Carl Prisen
Posted By Martin Blom Hansen on apr 21, 2013 |
Festligt og fornøjeligt var det, da den nye pris, Carl Prisen, blev uddelt for første gang. Dansk Musikforlæggerforening (DMFF) inviterede til prisfest fredag 19. april i Mogens Dal Koncertsal i København, og det blev en lang og underholdende eftermiddag i selskab med sangskrivere, komponister, musikere - og musikbranchefolk fra nær og fjern.
Prisen er stiftet af Dansk Musikforlæggerforening, der på den måde vil gøre mere opmærksom på danske komponister og tekstforfattere - og hylde dem, naturligvis. Et ædelt og glimrende initiativ. Det er jo ikke fordi, der er mangel på awardshows og prisuddelinger, der er snarere gået inflation i begrebet. Men Carl Prisen, opkaldt efter Carl Nielsen, udmærker sig ved netop at hædre sangskriverne, komponisterne og tekstforfatterne, der er første led i fødekæden. Den pointe blev fremhævet af flere i løbet af prisfesten, og det kan da heller ikke siges for tit: Uanset hvor mange led, der presser sig ind i musikkens og musikbranchens fødekæde og forsøger at få en bid af den kage, der i forvejen ikke er stor, så starter det hele altid med en sang. Eller et stykke musik. Eller en tekst.
Der blev uddelt priser i 11 kategorier. Se mere om det på DMFF's website.Showet blev styret underfundigt og muntert af dirigent og komponist Michael Bojesen og forsanger i Magtens Korridorer Johan Olsen. De kørte råt og raffineret på fordomme og dogmer om henholdsvis klassisk og rock, og der var gjort god plads til selvironien. Godt kørt - og i øvrigt rart at være i et forum, hvor musikken og musikkens skabere blev hyldet - og ikke bestemte genrer.