Folkemusikkens Fælles Sekretariat lukker

af Martin Blom Hansen | dec 3, 2010 | Journalistik, Kulturpolitik, Musik, Nyhedsbrevet SAKO - arkiv, Teknologi | 0 kommentarer

(Denne artikel har været publiceret december 2010 i Nyhedsbrevet SAKO – udgivet af DJBFA.)

Statens Kunstråds Musikudvalg stopper tilskuddet til genreorganisationen FFS, Folkemusikkens Fælles Sekretariat.

Af Martin Blom Hansen

Trods hårde minusgrader over hele landet har de kulturpolitiske vandrør ikke været frosset til, og rygterne om FFS’s fremtid er løbet hastigt af sted den senere tid. Nu er det så ganske vist: Folkemusikkens Fælles Sekretariat lukker og slukker ved udgangen af 2010, fordi Statens Kunstråds Musikudvalg har valgt at stoppe tilskuddet til den kriseramte genreorganisation.

FFS meddelte 26. november, at de har modtaget opsigelsen af tilskuddet fra Musikudvalget. Med beklagelse, selv om det var forventet. For sekretariatet på FFS har de senere år været hårdt ramt af sygemeldinger og manglende styr på økonomien.

Et lederskifte i sekretariatet i starten af 2010 gav ikke den forventede stabilisering efter en organisatorisk turbulent periode året forinden.

“Selv om den nye bestyrelse faktuelt har fået greb om økonomien, og at den del nu peger i den rigtige retning, så har fornyede sygemeldinger på kontoret bekræftet et billede hos musikudvalget af mangelfuld forvaltning og opgavevaretagelse. Selv om bestyrelsen ikke er enig i musikudvalgets vurderinger, erkender bestyrelsen, at der har været opgaver, som ikke er løst,” skriver Helge Arildsø, bestyrelsesformand i FFS, i en pressemeddelelse.

Musikudvalget havde ellers formelt offentliggjort tilskud til FFS for 2011 på 2,7 mio. kroner i forbindelse med den årlige hoveduddeling af støtte. Beslutningen om at stoppe tilskuddet betyder, at FFS’ kontor lukker, og at alle aktiviteter sættes på stand by. FFS er en selvejende institution, og et kommende årsmøde skal tage stilling til organisationens fremtid.

En af bestyrelsens vigtige opgaver bliver nu at tale med Statens Kunstråds Musikudvalg om, hvordan og under hvilken form de afsatte midler til folkemusikområdet skal anvendes. Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at en ny rapport fra en arbejdsgruppe under Musikudvalget har foreslået, at man fremover bør slå de fem genreorganisationer sammen i én enhed.

FFS var netop flyttet ind i nye lokaler i forbindelse med det nye produktionscenter for rytmisk musik i Århus.

(Nyhedsbrevet SAKO eksisterede fra juni 2006 frem til foråret 2011 med Martin Blom Hansen som skrivende redaktør. DJBFA besluttede desværre efterfølgende at fjerne artikelarkivet med samtlige artikler. Derfor kan man læse udvalgte hovedhistorier her på Bloms Blog.)

Written by Martin Blom Hansen

Related Posts

0 Kommentarer

Indsend en Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *