KOMMENTAR: Jeg har lige læst webtechguruen Chris Andersons bog ”Makers – Den Nye Industrielle Revolution” – udgivet i 2012. Anderson er amerikaner, tidligere redaktør af magasinet Wired og kendt for blandt andet bogen ”The Long Tail” fra 2006. ”The Long Tail” var en stærk optimistisk bog om, at nettet har gjort det muligt for smallere kulturprodukter at nå et publikum. Tilgængeligheden på nettet er et gode for forbrugerne og også for producenterne. Win-win.

Optimismen damper også ud af ”Makers – Den Nye Industrielle Revolution”. Chris Anderson gør et dygtigt stykke arbejde for at sandsynliggøre, at vi står midt i en tredje industriel revolution, og at denne revolution først nu og de kommende ti til femten år vil folde sig ud i fuldt flor, ja rent ud sagt i 3D. Han taler ikke kun om, at avancerede 3D-printere i hjemmestørrelse og til hjemmepris meget snart vil spytte selvdesignede plasticdukker og tallerkener ud i anseelige mængder rundt om i stuer og på værelser. Han taler nok så meget om en netværksbaseret ny form for individualiseret produktion af fysiske ting. Et scenarium, hvor vi alle er industrielle designere på samme måde, som vi for 30 år siden blev husmands-desktoppublishere og siden hen musikproducenter, fotoleverandører, blogskribenter, anmeldere og meningsdannere takket være webudviklingen.

Anderson mener, at det går videre end som så i den næste fase af den industrielle revolution. Netværk, tilgængelighed, hastighed og billigere produktionsapparatur vil føre til en sand opblomstring af produkter af enhver slags, som kan tilpasses lige præcis dig, og hvor et enkelt eksemplar ikke vil koste kassen. Men, og det er hele pointen, som vil være et absolut unikt produkt.

Ikke nok med det, Anderson spår også en ny vækstmulighed og nærmest en økonomisk frelse for USA og Europa, hvis vi forstår at udnytte de nye kreative produktionsformer.

Det er i sig selv en spændende forudsigelse. Også selv om der i hans logik mangler en del brikker. For eksempel hele hans open source- og delings-begejstring. Hvem vil overleve på markedet, hvis der ikke er sikker indtjening på indsatsen? Og han bruger heller ikke tid på at reflektere over, hvem der indtil videre har tjent the big bucks på nettet, og hvem der ikke har.
Men den vinkel må lige vente lidt.

I denne sammenhæng er det nemlig Andersons tese om, at ”vi alle er designere”, der er vigtig. Vi er alle skabere, med andre ord. Vi har billig adgang til produktionsmidlerne, og vi vil selv skabe de produkter, vi bruger. Vi er forbrugere, naturligvis, men vi er samtidig skabere – eller vil gerne være det. Anderson skriver glad og fro om sin ungdom med elguitar og punkerattitude og om den alternative punkscene som den nye musikbranches begyndelse. Det er ikke helt historisk korrekt, men skidt nu med det. Han vil nemlig gerne frem til, at musikken (læs: rockmusikken) har været igennem faser af demokratisering, hvor horder af amerikansk ungdom gav fanden i den etablerede branche og skabte deres eget marked, så at sige. Fra øvelokale over studie og spillesteder til publikum, distributionskanaler med kassettebånd, magasiner og klubber.

At nå frem til en sammenligning mellem dagens musikscene og Andersons visioner om en 3D-virkelighed på produktniveau er ikke så vanskelig. Musiklivet har takket været netop nettet på godt og ondt længe været befolket af Do-It-Yourself-folket. For nogen af lyst, for andre af nød.

Og der bliver flere og flere, der gerne vil skabe musik, enten det er på laptoppen derhjemme eller sammen med en flok venner, i øvelokalet med et mere traditionelt band, i studiet på hel eller halv tid, som sangskriver, eller som sanger foran et dommerpanel i et reality tv-program.

