Blues dømt ude af DMA

I år er Danish Music Awards atter opdelt i genrer. Den store pop- og rockfest er tilbage på tv-skærmen, og jazz, folk og world holder mindre selvstændige arrangementer. Men bluesmusikken og en række andre genrer er ikke inviteret med til nogle af festerne.  Sidste år var Danish Music Award, DMA, den store forbrødringsfest mellem alle genrer. Det skortede ikke på tilkendegivelser om, at det var alle tiders, at man nu kunne mødes på kryds og tværs, og vi spiller jo alle sammen musik… og så videre. Det var også sidste år, at DMA's status var nede og vende, ingen TV dækning, ingen Myspace dækning, som blev forsøgt i 2009, og ingen særskilt DMA Folk i Tønderhal 1, som ellers havde været en tradition i årevis. Hele det ret omfangsrige show blev presset ind i Bremen, hvor man gnubbede sig mellem popstjerner, violinspillere, jazznørder og rockhipstere. Men i år er DMA atter splittet op i genrerne. Det store DMA finder sted lørdag 5. november i Forum. TV2 sender live med Anders Lund Madsen og Anders Breinholt som værter. Spotify er medsponsor, så der er signaleret up to date og frem i vognen med dansk musik. Jazzen hygger sig samme aften i mere ydmyge rammer, passende for en genre, der trives bedst så tæt på som muligt, i Huset i Magstræde. Verdensmusikken er på Global 3. november, også en lille afgrænset fest for menigheden. Det samme gælder folkemusikken, der holder DMA lørdag 29. oktober - midt under Womex - ved en sen eftermiddagsseance på Aveny T. Antallet af kategorier er vokset ved det store DMA, hvor der i år er 19 i alt. Jazzfolket har seks, verdensmusikken tre, og folkemusikken fire. Man skulle måske mene, at når nu man deler det op igen i særskilte genrer, der fester hver for sig, kunne man gøre plads til nogle af de genrer, der sidste år glimrede ved deres fravær. Tidligere var der plads til dansktop, som er helt ude. Og hvis man skal analysere den danske musikscene med udgivelser, bands, festivaler og aktiviteter, så er det især forstemmende, at blues, country og rootsbaserede singer/songwritere er dømt helt ude. Electronica, metal, folktronica… og diverse undergenrer lige så. Det er især bluesgenren, der må stå med røven bar. Tidligere var der en særlig blueskategori ved DMA Folk i Tønder Det gav mulighed for at sætte spot på nogle af de åbenlyse talenter, som har valgt at lade bluesmusikken være deres udtryksform. Vi nævner i flæng: Mike Andersen, Shades of Blue, Ole Frimer, HP Lange, Troels Jensen, Alain Apaloo, Thorbjørn Risager, Tim Lothar… og mange flere. Jo, vel var der mange kategorier ved DMA Folk i Tønder tidligere. Også for mange. Og der var indimellem en lidt tung odør af selvhøjtidelighed over seancen. Men hvorfor man nu vælger kun at have fire kategorier, der udelukkende handler om den traditionelle danske folkemusik eller det, der er udsprunget deraf, kan man undre sig over. For det er jo ikke sådan, at den danske bluesscene er forsvundet. Tværtimod, den er særdeles levende. Der er masser at musikere, talenter, udgivelser og publikum. Tag ud i det danske spillestedslandskab og tjek det. Argumentet er næppe, at bluesmusikken herhjemme blot er reproducerende, bagudskuende, stillestående og uden drive og innovation og ikke har kunstnerisk højde til at komme med til en af prisfesterne. Det vil være meget vanskeligt at føre sag på det synspunkt - og samtidig hævde, at de samme anklager ikke kunne stilles over for talrige andre genrer. Næh, forklaringen er nok nærmere den simple, at bluesmiljøet i Danmark ikke har en stærk organisation eller et par fuldtidsansatte personer til at sætte sig igennem i de fora, hvor der tages beslutninger. Der er ingen toptrænede blueslobbyister, simpelthen. Bluesmiljøet er ikke stort. Men det er folkemusikmiljøet heller ikke. Eller verdensmusikmiljøet. At der rent faktisk er tale om forskellige miljøer, er et faktum. Og det handler også om alt muligt andet end lige præcis musikkens kvalitet. Det handler om identitet, venskaber, veneration for en bestemt genre… og givetvis også om særinteresser og fastholdelse af bevillinger til "vores område". Jo for pokker, bluesmiljøet herhjemme har - trods umådeligt mange store musikalske talenter - også en klar tendens til at lukke sig om sig selv og være en lille klub af blues-afficinados. Musikelskere med hang til andre genrer kan nok hurtigt blive lidt trætte i ansigtet, hvis de gang på gang til bluesarrangementer møder en flok hardcore Walter Trout-tilhængere, der bare ikke kan få nok af den fede tråd. Eller skal høre det samme Muddy Waters-nummer igen og igen. Men det er jo netop en kliche. Og bluesmusikken er langt mere end en kliche, og mange både modne og unge musikere har virkelig meget at byde på her. En årlig pris er sgu ikke for meget. Hvorfor behandle bluesmusikken som røven af fjerde division? Den skal da med til festen. Det kræver to ting: En langt større åbenhed udadtil og innovationslyst fra bluesmiljøets side. Og en langt større åbenhed og invitationslyst fra de beslutningstagere, der som repræsentanter for de øvrige genrer og musikbranchen sidder ved mødebordene.
Share This Post On

Submit a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *