallet af lærerstuderende med musik som linjefag er siden 2007 faldet med 50 procent.

• Musikundervisningen på pædagoguddannelserne er faldet med næsten 80 procent siden midten af 80’erne.

• På gymnasierne – som følge af gymnasiereformen – ændrede man i 2005 musik fra at være et fællesfag til et valgfag. Nu vælger blot 29 procent af gymnasieeleverne musik. Eller sagt på en anden måde: Knap tre fjerdedele af danske gymnasieelever får ikke musik som alment dannelsesfag.

• Efter- og videreuddannelse for især folkeskolelærere er forringet. I 1986 blev der på landsplan givet 2.750 musikkursustimer på dette område. I 2008 er tallet 150 kursustimer.

Grund til alarm
Med sans for god timing blev rapporten offentliggjort på den 10. udgave af Spil Dansk Dagen 28. oktober 2010. Det skete ved en mini-konference på Borups Højskole med overskriften “Hvad skal vi med musikundervisningen?” arrangeret af Folkeskolens Musiklærerforening, Dansk Musikpædagogisk Forening og Gymnasieskolernes Musiklærerforening.

Et indbudt panel bestående af blandt andre Bertel Krarup, rektor for Det kgl. Danske Musikkonservatorium, og Troels Christensen, Venstres altid mødeklare kulturordfører, gik ombord i emnet og luftede i den indledende runde en grundlæggende optimisme på musikken vegne.

Diskussionen kom langsomt i gang, og fra nogle af salens fremmødte gymnasielærere lød små skarpe skud mod tingenes tilstand. Men debatten holdt sig pæn og nydelig, og det kunne undre, når nu rapporten om musikfagets status anno 2010 i Danmark indeholder så meget sprængkraft.

Dog var bifaldet tordnende højt, da Frede V. Nielsen, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og manden bag rapporten, havde præsenteret værket.

I rapporten skriver han blandt andet:

“Uanset hvordan man tolker udviklingen, forekommer det at være evident, at musikfaget i undervisning og uddannelse står ved en skillevej, hvis det skal bevare og udvikle sin faglige identitet på en for faget troværdig måde. I et videre perspektiv er det hele vores musikkultur, der er i spil.”

Dannelsen der forsvandt
Det er en rapport for fagfolk skrevet af fagfolk med Frede V. Nielsen som redaktør. Noget med musikpædagogik, timetal, didaktik og den slags, og hvorfor er det nu så interessant, hvis man er professionel musiker og sangskriver eller har opdaget musikkens væsen, uden at en folkeskolelærer stod og docerede oppe ved tavlen?

Måske netop fordi rapporten også er en interessant beskrivelse af en samfundsudvikling, hvor musik er blevet en forbrugsvare frem for en dannelsesrejse. Det er tankevækkende, at musikfaget er røget så langt ned ad rangstigen, når nu så mange spiller musik i dette land, både professionelt og på amatørbasis, når tusindvis stiller op til talentshows på tv, og når musikken bliver besunget som eksportvare og vækstmotor i oplevelsessamfundet.

Frede V. Nielsen peger på, at der er sket et skred fra det, han kalder en dannelsesdiskurs til en markedsdiskurs. Det vil sige, at hvor musik førhen var en del af opdragelsen og den almene dannelse, er den i dag i høj grad flyttet over som forbrugsgode i et oplevelsesorienteret samfund.

“Mange yngre generationer er ensidigt eksponerede mod en populærkultur, der er synlig i medierne. De har aldrig haft morgensang og musik i folkeskolen på samme måde som tidligere generationer og har måske aldrig stiftet bekendtskab med klassisk musik, eller musik der kræver lidt mere fordybelse,” forklarer Frede V. Nielsen til Nyhedsbrevet SAKO.

Frit-valg-samfundet
Flere faktorer er årsag til musikfagets deroute.

Dels har der været stort fokus på intellektuelle fag som dansk og matematik og så videre på grund af PISA-undersøgelserne og ønsket om at kunne måle elevernes indlæring. Det har sat de kunstneriske fag på bagerste række.

Dels er der sket en tiltagende akademisering i uddannelsessystemet. Det er gået ud over den basale sang- og instrumentundervisning hos for eksempel studerende på pædagog- og lærerseminarierne.

