KOMMENTAR: Kan du leve af det? Det uafvendelige spørgsmål ved middagsselskabet til musikeren uden hitlisteplacering bliver nemmere og nemmere at svare på. Nej. De rytmiske musikeres middelklasse må indstille sig på skrump, mens det tilsvarende proletariat vil vokse.

Ugen bød på både en international og en dansk rapport fra IFPI – musikselskabernes brancheorganisation. Optimismen bobler hos musikselskaberne over den digitale fremgang i omsætningen.

De danske musikselskaber omsatte i 2012 for 402 mio. kr. Det er et fald på 3 procent i forhold til 2011. Men det er et mindre fald end tidligere, hvor årsrapporterne var rædselsberetninger om nedgang og styrtdyk i omsætningen. I 2011 var faldet på 10 procent og i 2010 på 13 procent.

Og så de gode nyheder: Det digitale område står for en samlet fremgang på 35 procent i forhold til 2011. Danskerne  brugte 221 mio. kr. på musik hentet som download eller via abonnement på en streamingtjeneste. I 2011 var det 164 mio. Det digitale område står nu for 54 procent af den samlede omsætning og er for første gang større end det fysiske salg.

Tomgang skabte fremgang
Der er lys forude, jubler musikselskaberne. Ikke fordi der er fremgang generelt, og heller ikke fordi der er ”Tomgang”, som Shaka Loveless’ store hit fra sidste år hedder. Nej, fordi netop et nummer som ”Tomgang” var med til at skabe stor omsætning på streamingtjenesterne. Hele 12 mio. gange blev den sang streamet, og det skabte en god historie i Politiken for nylig. Tomgang var med til at skabe fremgang.

Det er mange år siden, pladeselskaberne – eller musikselskaberne, som de hellere vil hedde nu – har set fremgang i omsætningen. Så deres glæde er forståelig. Om alle i musikbranchen så deler glæden, er straks mere tvivlsomt. Det handler allermest om, hvorvidt man tror på, at streaming med tiden vil føre til generelt øgede indtægter for kunstnerne. Samt ikke mindst om man er med på præmissen om, at streamingindtægterne skal vurderes ud fra et langt stræk og ikke kan eller bør sammenlignes med salg af musik. Det er et velkendt argument fra streamingjublerne.

Kannibalen er kommet
Streamingskeptikerne har dog svært ved at slippe sammenligningen med salget af enheder. For, som det lyder i debatten, streamingafregningerne viser, at musikkens værdi er devalueret. “Jeg bliver spist af med to eller fire øre for en stream. Og selv den mest entusiastiske bruger, som kan lide min musik, har ikke timer nok i døgnet til at streame mig op på en indtægt, der bare ligger i nærheden af, hvad jeg tidligere kunne tjene på mine udgivelser,” kan det eksempelvis lyde fra den veletablerede danske kunstner med årelang placering i den bedre ende af den musikalske middelklasse.

Streaming æder sig ind på download og vil blive den altafgørende indtægtskilde for indspillet musik. Læs mere om det i min artikel 1. marts på musikeren.dk. Streaming er på et år vokset med omkring 100 procent, mens fremgange for digital download kun har en lille fremgang. Ja, download går næsten i tomgang. I Norge og Sverige falder forbruget af download til fordel for streaming. Og det fysiske salg, ja det har jo for længst forladt tomgangsstadiet og fortsætter den årelange nedtur.

Men er det nu i grunden så galt? Altså at brugerne har taget streaming til sig, og at flere og flere er villige til at betale for musikken via en eller anden form for abonnement? Nej, de fleste kan nok blive enige om, at det er bedre end hvis folk ikke lytter til musik eller henter det ulovligt uden at betale.

Nye penge – men hvor mange?
Streaming giver såkaldt nye penge i kassen. Det er en ny åre, som ikke tidligere har kastet guld af sig. Men samtidig er den gamle mineskakt med fysiske cd’er ved at lukke ned, og det samme er i gang med at ske med digital download.

Så den korte udgave af historien ser således ud:

• Pladebranchens velkendte deroute de seneste ti-femten år har betydet voldsomt fald i salget af fysiske cd’er. Av, det gjorde ondt, og i mens muntrede piraterne sig med at dele gavmildt ud af et hvert tænkeligt digitalt varelager.
• Så kom Apple/iTunes med et tilbud, ingen kunne afslå. 99 cent for at track (otte kroner). Bedre end ingenting, så ja tak. Også selv om afregningen til kunstnerne for salg af en single eller et album lå langt under, hvad salget af et fysisk eksemplar kunne indbringe.
• Næste udviklingstrin er streamingtjenesterne, og det er som bekendt foregået i raketfart. Nu er indtægterne svære at gennemskue og svære at sammenligne med fysisk salg og digital download. Og for langt de fleste kunstnere er der tale om umådeligt små beløb.

Tro håb og branding
De streamingbegejstrede – f. eks. musikselskaberne og også Koda – peger på, at der netop ikke er tale med salg af enheder. Et track kan have lang levetid på en streamingtjeneste. Kunstnerne skal tage det roligt og tro på, at jo mere streaming, jo flere penge i kassen. Også til den enkelte.

