Det handler om at spille guitar. Den daglige øvning på strengene, samværet med guitarerne, turen ind i musikken, hvor timeforbruget er ligefrem proportionalt med antallet af nye ideer, og hvor jeg befinder mig i en tilstand af uendelighed og oplevelsen af at transcendere derudad.

Her taler vi ikke om et fast timetal. For når det går løs, er tiden sådan set ophævet. Det er først, når jeg vender tilbage – som var jeg ude i rummet et smut eller med i film som Contact og Interstellar – tidens gang går op for mig.

Nå da, jeg er lige blevet lidt ældre, jeg har lige fået nye erfaringer og nye erkendelser udi strengenes uendelige verden. Dem tager jeg med mig, når jeg lidt efter sætter mig foran skærm og tastatur og skal til det igen. Det der konkrete virkelighedsarbejde. Og bedst som jeg sidder der, tænker jeg: Jeg skal tilbage. Jeg må tilbage.

Døgnet er fyldt med gøremål. Søvn, mad, arbejde og så videre. Mit døgn har mange timer. Noget i stil med 24 timer + ∞… Når musikken spiller, er tid et underordnet fænomen. I samværet med strengene er der ikke brug for tidstabeller, timeforbrugsudregninger og cost-benefit-analyser. Strengetid er uendelig tid. Strengetiden er en streng mester. Hvis du svigter den, går du glip af det store sus og alt det, der uden ord og forklaringer giver mening.

Strengetiden er hårdt arbejde. Det er træning, øvning, vedligeholdelse og innovation (for nu at forklare på erhvervslivs-lingo). Og så er det hele fundamentet. Uden den uendelige tid med musikken ville jeg være fortabt. Der er kun ét at gøre: Tag fra kontoen med arbejdstid og få vekslet til strengetid. Begynd med al den tid, der går med at tjekke og sende mails, sende sms’er, tjekke nyheder, være på Facebook og skrive alskens opdateringer.

Bliver jeg et bedre menneske, hvis jeg spiller guitar i stedet for? Næppe. Bliver jeg bedre til at spille guitar? Helt sikkert. Bliver jeg mere lykkelig? Afgjort. Vil jeg i højere grad bidrage positivt til samfundet? Ja.