Og dels er der den såkaldte fagdidaktiske synsvinkel. Altså hvordan selve undervisningen er skruet sammen. Lærerens kompetence er skubbet til side, eleven skal tage ansvar for egen læring, og læreren bliver i højere grad coach og vejleder.

Forbrugeren skal have frit valg, lyder det ofte. Ligger den tænkning også til grund for ønsket om, at eleven skal vælge musik til og ikke have det som obligatorisk fag?

“Ja, det er et led i en negativ fragmentering af vores kultur. Man kan ikke nå det hele, og man må vælge selv. Men det er også et udtryk for, at vi har svært ved at udlægge de fælles værdier – når de bliver forskellige.”

Frede V. Nielsen mener også, der er tale om markedstænkning, når man begynder at argumentere for kunstfag i for eksempel i gymnasiet, fordi kunstfag kan gøre eleven bedre i andre fag – sprog, naturvidenskab og så videre.

“Det er efter min mening en fejl at læne sig op ad oplevelsesøkonomiske argumenter,” siger han.

Medvind i 80’erne og strid modvind i dag
Rapporten ser på udviklingen af musikfaget fra omkring 1970 og frem til i dag. Musikfagets placering har på mange måder fulgt den mere generelle samfundsudvikling og de trends, der har været gældende.

Frede V. Nielsen nævner en række eksempler:

I 1970 indførte man de faglig-pædagogiske uddannelser på Danmarks Lærerhøjskole, Rytmisk Musikkonservatorium blev oprettet i 1986, Danmark fik en musikskolelov i 1991.

Musikken blev prioriteret i uddannelsessystemet. Der var midler til solid efteruddannelse af musiklærere i folkeskolen, for eksempel. Frede V. Nielsen forklarer, at mange musiklærere kunne få en såkaldt “vikarportion” og få et helt års efteruddannelse i musik.

Men så kom massakren. Først i 1997, hvor musik forsvandt fra første del af uddannelsen. Det medførte, at undervisningsmængden blev reduceret med 33 procent.

Så kom den nye læreruddannelseslov i 2006, som halverede antallet af linjefagsstuderende.

“En række seminarier udbyder slet ikke musik. Vi er meget tæt på, at man øst for Storebælt kun kan læse musik i København,” påpeger Frede V. Nielsen.

Hvis forholdene for de lærerstuderende er slemme, er tallene for pædagoguddannelserne ren rædselslæsning, mener professoren. I 80’erne var der liv og glade dage i musiklokalerne på pædagoguddannelserne – som beskrevet i indledningen. Dengang havde alle studerende obligatorisk musik.

“Den obligatoriske musikundervisning på pædagoguddannelserne i 80’erne overstiger langt den musikundervisning, der nu udbydes på linjefag. For eksempel modtog en studerende på Kolding Pædagogseminarium i 80’erne 132 musiklektioner på obligatorisk niveau. I dag modtager en linjefagsstuderende på samme seminarium cirka 58 lektioner,” beretter Frede V. Nielsen.

Han mener, at ændringerne i pædagoguddannelsen, gymnasiereformen i 2005 og den nye læreruddannelseslov i 2006 har haft afgørende indflydelse på musikfagets situation. Det er et spørgsmål om, hvilken struktur uddannelserne har. Men det er i høj grad også et spørgsmål om økonomi.

 

“Musikfaget i undervisning og uddannelse: Status og Perspektiv 2010”

Redaktion: Frede V. Nielsen.

Øvrige bidragsydere: Finn Holst, Signe Adrian, Søren Bechmann, Mikkel Snorre Wilms Boysen, Svend-Erik Holgersen, Steen Lembcke, Claus Levinsen, Peder Kaj Pedersen, Frederik Pio.

Læs rapporten her

(Nyhedsbrevet SAKO eksisterede fra juni 2006 frem til foråret 2011 med Martin Blom Hansen som skrivende redaktør. DJBFA besluttede desværre efterfølgende at fjerne artikelarkivet med samtlige artikler. Derfor kan man læse udvalgte hovedhistorier her på Bloms Blog.)