KOMMENTAR: Er snak den nye rock? Sådan lyder det polemisk i en artikel i det norske webmagasin Ballade.no efter et af de mange snakke-seminarer på årets By:Larm-festival i Oslo. En musikbranchefestival i stil med SPOT Festivalen herhjemme, hvor musikken spiller, det gør den, men som primært handler om at branchefolk mødes for at netværke, samarbejde og lytte til key note speakers og eksperter inden for musikbusiness’ens mange hjørner.

Branchefestivalernes fader
Artiklen fokuserer blandt andet på det faktum, at musikbranchefestivaler er blevet en genre i sig selv med fokus på så at sige alt det, der befinder sig rundt om selve musikken. South By Southwest i Austin er snart 30 år gammel og er af musikbranchefestivalernes Godfather. I dag en monsterstor begivenhed, som for længst har gjort sig selv helt uundværlig i musikbyen Austins selvforståelse. Og som rent økonomisk har kolossal betydning for byen.

SPOT, By:Larm, Reeperbahn, Eurosonic… og mange andre branchefestivaler er steder, hvor bookere, managementfolk, pladeselskaber, organisationer, festivaler, spillesteder og tech-branchen mødes og snakker musikbranche, til de segner i baren.

Snakkemøder
Udover disse årlige branchemøder er der talrige konferencer, seminarer og netværksarrangementer, hvor de samme kære mennesker kan mødes og få snakket en masse. Og hørt lidt musik, hvis det absolut skal være.

For et par uger siden var jeg til en større konference i Odense arrangeret af Dansk Live, DMF og DAF i fællesskab om den danske livescene. Her blev der også snakket og debatteret på livet løs. Har den det godt, den der livescene, hvor går det godt, hvor ser det sort ud, hvad er det for problemer, de bakser med på festivalerne, spillestederne og ude blandt de mange turnerende bands.

Det er godt at snakke sammen og blive klogere. Det er også godt at få mange forskellige vinkler på det store begreb, der hedder “livescenen”. Dygtige, erfarne og professionelle mennesker fra ledelserne på festivalerne og spillestederne og fra musikernes organisationer taler om emner som kunststøtteordninger, honorarer, omkostninger, publikumsudvikling, huse, faciliteter, uddannelse af spillestedsansatte, tendenser på det internationale marked og så videre og så videre. Det er vigtigt. Men det er endnu vigtigere at begribe hele livescenen og de vilkår, langt de fleste musikere arbejder under – på godt og ondt.

Musikere spiller (og snakker ikke så meget)
Musikbranchen er et sted, hvor man kan gøre karriere. Det kræver dog primært, at man er god til at snakke og god til at finde en plads i branchen, hvor det ikke handler om at spille musik, men om at håndtere, afvikle, lede, fordele, udvikle, skrive, tale og organisere. Musikbehandling i alle tænkelige former. Hvis man er musiker, og udelukkende musiker, dukker man meget sjældent op til disse events, fordi man har mere travlt med at spille. Eller skrive sange. Eller booke job. En karriere som musiker er sjældent i familie med en karriere i musikbranchen (selv om det naturligvis hænder).

Nej, jeg breaker ikke
Nu kan man jo være musiker på mange måder. Der er naturligvis langt fra at være en artist, der “breaker internationalt” og rammer hitlister og store festivalscener til at være en hårdtarbejdende musiker eller sangskriver, der spiller flittigt og arbejdsomt på alle de små og mellemstore steder i dette land – og tilstødende lande. Musikere, der satser hele deres liv på at spille, skrive sange og turnere i et væk, men som ikke nødvendigvis har hits som målsætning eller som ser det store kommercielle gennembrud som endemålet.

Sagen er jo, at langt de fleste musikere i dette land IKKE breaker og IKKE har et hit. Men de nyder meget stor kunstnerisk anerkendelse og har for manges vedkommende et pænt stort publikum. Det er alle de musikere, der sætte scenen, men som netop IKKE udgør den ene procent af toppen kransekagen, der tjener 70 procent af Koda-pengene, som får pladekontrakter med de store selskaber, og som tilhører det ganske lille aristokrati, der kan hæve eksorbitante livehonorarer.

Musikerne ude i samfundet
Snak er udmærket, og konstruktiv snak om vilkårene for musikscenen og dens udøvere er pinedød nødvendig. Det er dog helt afgørende vigtigt, at alle samtalens deltagere – uanset hvor de befinder sig i musiklivets værdikæde – er med på, at mødet mellem musikere og publikum finder sted på mange meget forskellige måder. Tag ud og oplev nogle af de koncerter derude i landet. Musikken folder sig ikke kun ud i store koncertsale, på store festivalscener eller på fint udstyrede spillesteder. Mødet mellem musikere og publikum finder sted i stuer, kirker, forsamlingshuse og foreninger, på cafeer, værtshuse, græsplæner og biblioteker og blandt helt unge skolelømler, subkulturelle græsrødder, midaldrende par på genopdagelse og aktive seniorer med voldsom livsappetit.

Musiklivet er ikke lig med musikbranchen. Dét skal musikbranchen huske. Musiklivet i al sin pragt og diversitet og hele det store felt af musikere i mellemlaget er forudsætningen for, at der eksisterer en musikbranche. Ikke omvendt.