Imens kan mange musikere aflæse deres afregninger og årsregnskab: ”Tidligere kunne jeg have en vis indtægt ved at udgive et album. Folk købte det, og indtægten kunne betale omkostningerne til min næste plade. Det kunne løbe rundt med lodder og trisser – uden det store overskud. Når jeg så spillede koncerter, solgte jeg dér som regel et antal cd’er, og samlet set var det med til at holde skuden nogenlunde i vandet. Nu har jeg ingen mulighed for at få indtægter fra et album eller et givent antal udgivne tracks, der kan betale blot omkostningerne til studieindspilning, mastering, PR og markedsføring. Nu skal jeg tjene pengene til dette via livejob – eller andre former for indtægter. For mig, som ikke har et hit, som har et rimeligt stort publikum opbygget gennem årene, eller som er på vej frem af vækstlaget og har gjort mine hoser grønne på utallige branchefestivaler og showcasekoncerter, eller som spiller jazz, folk, world, blues eller rockgenrer, der ikke lige ligger i mainstreamsporet – ja, der skal jeg nu ud at skaffe penge til at indspille for. Jeg skal i gang med crowdfunding, fanbase-aktiviteter (hmm, mit publikum er vist egentlig ikke fans i den forstand, de kan bare godt lide min musik og kommer af og til og høre mig spille…), eller andre måder at skaffe midler på. Og brande mig selv på, for pokker, fuld speed på Facebook, Twitter, YouTube-videoer og så videre.”

Få dig et publikum
En musikers økonomi er sammensat af mange små og store elementer. Læs mere i min historie i MUSIKEREN MAJ 2012. Hvert område er følsomt. For langt de fleste fylder indtægterne fra indspillet musik meget lidt i det samlede regnskab. Men indspillet og udgivet musik er hele grundlaget for overhovedet at være til stede som kunstner og være interessant over for et publikum.

Det er absolut ingen nyhed, at de store stjerner tjener kassen, og de små navne må tage, hvad de kan få. Musikbranchen er et råt marked, hvor kapitalismens fineste idealer om udbud og efterspørgsel stortrives.

Som musiker i middelklassen skal man satse endnu mere på liveindtægter eller andet, der kan bringe penge i kassen, så man overhovedet kan tale om at have en tilværelse som professionel musiker og kunstner. Man skal være synlig og skaffe sig det  eftertragtede publikum. Og dem er der rift om.

Kampen live
På livemarkedet er kampen skærpet voldsomt. Man skal ikke tale med ret mange spillestedsbookere og -ledere for at høre klagesangen over musikerhonorarer. Der er pres på, de store navne skruer kravene op – og på festivalerne til eksorbitante højder – og halvstore navne bliver naturligt nok også prissat så højt, som det overhovedet er muligt. Når hovedlinjerne i årets program er lagt, skal alle tarif-navnene så kæmpe om at få et job. Den nedre middelklasse er lykkelige for at komme igennem nåleøjet. Og så er der hele underskoven, amatørerne og vækstlaget – og debatten om en særlig vækstlagstarif og så videre.

Flere og flere vil være kunstnere eller iklæde sig identiteten som kunstnere. Realisere sig selv. Det er ikke så underligt, og det er særdeles interessant og vigtigt at se nærmere på de tendenser. Jeg har skrevet mere udførligt om dette i mit blogindlæg ”Skaber eller taber?” fra januar 2013. Man behøver ikke at være uddannet fremtidsguru for at kunne se, at udviklingen går i én retning: Der bliver flere og flere kunstnere – heltids, deltids og kvartalsvis – der vil til fadet. Musikernes middelklasse vil erodere og forandre sig, så få ligger i toppen af bourgeoiset, og flere og flere synke ned i den nederste del af middelklassen eller ned i et blandet proletariat af upcomingnavne og nedtursskæbner. Og ved siden af vil der være den måske stærkeste voksende gruppe: Folk med fast job, der leger med, når det passer i kalenderen.

Se mig, opdag mig!
Det behøver ikke at betyde ren kulturel tomgang – eller at gode musikere skal friste en tilværelse på en langtidsparkering for spildte talenter. Synlighed og evnen til at holde sig ”interessant” over for sit potentielle publikum bliver altafgørende. Det bliver ”survival of the busiest”. Og dermed tilbage til streaming. Musikeren vil sige: ”Allright, jeg tjener måske ikke de store penge her, men jeg SKAL være her for overhovedet at være med i spillet, og så må jeg gøre mig så synlig som mulig og få så meget promotion ud af det, jeg kan.”

Fremmer streamingtjenesterne mangfoldigheden og hjælper flere kunstnere til at være synlige? Får brugerne øje på de smalle kunstnere på Spotify, WiMP osv.? Hvor lang er ”The Long Tail” i den nye streamingvirkelighed? Det skriver jeg om i det kommende nummer ag MUSIKEREN.