Jeg tilstår: Min blog har været ringe opdateret hen over sommeren. Man skulle ellers tro, der havde været tid nok til den slags indendørs sysler med alt det regnvejr. Men åbenbart ikke. 🙂
Lige nu er der god gang i mange projekter – på den journalistiske front, arbejdet frem mod dette års Ken Gudman Prisfest – det bliver en stor aften med cellisten og sangskriveren Cæcilie Trier som prismodtager og med blandt andre Choir of Young Believers, Chimes & Bells, Marie Fisker, Young Flowers Reunion og Røde Mor, sørme, på scenen. Det er i Amager Bio søndag 9. oktober. Gå ikke glip af det!
Der sker også meget med min egen musik. Dels i Surrounded By Birds, og dels med mit soloprojekt, hvor en masse nye sange er dukket op og er blevet skrevet. De nægter at gå væk… men vil have opmærksomhed. Så de bliver spillet og meget snart indspillet. Jeg skal spille en del af de nye sange til en roots & blues-aften i Egtved Musikklub 23. september, hvor jeg deler scenen med Perry Stenbäck og hans trio. Det glæder jeg mig meget til! Håber meget snart at kunne lægge et par numre ud…



0 Kommentarer