Posted By Martin Blom Hansen on maj 10, 2013 |
Generationsskifte: Efter ti succesrige år giver Ken Gudman Mindefond nu opgaven videre til yngre kræfter. Bandet The William Blakes bliver bedt om at lede en ny pris-komite og skal være med til at sætte nye farver på den årlige prisfest.
Se mere på gudman.dk - og her er pressemeddelelsen, vi i Ken Gudman Mindefond sendte ud 7. maj 2013:
Pressemeddelelse 7. maj 2013
Nye ansigter i markant rockfond
Generationsskifte: Efter ti succesrige år giver Ken Gudman Mindefond nu opgaven videre til yngre kræfter. Bandet The William Blakes bliver bedt om at lede en ny pris-komite og skal være med til at sætte nye farver på den årlige prisfest.
Amager Bio en søndag aften i oktober. Gallakoncert og prisoverrækkelse. Tusindvis af publikummer har oplevet det igennem de ti år, Ken Gudman Mindefond har afholdt denne helt særlige aften, hvor musikerne bliver fejret og hyldet.
Der har været mange højdepunkter. Den uhøjtidelige stemning, hvor musikere mødes på kryds og tværs og gavmildt kaster det ene unikke musikalske øjeblik efter det andet ud over salen i Amager Bio, er et af kendetegnene ved en Ken Gudman Prisfest.
Et andet kendetegn er, at det er musikernes pris til en kollega. Fondens formål er meget enkelt: ”At give en pris til en musiker, der har ydet en særlig indsats i overensstemmelse med de musikalske dyder, trommeslageren Ken Gudman stod for. Treklangen i de dyder er personlighed, musikalsk håndværk og integritet.”
Sceneskift
Nu er det tid til forandring og fornyelse. Efter ti år og dermed ”missionen udført” i forhold til fondens formål ved starten i 2003, træder den gamle bestyrelse ned fra scenen og giver stafetten videre til nye folk.
Den nye bestyrelse består af:
Bo Rande - The William Blakes
Kristian Leth - The William Blakes
Frederik Nordsø - The William Blakes
Fridolin Nordsø - The William Blakes
Jesper Kemp - Booker
Nikolaj Løkke - Produktion
Sarah Sølvsteen - Booker
Søren Gaden - Presse
Per Abildtrup - Amager Bio
Christina Bauer Uldal - Projektleder og koordinator
En unik pris
"Da vi blev spurgt af Ken Gudman Mindefond om at overtage denne ærefulde pris, blev vi både meget stolte og ret så glade. Vi forsøger hele tiden i vores arbejde at fokusere på musikken og følge den der, hvor den tager os hen. Og netop glæden, over andre musikere, kollegerne, over håndværket og personligheden i folks måde at spille på, er en central ting i The William Blakes' musikalske fællesskab. Derfor ved vi godt, at det er noget af et ansvar at sørge for, at prisen bliver delt ordentligt ud fremover,” siger Kristian Leth fra The William Blakes.
”At Ken Gudman Prisen er en speciel pris, er en underdrivelse. Det er den eneste pris i Danmark, givet af musikerne til en kollega, der simpelthen bare spiller fantastisk og er en gave til musikken. Uden at tænke på hvor berømt den pågældende musiker er, eller hvor mange plader der er solgt. Det her er musikernes pris,” fremhæver Kristian Leth.
Stor opbakning i miljøet
Ken Gudman Prisen har status som en af dansk rocks store og væsentlige priser. Mindefondens årlige gallakoncert og prisfest er blevet en begivenhed i sig selv. Opbakningen fra alle hjørner af det danske musikermiljø er overvældende, og publikum har denne aften en enestående mulighed for at møde dansk rock i en helt særlig atmosfære.
Ti år med Ken Gudman
”Mange musikere, der ikke nødvendigvis er på forsiderne, er fantastiske sidemen og fremragende formidlere. Gode solister, gode holdspillere, gode til at få det bedste frem hos solister og bandkolleger. Gode kunstnere, simpelthen. Dem vil vi gerne give en pris,” siger bassisten Michael Friis, afgående formand for Ken Gudman Mindefond, og giver bolden op til de nye folk i bestyrelsen:
”Den nuværende bestyrelse har siddet i ti år. Nu er det på tide, at nye og også yngre kræfter tager over. Det vil være med til at skabe dynamik og udvikling i arbejdet med prisen og hele ideen bag Ken Gudman Mindefond. Det er virkelig glædeligt, at et hold af nye og særdeles kompetente musikere og musikfolk vil føre fonden videre. Vi har i den afgående bestyrelse peget på The William Blakes til at lede dette nye hold. The William Blakes modtog i 2012 en særlig fremtidspris fra Ken Gudman Mindefond. The William Blakes matcher med deres tilgang til musikken og musikerlivet den ånd, der er grundlaget for Ken Gudman Mindefond. Det var mere end oplagt at spørge dem, om de ville videreføre ideen bag fonden,” siger Michael Friis.
Hyldest til en kollega
Michael Friis spillede i mange år med Ken Gudman:
"Vores grundidé med mindefonden var at få Ken fremhævet i det offentlige rum. Og det lykkedes at få artikler og plakater - og festerne - op i stor stil hver gang og på den måde hylde og mindes ham. Samtidig med belønningen af vore ypperste scenekolleger."
FAKTA:
Den afgående bestyrelse:
Michael Friis (formand)
Peter Ingemann
Helle Fastrup
Per Abildtrup
Finn Fergus Hansen
Martin Blom Hansen
(* Esben Just initiativtager i 2003, fratrådte som formand og medlem af bestyrelsen i 2009).
Modtagere af Ken Gudman Prisen:
2004: Aske Jacoby
2005: Per Chr. Frost
2006: Moussa Diallo
2007: Laust Sonne
2008: Wili Jønsson
2009: Klaus Menzer
2010: Lars Skjærbæk
2011: Cæcilie Trier
2012: Mikkel Nordsø – samt særpris til The William Blakes
Ved alle Gudman-prisfester har Jacob Haugaard været konferencier.
Om Ken Gudman Mindefond og Ken Gudman Prisen:
Ken Gudman Prisen er indstiftet til minde om trommeslageren Ken Gudman, der døde 17. september 2003.
Selve prisen er en glasstatuette af Ken Gudmans berømte trommesæt samt et kontant beløb. Ken Gudman Mindefond blev stiftet på baggrund af en mindekoncert 12. oktober 2003, hvor et imponerende opbud af musikere, venner og publikum fra den danske rytmiske musikscene mødte frem for at ære Ken Gudman. Fonden har til opgave årligt at uddele Ken Gudman Prisen til en dansk musiker, der har ydet en særlig indsats i overensstemmelse med de musikalske dyder, Ken Gudman stod for: Personlighed, musikalsk håndværk og integritet.
Om Ken Gudman:
Gennem mere end 40 år sad Ken Gudman bag sit alt andet end prangende trommesæt. Han blev født i 1947 og begyndte som trommeslager i 13-års alderen. Listen over bands og solister, denne dansk beat- og rockmusiks rytmemester har spillet med, er umådelig lang. Blandt andre Defenders, Young Flowers, Moirana, Culpeper’s Orchard, Savage Rose, Trille, Peter Thorup, Sebastian, Povl Dissing, Stig Møller, Allan Olsen, Esben Just Trio og Røde Mors Rockshow.