Mellem journalistik og musik

af Martin Blom Hansen | jul 5, 2014 | Journalistik, Kommentar, Musik | 0 kommentarer

KOMMENTAR: Transformationen er i gang. Vejen tilbage til musikken er ikke en motorvej, hvor jeg hamrer af sted med 200 km i timen. Snarere en hovedvej, hvor jeg kan nå at få mig selv med og betragte de omgivelser, jeg passerer. Jeg trykker på speederen og er i konstant fart fremad. Det er en god fornemmelse.

Jeg kigger i bakspejlet. Langsomt forsvinder kontorlandskaber, mødelokaler, endeløse strømme af spildte mails, ørkenområder hvor journalistikken tørster efter liv i udtørrede vandløb, fakturaer med stadigt mindre beløb, samtaler med kommunikationschefer om mediestrategier, nødtvungne ja til rugbrødsopgaver, sproglig kreativitet og spræl sat i stuearrest og en langsom men sikker statusdegradering af værdien af det velskrevne ord.

Jeg kigger på landskabet, jeg suser igennem. Passerer marker, skove, byer, villakvarterer, gårde, svinefarme, fabrikker, storcentre, biler, cyklister, løbere, fodgængere, mennesker. Jord, himmel, liv,  eksistens.

Jeg kigger fremad på vejen. Er på vej til et job. Et spillejob. Skal spille på min guitar, synge nye sange. Bag i bilen ligger min Gibson, min Martin og min National. Mine guitarer. De skal ud at synge – sammen med mig. Om det, det hele handler om. Virkeligheden, drømmene, smerten, kærligheden, tvivlen, troen. I mit hoved er sangene – teksterne som er skabt i det kreative rum, jeg har fundet tilbage til. Et rum med højt til loftet, hvor intet er standardiseret eller bliver skabt ved et hæve-sænkebord, og hvor friheden er uindskrænket.

Vejen fører mig videre frem og ud til de mennesker, jeg skal møde, og hvis historie jeg skal fortælle. Vejen slår også et slag forbi steder, jeg har været før. Steder, hvor jeg er sammen med gode musikerkolleger og bands. Hej igen, good to be back. Sangene og musikken har været der hele tiden. Men nu er de på førersædet, og bilen er på vej frem – og skyder en god fart:-)

Written by Martin Blom Hansen

Related Posts

0 Kommentarer

Indsend en Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *