Bogen er ankommet!
Posted By Martin Blom Hansen on sep 9, 2012 |
Har lige siddet med bogen i hånden, den er på 272 sider, indeholder cirka 500 billeder og masser af historier - og den vejer knap 1,7 kilo. Bogen ”BEAT mm – Jørgen Angels fotografier 1966-1983”udkommer 21. september 2012 samtidig med åbningen af en udstilling af samme navn i Den Gamle By i Aarhus. Det er også Den Gamle By, der står bag bogudgivelsen. Den bog, jeg har den store fornøjelse at være forfatter til.
Nu er den her, resultatet af mange, mange måneders arbejde i tæt samarbejde med bogens hovedperson, Jørgen Angel. En stor tak til Jørgen for samarbejdet, der har omfattet utallige interview-sessions, samtaler om billeder, udvælgelse, tid, sted, omstændigheder... og mange supplerende telefon- og skypesamtaler.
Her er mere info fra pressemeddelsen:
Led Zeppelins verdenspremiere i Gladsaxe, Alice Cooper på sexklub, hjemme hos John Entwistle og backstage efter Gasolin’s sidste koncert. Blot et lille udsnit af historien om fotografen Jørgen Angel og hans tidsbilleder fra 60’erne og 70’erne. Bog udkommer og udstilling åbner i Den Gamle By 21. september 2012.
Der er masser af pulsslag fra 60’ernes popmusik og beatrevolution, når Den Gamle By 21. september 2012 åbner dørene for udstillingen ”BEAT mm – Jørgen Angels fotografier 1966-1983” og udgiver en 272 siders bog af samme navn.
Den danske fotograf Jørgen Angel er kendt for sine billeder fra rockens gyldne og heftige år i 60’erne og 70’erne. Han var blandt andet vaks med kameraet, da Led Zeppelin havde verdenspremiere i Gladsaxe Teen Club i september 1968. Også hans billeder af for eksempel Deep Purple, Ten Years After, Jimi Hendrix, Alice Cooper, Roxy Music, Queen, Savage Rose og Gasolin’ er gået over i historien som vidnesbyrd om en tid, hvor rockmusikken blomstrede vildt og frodigt. For ikke at tale om hans billeder fra Thylejren i 1970, de første festivaler i Roskilde og koncerterne i Fælledparken i København.
Hans fotos har været på forsiden af alverdens musikmagasiner, og 1. maj 2012 blev hans berømte foto af Zeppelin-guitaristen Jimmy Page fra 1970 optaget i den permanente museumssamling på verdens førende portrætmuseum, National Portrait Gallery i London.
Udstilling og bog
Nu har Jørgen Angel overdraget brugsretten til mange tusinde af sine billeder til ”Jørgen Angel Samlingen” i Den Gamle By. Fremover vil fotos, kameraer, blade og meget andet indgå som en del af museets samling vedrørende 1960’erne og 70’erne.
Samtidig med udstillingen udgiver museet en omfattende bog, ”BEAT mm – Jørgen Angels fotografier 1966-1983”, med Jørgen Angels fotos og fortællinger, der placerer billederne i sammenhæng med tidens strømninger. Bogen er skrevet af musikjournalisten Martin Blom Hansen. Bogen er på 272 sider med cirka 500 billeder. Billederne akkompagneres af et væld af historier og anekdoter fra Jørgen Angels møde med rockens store navne og et miljø og en tid, der har fået enorm kulturel betydning.
Rockmusikken gennemsyrede tidsånden
Med opførelsen af et stort nyt bykvarter fra 1970’erne går Den Gamle By i dybden med en periode, som mange kan huske, og som var med til at forme og give identitet til hundredtusinder af unge. ”Jeg tror, at mange har det som mig. Når de ser Jørgen Angels billeder, er det ligesom at genopleve sin egen ungdom. Jeg er stolt over, at Jørgen Angel har valgt at samarbejde med netop Den Gamle By, og samtidig er vi glade for at være med til at bevare hans billeder og historier for eftertiden”, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.
Jørgen Angel er glad for, at hans fotografier nu bliver en del af totalbilledet af en vigtig tid og kultur. Billederne kan dermed være med til at give nye generationer en nøgle til den ungdomskultur, der herskede, og som var stærkt præget af rockmusikken.
En tid med åbenhed og adgang
Musikscenen var på mange måder jomfruelig i 60’erne og 70’erne. Det er et centralt element både i bogen og udstillingen. Jørgen Angel fortæller blandt andet: ”Musikken var det, vi alle havde tilfælles dengang. Det var en tid præget af uskyld. Jeg kunne fotografere foran scenen, bagved scenen og nogle gange på scenen. Jeg blev inviteret med i bandvognen eller limousinen, hvis det gik særligt højt, drak øl med bandet bag scenen og blev inviteret hjem hos nogle af dem. Alle respekterede alle. Musikere, journalister, pladeselskabsfolk, fotografer, koncertarrangører. Det var ikke en stor familie, det ville være løgn at påstå. Men der var alligevel en fællesskabsfølelse. Når et band kom på tur og havde lavet ny plade, var det: Hej, det er godt at se dig, skal vi ikke have en øl?”