KOMMENTAR: Hvad har en specialbutik for støvsugere med musikstreaming at gøre? Temmelig meget. Det handler om synlighed, tilgængelighed, specialviden og nærhed.

Forleden befandt jeg mig på Tordenskjoldsgade på Trøjborg i Aarhus. Trøjborg udmærker sig ved at være en bydel med en vis autonomi og mangfoldighed. Her overlever og opstår til stadighed små detailbutikker. Jeg havde et ærinde i en lille stædig kopi-forretning, der har eksisteret siden 1986, og hvor jeg igennem årene har kopieret og udprintet pressemateriale, plakater og den slags. En servicebutik af den gamle skole med god, vidende og hjælpsom betjening.

Da jeg kommer ud med mine færdigprintede papirer, falder mit blik på nabobutikken, Støvsugerhjørnet. Udsalg. En Elektrolux støvsuger til halv pris, 750 kr., kan jeg få. Åh ja, for pokker, det har vi jo snakket om på det seneste derhjemme. Vi skal have en ny støvsuger. Vores mere end ti år gamle slubbert af en støvsuger magter ikke længere opgaven og virker som om, den hellere vil hoste og harke skidt og møg ud i rummet end det modsatte.

Jeg slår et smut ind i den lille støvsugerbutik. Lader blikket vandre henover tætpækkede hylder og gulvarealer med maskiner i alle farver og størrelser og alskens tilbehør, jeg ikke anede eksistensen af. Her er robotstøvsugere og hardware, Nilfisk i farver, oldies and goodies, hoveder og haler, dimser og dutter. Og så er der en mand bag disken, der kan fortælle og berette om sine støvsugere, så man, ja undskyld udtrykket, bliver suget ind i historien.

Han har noget, han vil sælge, ja. Men han ved også noget om det, han har i butikken. Og han kan nøje fortælle, hvorfor netop den model til den pris er bedre end den anden billigere ved siden af. Og, som han siger, det hele kommer jo an på, hvad kunden gerne vil have, og hvad kundens behov er.

Jo, fint nok, tænker jeg. Men hvad er mit behov, og hvad har jeg brug for? Jeg sender en tanke hjem til fruen og hendes søgen på nettet efter gode billige tilbud på støvsugere. Jeg tænker på Elgiganten og Bilka, mastodonterne, der har billige slagvarer inden for støvsugere. Eller netbutikker, hvor vi fordelagtigt kan købe en ubeset og ubesnakket støvsuger til en billig penge (plus fragt).

Imens lytter jeg til støvsugermanden, der er i gang med at forklare mig forskellen på to børstemundstykker. Jeg kan godt se, at det ene børstemundstykke har længere og mere faste børster end det anden. Jeg mærker efter. Jo, der er nok noget om snakken. Den til højre virker mere robust. Og det er måske lige præcis noget af det, jeg har brug for, når jeg – muligvis en lidt for sjælden gang – støvsuger det afhøvlede gulv i stuen derhjemme.

Støvsugerhjørnet på Trøjborg er en lille specialbutik. Den ligger på gaden, som er public domain for alle. Når man går på gaden, kan man se butikken. Altså hvis man løfter blikket fra sin smartphone. Alle kan gå derind og få noget at vide om støvsugere. Og købe en støvsuger kan man også.

Men hvad har det med musiksalg at gøre? Umådeligt meget. Og nu kommer der ikke en klagesang om, at det var meget bedre i gamle dage, hvor der var pladebutikker i indkøbsgaden, og at vi skal have dem tilbage. Nej. Det skal vi ikke, for det vil ikke ske. Skiftet er sket, den teknologiske revolution er et faktum. Vi streamer musik på streamingtjenesterne på nettet, og det vil vi gøre mere og mere.

Pc’en, Ipad’en og smartphone’en er vores Tordenskjoldsgade. Det er her, butikkerne ligger. Men butikkerne på den virtuelle handelsgade er store varehuse. Når det kommer til musikstreaming er Spotify, TDC Play, iTunes og YouTube lige som Elgiganten og Bilka i den fysiske verden. Vi kan få alt, jo sandt nok. Der er kampagner for særlige varer. Bestemte maskiner – for eksempel en bestemt støvsuger – er ugens uundgåelige og står stablet op i tårne ved indgangen og fylder helsidesannoncer og bannerannoncer ud. Den store butik har da også andre støvsugere, naturligvis. De har det hele. Alt kan skaffes.  Hvis du præcis ved, hvilken støvsuger du vil have.