Vi vil gerne designe vores eget liv. Og vi gør det med stor entusiasme.

Hvilket sender tankerne til en anden bog, jeg netop har været igennem, nemlig Maiken Ingvordsens optimistiske gør-det-selv-musiker-peptalk af en bog, ”Music Cookbook” – også udgivet i 2012 (og som Koda også står bag). Ingvordsen bog er det, man på nudansk kalder anvendelsesorienteret. Gode råd i stribevis om, hvordan du som musiker og musikskaber kan få indtægter ud af dine bestræbelser og din kunstneriske indsats. Mange virkelig gode og relevante råd, i øvrigt.

Om alle disse gode råd samt en ja-hat på det kreative hoved så er nok til, at selv den dygtigste og mest talentfulde kunstner kan oppebære noget, der kan ligne en årsindtægt, er straks mere tvivlsomt.

Jeg tillader mig i hvert fald at tvivle på det. Jo, der vil altid være nogen, der vil tjene gode penge. Der har altid været stjerner og vandbærere i musikbranchen, og sådan vil det formodentlig blive ved med at være. Stjernernes fortælling er eviggyldig.

Men fortællingen om os selv har vi det også ret godt med. Og den teknologi, som både Anderson og Ingvordsen er godt inde i og ser som potentiale for skaberne, giver jo netop alle muligheden for at rådyrke mig-fortællingen. Det er blevet sindssygt nemt og billigt at producere en sang og lægge den på YouTube, tage billeder og film og lægge dem online, skrive om stort og småt på en blog – og booste hele molevitten godt og grundigt på Facebook og Twitter.

Ifølge Chris Anderson kommer turen nu til at designe vore helt egne brugsgenstande, tøj, ungernes legetøj og så videre – og få det fremstillet på en 3D-printer. Det lægger nye alen til fortællingen om ”mig selv”.

Et kvalificeret gæt vil være, at der vil blive endnu mere overbefolket i rækkerne af skabere. Og det vil også sige skabende kunstnere. Dilletanternes tid. Amatørernes aften. Stjernerne skal nok klare sig. Fremtidsforsker Rolf Jensen forudså allerede for mere end 12 år siden i bogen ”The Dream Society”, at stjerner og store idoler vil hente stigende indtægter i drømmesamfundet. Der er brug for dem, og udbud- og efterspørgselslogikken gør, at markedsprisen for internationale superstjerner vil gå opad. En slags ”Body-Messi-index”, kan man måske kalde det i dag…

Nogen skal jo bære fortællingen om, at det kan lade sig gøre. Lige nu tager et program som X-Factor byrden på sig med fortællingen om, at det rigtige talent kan blive morgendagens stjerne. Køen til audition til X-Factor fortæller dog også en anden historie. Nemlig den om, at vi voldsomt gerne vil forløse det talent, vi går rundt med hver især. Vi vil være skabere og medskabere. Vi vil involveres, vil vi. Selv tage affære. Poste en sang, lave en film, skrive et blogindlæg… og designe vores eget liv i 3D. Og vi vil ses og lægges mærke til.

Hvorvidt den kultur, som vi allerede i dag befinder os i, så skaber indtægter i nævneværdig grad til andre end toppen af poppen, ja, thats the question. Det kræver, at jeg som forbruger vil betale for den fortælling og den kunst, min sidemand frembringer. Vil jeg det? Eller vil jeg ikke hellere bruge mit krudt på at skabe min egen fortælling og skabe min egne kunstneriske produkter? Og håbe på at min sidemand så køber noget af mig? Og mens vi så tænker over det, streamer vi musik, film og snart bøger, hvor prisen for adgangen til millioner af titler svarer til to flasker rødvin i Føtex. Eller vi forbruger hinandens frembringelser uden betaling, fordi vi alle lægger det hele frem gratis som branding og reklame for hver vores unikke liv.