Posted By Martin Blom Hansen on okt 19, 2014 |
KOMMENTAR: Tak til bladet Journalisten for historierne om fagpressen 15. oktober 2014. Særdeles relevant. Fagpressen er en meget vigtig del af medierne, og skal man svinge sig op i det højere luftlag, er fagmagasinerne ideelt set med til at sikre demokratiet og mangfoldigheden i medieudbuddet. Ikke blot medlemmerne af de forskellige foreninger og organisationer, men hele befolkningen har brug for gode og frie fagmedier, der via fagjournalister kan støve historier op, der ellers næppe vil blive skrevet.
"Tættere på medlemmerne"
Jeg genkender sagens kerne. Organisationer og faglige foreninger vil tale med én klar politisk stemme, de vil "tættere på medlemmerne", og de vil have kommunikationsstrategier frem for fri journalistik.
De ønsker i ringere og ringere grad at betale for journalistisk arbejde og vil hellere bruge penge på kommunikationsfolk, der er dygtige til at bringe servicestof og ledelseskommunikation i fikse forklædninger og bruge journalistiske metoder i kommunikationen. Vist er journalistik udmærket, bare det er kommunikation forklædt som journalistik.
Den mentale frihed
Problemet er ikke, at der findes dygtige kommunikationsfolk, der varetager et job og sørger for at formidle budskaber bedst muligt fra en virksomhed, organisation, offentlig instans og så videre. Sådan må det være i et demokratisk interessesamfund.
Problemet er det, Journalisten vinkler på: At fagmedierne mere og mere bliver syltet ind i kommunikationstankegang og -praksis og mister deres status som frie medier. Eller semi-frie medier, for et fagblad er i sagens natur ikke fri af sin udgiver. Men det ideelle fagblad har redaktionel frihed. Også mentalt - det vil sige, at redaktøren og journalisterne ikke tænker på organisationsformandens rynkede bryn eller hovedbestyrelsens skarpe øjne, hver gang de giver den gas med idéudviklingen.
Fra min egen verden
Jeg har arbejdet med og for fagmedier inden for musikverdenen og musikkens organisationer i mange år. Den udvikling, Journalistens historier beskriver, kender jeg vældig godt. Jeg har befundet mig midt i den. For ti-tolv år siden var der bud efter mine kvalifikationer som fagjournalist inden for området. Jeg oplevede, at de enkelte fagmedier hævdede en betydelig grad af uafhængighed fra udgiveren/organisationen, og jeg havde som journalist ganske stor frihed til at skrive mine historier og vælge vinkel.
I dag er det en helt anden verden. Uden at nævne navne er det et faktum, at en række organisationer gennem de senere år har sat deres fagmedier ud af spillet, eller også bliver de kørt i en meget stram snor med ledelsesinformationspisken hængende over rygstykkerne. Man er så at sige gået full monty på kommunikationsstrategi og styret information.
Flere steder kæmper det lille fagmedie for at fastholde en flig af redaktionel frihed, men det er en svær opgave over for dem, der betaler månedslønnen eller honoraret. Andre steder er medlemsbladet lagt i hænderne på kommunikationschefen, der altså både skal være organisationens mand/kvinde og bære titlen som redaktør af medlemmernes fagmedie.
Farvel til journalistisk udvikling
Det, der forsvinder, er de journalistiske rum, hvor fagjournalister kan udfolde sig, bringe vigtige og kritiske historier på banen og udvikle journalistikken inden for deres felt. Et betydeligt tab af viden, formidling og vinkler på forskellige fagspecifikke områder - ikke blot for de respektive medlemmer, men for det samlede mediebillede.
Det, der er tilbage, er ren interessepolitik og kontrolleret kommunikation.
Ikke noget, der swinger skidegodt med ideen om et frit og oplyst samfund befolket med selvstændigt tænkende mennesker.
Totalitært tankegods
Det værste er ikke, at organisationerne sparer journalistikken væk og hellere bruger pengene på kommunikationschefer og -medarbejdere.
Det værste er, at selve tankegangen bag er tæt på at være totalitær.
Man effektuerer ideen om, at medlemmerne bliver forvirrede over forskelligartede signaler fra deres forening eller organisation, og at de er bedre tjent med afmålte og stærkt kontrollerede budskaber.
Man realiserer den forestilling, at et medlem ikke er i stand til at gennemskue komplekse problemer og sammenhænge i forbindelse med det fagområde, de netop som medlemmer er en del af. Så derfor går det ikke med et selvstændigt fagmedie, for de stakkels medlemmer skal ikke belemres med alle mulige journalistiske historier, der sætter tanker i gang i hovedet på dem. Nej, for de ved dybest set ikke, hvad der tjener dem bedst. Men det gør deres organisation heldigvis.
Erstat ordet medlem med samfundsborger og ordet organisation med myndighed. Et grumt samfundsbillede dukker op.
Denne blog er ikke længere i brug. Gå til mit musikersite www.martinblom.dk. 