Men det ved du ikke.

Når jeg går på Spotify, kan jeg vælge imellem 20 mio. numre. Hvad vil jeg lytte til?

Det ved jeg ikke.

Så jeg lytter til det, Spotify foreslår mig. Det, der popper op på forsiden af min Spotifyside. Jeg kommer i tanker om en gammel Crosby, Stills & Nash sang. Søger efter den og lytter til den. Fedt. Snart efter popper en stribe forslag op på Spotifyforsiden. Du lyttede til Crosby, Stills & Nash, måske du også har lyst til at lytte til Flying Burrito Brothers? Stephen Stills’ Mannassas? Neil Young? Jackson Browne? Emmylou Harris? Ryan Adams? Jo, tak, fint.

Spotifys algoritmer og mere og mere fintudbyggede kuratorsystemer og “redaktioner” hjælper mig med at finde den musik, jeg kan lide. Det er mine egne valg, der afgør hvad Spotify anbefaler mig. Hvis jeg af vanvare kommer til at lytte til Basims Grand Prix-sang, så vælter det frem med alskens Grand Prix-hits. Tak, tak, det rækker.

Den relativt nye amerikanske musiktjeneste Beats gør en dyd ud af at præsentere musik, som jeg som bruger IKKE nødvendigvis har preferencer til. Her er algoritmerne og kuratorsystemet indstillet således, at brugeren bliver overrasket og får anbefalet musik, han eller hun ikke lige kendte.

Prisværdigt nok, men det ændrer ikke grundlæggende ved det, der er det store problem:

Musikforbruget befinder sig på store streamingtjenester, der har alt, men hvor kun en lille brøkdel er synligt og bliver lyttet til. Handelsgaden består kun af få store superbutikker. Der er ingen specialbutikker. Ingen Støvsugerhjørnet. Smalle genrer, nye bands og musik uden for hitlistehierarkiets logik har ikke en chance. Det ville det i højere grad have, hvis den virtuelle gade var som Tordenskjoldsgade på Trøjborg.

Det er ikke nok, at der findes avancerede algoritmer og kurateringssystemer bygget på fans/idoler og anbefalinger fra såkaldte redaktioner på de store streamingtjenester.

Alt handler om synlighed, tilgængelighed, viden og nærhed.

Alle kan gå på gaden og få øje på Støvsugerhjørnet. På nettet bliver den helt store kamp og udfordring, at der bliver plads til specialbutikker, som er synlige og tæt på, som ikke bliver trynet af de store, som er brugervenlige og nemme at gå til, hvor den forudsætningsløse musikbruger bliver guidet, vejledt og hjulpet til at opdage musik, han eller hun ikke kendte eksistensen af.

Hvis ikke det kan lykkes at skabe synlige, relevante og interessante specialbutikker som musiktjenester på nettet, vil 90 procent eller deromkring af musikforbruget i endnu højere grad end nu foregå på få, store tjenester. Her vil mainstream dominere, for smalle genrer, nye kunstnere og små musikselskaber vil have svært ved at mase sig frem og blive synlige på netfladen.

Ved siden af dette vil der være små reservater og subkulturer, der mere og mere vil lukke sig om sig selv. I værste fald vil vi se en eskalering af klubkulturer, hvor identitet og selvforståelse bliver lig med selvtilstrækkelighed og afstandtagen til den brede mainstreamkultur.

Det er det, vi er stærkt på vej henimod nu. En musikforbrugskultur, hvor store superbutikker har det hele og agerer efter mainstreammarkedets logik, og hvor musik uden hitlistepotentiale eller hitlistetankegang bliver efterladt i lukkede miljøer og rubriceret som nørdet eller skævt. Der vil ske en vækst, omend lille i omfang, af små afsondrede musikkulturer, hvor man bekræfter hinanden, og som definerer sig som en slags opposition til den brede (dårlige) smag. Det er klubber, man vælger til og bliver medlem af.

Det er der ikke meget Støvsugerhjørnet over. Og det er en farlig udvikling  – for musikken. Det svarer til, at fremtidens Tordenskjoldsgade vil bestå af butiksfacader med få, megastore giganter. Og så vil der være nogle hemmelige, små kælderlokaler, hvor man skal tre trin ned, indtaste sin kode eller banke tre gange for at komme ind.