Posted By Martin Blom Hansen on apr 23, 2015 |
(Illustrationsfoto:colourbox.dk)
KOMMENTAR: Jeg har grublet over et fænomen på Facebook: Hvorfor poster så mange musikere billeder, hvor hele bandet synligt veltilpasse sidder samlet og nyder et godt måltid mad? Jeg er nået frem til "Musicians Meal Theory" 🙂
Musikere i dag skal leve af at spille koncerter. Sådan er det, da de fleste øvrige indtægtskilder for musikanter er tørret kraftigt ind. Jeg tror ikke, alle er klar over, hvor mange kilometer på landevejen, det indebærer. Og nu taler vi ikke om den forholdsvis lille gruppe af velbetalte stjerner, der kører mere end standsmæssigt, og hvor hyren på turneen så rigeligt rækker til mad og drikke. Eller hvor rideren er fyldt helt ud som en overbelagt smørrebrødsseddel. Nej, vi taler om alle de brave og evigt trillende musikere, der i brugte biler kører riget rundt og ofte også tilstødende landområder.
Vi taler om timer, halve og hele dage i bilen, i køer på Køge Bugt-motorvejen, vest for Odense og på den fede pølse op gennem Østjylland. Vi taler om sangere, guitarister, bassister, trommeslagere, tangentspillere, saxofonister og andre instrumentudøvere, der uge efter uge, måned efter måned og år efter år tjener deres tariffer ude på de små og større scener, og hvor budgettet som regel kun lige akkurat hænger sammen.
Fristelserne er der jo derude på motorvejene, for kunne man ikke lige spise en Snickers eller en fransk hotdog, og ville en stor cafe latte fra automaten måske ikke være ganske rar? Jo da, men samtidig er der jo det med lige at fyre en lille hundredekroneseddel af på stimulanserne og den lille sult, det tærer sgu på kontoen, og det er jo heller ikke ligefrem sundt… på den lange bane, som vi siger, og den er som bekendt lang… fra Gedser til Skagen.
Hvornår er en flok musikere mest lykkelige? Og hvad er det, der bliver postet mest af på Facebook? Jo, det er, når man nået godt frem, har stillet gearet op, lavet lydprøve og så sidder ved bordet med et godt måltid mad på spillestedet eller på en ydmyg restaurant. Dér stråler øjnene, dér er smilene store, dér er sandheden om livets fylde lige ved hånden (og munden), dér indfinder lykken sig. Talrige er de Facebook-opslag, hvor dette motiv folder sig ud.
Og det er ikke så sært. Det understreger blot det, jeg vil kalde for "Musicians Meal Theory". En ikke ubetinget videnskabelig funderet teori, men dog relevant, for det handler om det helt basale: Man tager af sted, rejser ud, gennemgår strabadser, sidder i bilkøer og tåler uvejr og kommer så endelig frem til destinationen. Sjælen nyder udsigten til arbejdets fuldbyrdelse, når der om nogle timer bliver talt til fire inde på scenen, mens legemet nu og her nyder det veltillavede måltid og det gode glas vin.
Mennesket lever ikke af ånd alene, og musikere lever ikke alene af sprøde toner og hede rytmer. Fast føde for den hårdtarbejdende freelancer på det kulturelle arbejdsmarked… dét er noget, der spiller. Jo bedre mad, jo flere Facebook-opdateringer med det grundlæggende og overlevelsesinstinktive budskab: Så fik vi sørme også noget at spise i dag, tak for det, vort velvære er i top. Og faktisk er det lige præcis også der rundt om bordet, ånden er rigest. Ikke sandt?